Jeg står på dørmåtten foran min mors lejlighed og overvejer om jeg skal banke på eller lukke mig selv ind. Jeg roder i min taske efter nøglebundet. Da jeg spurgte om hun ville have sin nøgle tilbage, rystede hun på hovedet med et udtryk af forvirret sorg i ansigtet og sagde, at det jo stadig var mit hjem, så selvfølgelig skulle jeg beholde min nøgle. Jeg låser døren op og træder ind i en mørk entré. Lejligheden er helt stille. Jeg tager mine sko af og stiller dem ind til væggen. Det lille entréspejl viser mig trods halvmørket, et sæt mørke øjne med store pupiller og rødlige rander under sig. Jeg tager en dyb indånding og bevæger mig så langsomt og næsten lydløst gennem gangen, som fører ind til stuen.
Her ser jeg min mor liggende på sofaen i fosterstilling med et tæppe over sig. Hendes øjne er lukkede, så man skulle tro, at hun sov, men af en eller anden grund ved jeg, at hun er vågen. "Mor," hvisker jeg, synker en klump og går hen og sætter mig ved hendes hoved. Da jeg lægger hånden på hendes hår udstøder hun en halvkvalt lyd, der lyder så fremmed, at jeg et øjeblik er i tvivl om hvorvidt den kom fra hende eller fra hunden, som ligger og sover i lænestolen. Min fars stol.
Til min overraskelse forsøger hun ikke at skjule sin gråd, men i stedet begynder hun på en uregelmæssig hulken. Jeg holder vejret, mens jeg forsigtigt stryger hende over håret. Der er så langt i mellem hendes lyde, at jeg flere gange når at slappe af, i troen på at det er overstået. Mens jeg sidder som jeg gør og prøver på at trøste hende, tænker jeg på min barndom.
I samme nu sætter min mor sig op og tørrer øjnene; "undskyld, skat. Jeg er okay nu, du skal ikke bekymre dig, jeg skal nok komme over det snart. Det er bare lidt hårdt i starten, men tiden læger vel alle sår," mumler hun og ser lidt flov ud. Jeg viger hovedet til siden, da hun til min forbavselse rækker hånden ud, for at tørre en tåre væk, som jeg ikke selv var klar over, at jeg havde fældet. Et øjeblik ser hun såret ud, men tager sig så sammen og smiler halvhjertet, mens hun retter på sit hår. "Kom, lad os gå ud og se hvad jeg har i køleskabet," siger hun.
Køleskabet viser sig at være tomt, på nær for en indtørret citron og en halvliter for gammel mælk. Min mor har tårer i øjnene da hun foreslår, at vi køber take-away. Jeg er nødt til at se væk, da jeg mumler, at det ikke gør noget, at jeg godt kan forstå hende og at jeg nok skal gå ned og hente maden. Som svar giver hun mig et knus, hvilket jeg kommer til at bryde ud af alt for tidligt.
På vej ned af trappen begynder mine hænder at ryste så voldsomt, at jeg må lukke fingrene og bore neglene hårdt ind i håndfladen. At min far er gået fra min mor, er det bedste han nogensinde har gjort for hende. For os alle tre. Mens jeg venter på pizzaen skriver jeg en sms til min kæreste. Jeg har ikke lyst til at tage hjem og sove alene i min tomme lejlighed. Jeg tænker på min mor, som ligger helt alene i den store herskabslejlighed, med himmelsengen og græder sig selv i søvn.
"En nr. 18," bliver der råbt. Det giver et sæt i mig og jeg taber min pung på gulvet, så alle mønterne ryger ud over det hele og ind under disken. Jeg forestiller mig, hvordan der skummer fråder ud ad mundvigen på mig, mens jeg blodrød i hovedet kravler rundt på det fedtede flisegulv.
Da jeg igen står på min mors dørmåtte, vælger jeg at banke på. Hun åbner døren, smilende, men med let hævede øjne og spørger om jeg har glemt mine nøgler. "Nej, jeg kunne bare ikke lige overskue at finde dem frem." Omgående fortryder jeg mit tonefald. Desværre forstærker min følelse af fortrød min irritation yderligere, og jeg er virkelig nødt til at anstrenge mig, for ikke at smadre porcelænet, da jeg dækker bord.
"Har du snakket med din far for nylig?" spørger min mor. Jeg undlader at svare på spørgsmålet og skærer i stedet så hårdt ned i pizzastykket, at min kniv hviner mod porcelænet. Min mor gentager sit spørgsmål. Da jeg endelig løfter blikket fra tallerkenen og kigger hende i øjnene, kan jeg straks se, at det ikke er lykkedes mig at lægge mit ansigt i de rette folder. Hendes øjne fyldes af tårer. "Han er jo din far, du må ikke bebrejde ham sådan, skat..." Hendes stemmer knækker over. Som en guitarstreng, der springer, skærer den i mine ører.
Jeg rejser mig fra bordet og stiller mig midt på spisestuegulvet, med tårer trillende ned ad kinderne. Den eneste sætning jeg kan få presset ud gennem mine cementlæber lyder således: "Det er for sent, mor." I et par sekunder stirrer vi intenst på hinanden. Til min forbløffelse, afslører hendes ansigt ikke en eneste følelse. Så vender jeg mig og går.
På vej hjem går jeg en lang omvej, for at få samling på tankerne. Da jeg når parken, begynder jeg at løbe. Jeg løber og løber til det til sidst føles, som om mine lunger vil brænde op, hvis ikke jeg stopper. Da jeg omsider står foran nummer 22, kigger jeg op og ser at der ikke er lys i vinduet. Han sidder sikkert i soveværelset og ser film, det er trods alt sent, tænker jeg. Jeg låser mig ind og er omhyggelig med at tælle alle trappetrinene, for at gå langsomt op ad trappen. Foran min egen dør, tager jeg en dyb indånding, før jeg stikker nøglen i låsen. Der er mørkt i entréen. Jeg siger hans navn lavmeldt. Der er intet svar. Min gentagelse ligger flere trin over det lydniveau jeg taler i til hverdag. Det er gået op for mig, allerede før jeg råber, at han ikke befinder sig i min lejlighed. Mit eneste svar et køleskabets stønnen. Det gik op for mig, allerede da jeg stod nede på gaden. Da jeg skrev til ham, mens jeg ventede på pizzaen, vidste jeg det allerede. Den dag jeg mødte ham.
Mens jeg tager jakken af sløres mit syn langsomt mere og mere. Jeg kæmper imod trængen til at lade mig falde ned på entrégulvet og græde mine øjne ud, og trampe på dem, som de rådne vinduer ligner. I stedet går jeg ud på badeværelset. Mens jeg børster tænder løber tårerne ned over mine kinder og blander sig med tandpastaen. Jeg er helt alene. Da jeg retter blikket mod spejlet er mit spejlbillede helt sløret. Jeg tørrer mine øjne i ærmet og får et chok, da jeg kan se mit spejlbillede klart. Det er min mors ansigt, der kigger tilbage på mig. Hun ser ynkelig ud, med sine sørgmodige og bebrejdende øjne.