"Her er alt for mange ting, det er jo umuligt at få gjort ordentligt rent," siger min tante, uden egentlig at henvende sig til nogen bestemt. Det meste af familien er stimlet sammen i min fars stue. Vi er fordelt halvt oveni hinanden i de to sofaer, med de mindste placeret på gulvtæppet. Imens står min far og hans bror ude i køkkenet, hvor de lægger sidste hånd på den overdrevne julemiddag. Køkkenet er småt og proppet med skabe, som igen er proppede med alverdens køkkengrej, samt en hel del af det, som min tante ville kategorisere som skrot. Udover de mange skabe og hylder, har min far også fået lirket et bord og tre stole ind, så der er kun lige akkurat plads til, at de to bredryggede mænd kan manøvrere omkring hinanden, indhyllede i maddamp og cigaretrøg, som får sveden til at perle på deres halvskaldede isser.
På stuebordet, hvis overflade jeg kun har set ved sjældne lejligheder, står diverse fade af konfekt, chokolade, mandariner og hjemmebag, som min tante har haft med. Klokken er ved at nærme sig spisetid og stemningen i stuen er afventende, som om de først kan slappe af når maden er kommet på bordet, eller det første glas rødvin er skænket op. Min far stikker hovedet ind ude fra køkkenet: "Gad du at hente din søster på stationen?" Det er mig han spørger. Jeg rejser mig op og klemmer mig forbi knæ og sofabord. "Nu har hun bare at være der," mumler min far idet jeg passerer ham på vej ud i gangen. Jeg vælger ikke at kommentere det, spørger blot efter bilnøglerne.
Udenfor er det mørkt og i skæret fra gadelampen kan jeg se de små snefnug, som smelter, så snart de rammer jorden. Blæsten får dem til at dale skråt ned fra højre. Jeg skutter mig og trækker jakken tæt sammen omkring mig, mens jeg går op ad indkørslen. Togstationen ligger kun fem minutter herfra i bil, så hvis min søster er taget med det aftalte tog, burde vi kunne være hjemme igen til spisetid og hvis ikke, går de i gang uden os, som min far understregede tidligere, da han fremsagde mine instrukser. Jeg sukker højlydt og tænder for radioen, hvorefter jeg gnider fingrene mod hinanden og fortryder, at jeg ikke tog vanter på. Rattet er koldt at holde på. Der er ikke nogle parkeringspladser lige ved stationsporten, så jeg beslutter mig for at blive siddende i bilen med tændt motor, på den måde slipper jeg også for at udsætte mig selv yderligere for kulden. Efter et par minutters ventetid begynder jeg at spekulere på, om min søster mon overhovedet kan genkende bilen. Jeg slukker motoren og stiger ud af bilen. Alle parkeringsvagterne er forhåbentlig hjemme og mæske sig i flæskesteg og tyktflydende, brun sovs, med udkogte kartofler til.
Vinden er bidende kold og så stærk, at det bliver en kraftanstrengelse for mig at lukke bildøren. Idet jeg træder op ad det sidste trappetrin, ser jeg toget forsvinde fra stationen. Der er ikke nogen mennesker at se, og det næste tog ankommer først om tolv minutter. Det er en kamp mod vinden, at få ild på min tidsfordrivs-pind. Jeg huggede smøgen fra min fars jakkelomme tidligere, da jeg skulle have fat på bilnøglen. At han opdager det er næsten utænkeligt, siden det sidste han kunne forestille sig ville være, et billede af hans stille og rolige datter med en cigaret hængende ud af kæften, som han så charmerende selv har udtrykt det. Jeg kunne også have bedt min søster om én, tænker jeg, så var hun nok kommet helt op og ringe og ville have sagt noget i retning af, at jeg bare skal slå mig løs og gøre hvad der passer mig. Jeg får lirket mit armbåndsur frem under jakkeærmet og ser, at der er gået et kvarter siden jeg forlod huset. Nu sætter de sig til bords og jeg forestiller mig, hvordan min far irriteret mumler noget i retning af: "det er respektløst, hvornår lærer hun at tage ansvar? Man skulle virkelig ikke tro, at hun er 25 år gammel."
Endelig kan jeg se togets forlygter, som lynhurtigt bevæger sig tættere og tættere på. Toget standser og det ser ud til, stort set at være tomt. På den modsatte ende af perron stiger et par ud. Min søster er ikke til at se nogen steder. Nu lukker togdørene sig igen, jeg kigger på uret og er i tvivl om jeg skal blive og vente på det næste tog, eller om jeg blot skal køre hjem i varmen med det samme. Jeg kigger op og opdager, at parret vinker til mig. Lettere forvirret vinker jeg tilbage, som af refleks, indtil det går op for mig, at kvinden, som kommer gående imod mig er min storesøster. Det er første gang, at jeg ser hende i høje hæle og strømpebukser. I mange år, har hun kun gået i løstsiddende jeans og store striktrøjer. "Hej søde! Undskyld ventetiden, ej, du fryser jo, lille pus," hendes ansigt lyser op under hætten og jeg kan se at hun har taget læbestift på. "Det her er min kæreste, William." Han giver mig hånden og siger: "Hyggeligt endelig at møde dig, din søster har fortalt så meget om dig." Til gengæld anede jeg ikke, at du eksisterede, tænker jeg. William har en piercing i øjenbrynet og hans sorte hue afslører ikke så meget som et eneste hårstrå. Resten af hans tøj fremstår meget neutralt. De har ikke medbragt andet bagage end en lille rygsæk, som William bærer over den ene skulder.
På vej tilbage til huset, sidder min søster og hendes kæreste på bagsædet og holder i hånd. Jeg forklarer at de andre nok er gået i gang med at spise, for at maden ikke skulle blive kold. Efter jeg har sagt det, falder det mig ind, at jeg næsten undskyldte på min fars vegne. Da vi træder ind i spisestuen sidder de alle sammen omkring bordet og spiser. Det går hurtigt op for mig, at der kun er to ledige pladser. Alle gæsterne hilser på min søster, med et lettere forvirret ansigtsudtryk. Jeg kigger over på min far, som skærer ansigt til noget, der ligner et forpint smil. Min søster skynder sig at introducere William, som ser ud til også at have bemærket den manglende tallerken. Klodset skubber min far stolen ud og kæmper sig væk fra bordet, han mumler noget om at få fat på en ekstra stol. Jeg vender mig for at gå ud i køkkenet efter endnu et sæt service, men når lige akkurat at se Williams hånd fare op, og falde slapt ned igen, idet min far passerer ham.
Endelig sidder vi alle ved bordet og min familie skynder sig, at sende alle flæskefadene og sovsekanderne ned mod William. Han nøjes med lidt rødkål og to slags kartofler, hvorefter han tager den første bid. "Send fadet videre!" min fars ordre er udstedt til min lillebror, som sidder og fedter med andeskindet. "Ellers tak, jeg er vegetar," svarer William ydmygt, men med en snert af stolthed i stemmen. "Så er det jo klart!" siger min far og griner så hele hans mave hopper. "Hvad er klart?," spørger min søster med en skarp stemme. "At han er så.. så slank," siger min far og kigger koncentreret på det stykke flæskesteg, som han er i færd med at molestere rundt i sin brune sovs. Jeg kan se min søster og William få øjenkontakt, hvorefter hun kigger målrettet ned på sine kartofler, som hun uden besvær har moset til en tyk, melet masse på sin skårne tallerken.
De svulmende fade af blæver og karamelliserede jordknolde svinder langsomt ind, alt imens antallet af tømte rødvins flasker formerer sig, som liderlige kaniner. William fortæller at han er musiker, hvilket får øjnene til pludselig at lyse op på mit teenagevrag af en fætter, som ellers har siddet og spist som en zombie i godt en halv time nu. De to får gang i en længerevarende samtale, som ingen andre tillader sig at deltage i. Efter et stykke tid henvender overlægen sig til min søster: "Hvad så med dig? Er du stadig ikke begyndt at studere?" Min søster åbner munden for at svare, men William kommer hende i forkøbet: "hun er i gang med at sammensætte en dansekoregrafi til mig og bandet. Vi skal spille i Berlin til februar," siger han og smiler over hele ansigtet, mens han tager min søsters hånd. Nogle af gæsterne mumler noget anerkendende og stiller William flere spørgsmål. Jeg kan se at min søster prøver at fange doktor Fars blik, mens han genopfylder min tantes rødvinsglas. "Jeg var kun 19, da jeg startede på medicinstudiet," mumler han.
Så snart min far har sunket sin sidste bid annoncerer han: "Så er der rygepause!" Hvortil han lidt for brutalt skubber stolen fra bordet og møver sig forbi gæsterne. William kigger på min søster og hun lægger hånden på hans arm og holder fast, da han rejser sig. "Jeg vil gerne gøre et godt indtryk," hvisker han. Min søster ryster på hovedet, da William åbner terrassedøren, for at gøre min far selskab i kulden. Så snart William har lukket døren, begynder vi alle sammen at rose ham og lykønske min søster. "Du ved hvordan din far kan være, det er svært for ham at hans lille pige pludselig er blevet en voksen kvinde. Han skal bare lige vende sig til det," siger min onkel og smiler medfølende til min søster. Jeg tænker på den første gang min søster introducerede os for sin nye kæreste, da var hun 15. Efter ham har der været en del, men vi fik aldrig et tæt forhold til nogen af dem.
Min far kommer ind igen før William. Fra bordet tager han et par fade, som han bærer ud i køkkenet. Min søster rejser sig og griber en tom flaske, for at følge ham ud i køkkenet. I samme nu kommer William ind igen. Han spejder efter min søster, men får i stedet øje på mig, der stadig sidder ved bordet, på trods af at selskabet er i opbrud. Han sætter sig på den tomme plads ved min side og kommenterer ligegyldigt på maden og kulden. Jeg smiler og giver ham ret, mens jeg skæver til den størknede skorpe på sovsekandens indersider. "Er han altid så svær at komme ind på, jeres far? Eller tror du, at han bare ikke kan lide mig?" spørger han og griner let, mens han tager en gaffel op og begynder at tegne et mønster i sovseresterne. Jeg ved ikke hvad jeg skal svare, men min stiltien når kun lige akkurat at blive akavet, før min søster braser ind i lokalet. Hendes kinder er ildrøde og det er tydeligt at hun kæmper for at holde tårerne tilbage. "Hvor er din taske William?" Hun forlanger den. "Ude i gangen. Nå ja, jeg har da glemt at give din far rødvinen." Hans stemme lyder urolig og han følger efter min søster, som stormer ud i gangen. "Her far! Hjælper det? Virker han så stadig utaknemmelig? Eller har det noget med hans udseende at gøre? Ville det være bedre, hvis han lod håret vokse og fik sig den samme gryde, som du havde, da du var ung?" Råber min søster og jeg kan forestille mig hvordan hun hiver huen af William og klasker ham hårdt på den skaldede isse, mens hun anklagende stirrer på min far. "Han er ikke lige din kop the! Hvad med rødvin? Det er da din kop the. Du er nødt til at drikke det. Jeg tør slet ikke forestille mig dit sociale handicap, hvis du ikke havde din rødvin!" Min søster skriger det sidste ord, hvorefter hun hiver efter vejret i nogle sekunder. Pludselig forekommer alting mig meget stille. Jeg kan næsten høre mit hjerte galoppere om kap med sovsen, som er så tyk, at den endnu ikke har fået banet sig vej ned gennem spiserøret til mavesækken.
Da de sidste gæster er gået og min lillebror igen sidder foran computeren, har jeg en så opgivende følelse i kroppen, at jeg beslutter mig for at skide på det hele og gå ud på terrassen og få mig en smøg. Min far sidder musestille med ryggen til og ryger i mørket. Jeg har godt set ham, da jeg tænder cigaretten og grådigt suger til. Som mine øjne vender sig til mørket, kan jeg se at næsten alt hans hår er ved at være gråt efterhånden og huden under hans hage hænger slapt ned ad halsen. På armlænet hviler hans grove, leverplettede hånd. Jeg lægger mærke til at fingrene ryster let. Så trækker han vejret meget dybt og meget længe, hvorefter han siger: "Hun har ret."