Himmelvid blå himmel
Musik på hans trommehinde
Rim lå ham ikke tungt på sinde
Han holdt en sproglig våbenhvile
Drukket med måde på det sidste
Længe siden han sidst lod sin båd forlise
Lod vær at tage ved lære
Blev ved at være i det svære
For alle de vers han havde kært
Manglede bare sit arbejdes afbræk
Solen sænker hovedet
Og fordømmer hans metode
Godtroende glohede skyer fordufter
Han er på god fod med rodet
Men hverdagen koger i blodet
Har ikke fået rådet bod på mismodet
Han åbner sin mund
Og tugter tilsodede lunger
Det er intet under han bukker under
Opmuntre hans indre iltre fjender
Mørket skumrer
Kold luft lindrer ingenlunde
Når dagene sveder og svinder ind
Fornuft forsvinder
I det dunkle og bitre
Her hungrer vi mindre
Man ænser ikke sult
Når nattens mulm ulmer
Vi fægter på kæmpers skuldre
En uendelig duel mellem englen og slavepiskeren
Bekriger hans liv
Vi befrier vores iver
Og sårbare perspektiver
Samlede kritikere
Af teisters katekismer
Salige filister og ord ekvilibrister
Vi viger alle midler
Til tidsspilde og blasfemi for
Vores virkeligheder er til grin, ha.
For vore latterlige fantasi
Og forfattersnilde forkaster
Konformister som Dadaister
Mammas rammer strammer og nætterne brænder