Det gav et sæt i dem begge, da nøglebundet ramte asfalten. Lyden afbrød kun kort en allerede alt for lang tavshed. Han samlede nøglerne op, og placerede dem mellem hendes fingre, som straks genoptog sin gnidning mod metallet. Hun havde stillet ham spørgsmålet. Det var meget enkelt men ved hans tøven, havde hun rejst sig. Hvis han ikke en gang kunne besvare noget så simpelt, var der ikke mere at tale om. Hun ville gå sin vej, men han havde holdt hende tilbage, holdt om hende og sagt, at de blev nødt til at snakke om det. De sad på bænken i skæret fra gadelampen. Hun var et efterårsbarn, og de sad der kun et par dage før hendes fødselsdag. Hun frøs nu da de sad stille. For ti minutter siden gik de hånd i hånd, og hun havde pointeret, at det var en lun efterårsaften.

Der var hændt dem så meget, hun havde uendelige grunde til ikke at sidde der på bænken lige nu. Alligevel sad hun der og stilheden varede ved. Han sagde ikke noget, stirrede blot bekymret indad. Hun brød ud i en hulken og han tog hendes hånd. "Hvad tænker du på, hvad vil du snakke om?" spurgte hun med en knækket stemme. "Undskyld," hviskede han. Hun begyndte at råbe, trak sin hånd til sig, forbandede ham, beskyldte ham og beklagede sin egen uretfærdige ynkelighed. Så tav hun og stilheden varede ved.

Oppe i lejligheden fandt hun hans ting, og eftersom stilheden endnu ikke var ophørt, bad hun ham gå. Med heftige bevægelser pakkede han sin taske, mens han råbte sin egen selvmedlidenhed til hendes dårlige samvittighed, så hun bad ham vente og sige, hvad det var han gerne ville sige. Han ville afslutte det ordentligt, så stilheden varede ved. Som virkeligheden indhentede hende, faldt hun dybere og dybere ned i en sølle sindstilstand. Hun delte sine ensomme, modløse tanker med ham og han kunne ikke give hende nogle trøstende ord. Det eneste der kunne trøste hende, kunne han ikke få over sine læber og det vidste de begge.

Nu stod de i døren og han gav hende det sidste kram nogensinde. "Hold hovedet højt," sagde han. Hun lukkede døren og sænkede hovedet ned mellem benene. Hendes hulken lød helt ud på opgangen, men den ville aldrig mere være i stand til at bryde tavsheden.