Han stod og betragtede sin mor, som hun lå dér på sofaen med en fugtig klud over øjnene. Hun så ikke sin søn.
Uden selv at være bevidst om det holdt han vejret. Så længe, at han til sidst kom til at gispe efter det. Mor sukkede dybt: "Gå ind og leg med din bror." Drengen blev stående, hans fødder var som to kæmpe, store sten, som ingen nogensinde ville kunne rokke ud af stedet. Ikke en gang far. "Gå nu. Mor har ondt i hovedet. Og det er svært for hende at hvile sig, når du står dér og trækker vejret, som en halsende hund." Mors stemme lød ikke rar. Drengen gik.
Det var sommer og alle havens dufte overvældede ham. Timian, purløg, persille, jordbær og syren. Far havde lært ham navnene på krydderurterne, men i den varme sensommerluft kunne han ikke skelne den ene duft fra den anden.
Som blev han skubbet af en usynlig hånd, faldt han på halen i græsset. Han kunne godt lide følelsen af det tørre græs, som blidt stak i hans bare, bløde barnelår. Han lukkede øjnene, men åbnede dem hurtigt igen, da han hørte et veltilfreds grynt. Lillebror sad midt i jordbærbedet og grinede over hele ansigtet. Han var sort fra top til tå. Mors hjemmesyede skjorte var ikke længere himmelfarvet. Nu kom far ud i haven. Han stod lidt og betragtede sin ruin af et jordbærbed. Drengen syntes det var synd for far. Lillebror grinede og proppede endnu et jordbær ind mellem sine 5 tænder. Nu begyndte far også at grine: "Jeg tror ikke, at lillebror er sulten her til aften, tror du vel?" grinede han, og drengen grinede. De grinede længe alle tre. Så kom mor hjem og råbte. Hun hev lillebror op og vrissede, mens hun badede ham.
Drengen gik tidligt i seng den aften.
Drengen sad på gulvtæppet og legede med sin røde bil. Det var den far havde købt med hjem, dengang han havde været væk i mange dage. "Vroom vroom," han lavede lydeffekter til bilens kørsel, men stoppede så og lyttede efter. Ude fra køkkenet kunne han høre sin mor synge med på et radiohit. Hun var ved at lave mad, og nu kunne han også dufte svinekoteletterne. Han lukkede øjnene, for bedre at kunne nyde de to stimulanser, hvoraf den ene var en sjældenhed.
For sit indre øje så han sin mor, iført ternet forklæde. Hun åbnede ovnen, og stak erfarent med en gaffel i den midterste kotelet. Hun slukkede for ovnen, tog fadet ud og anbragte det midt på egetræsbordet, hvilende på en broderet bordskåner. Pludselig skar lyden af glas, som rammer gulvet og smadrer så kraftigt i drengens ører, at han kom til at spærre øjnene op. Mor råbte. Lillebror undskyldte. Mor råbte. Lillebror græd. Drengen ville finde fejebakken under køkkenvasken. Mor råbte.
Det var en dag, hvor de alle sammen havde fri og var hjemme. Far og lillebror legede ude i haven. Drengen sad og kiggede i et Anders And-blad, men det bliver hurtigt kedeligt når man ikke kan læse. Han sad lidt og stirrede ud i luften, men rejste sig så. I hånden havde han Anders And-bladet. Han forlod værelset og gik gennem gangen, til han stod foran en lukket dør af lakeret træ. Inde bag døren lå mor i sin seng. Han forestillede sig, hvordan hun lå med en fugtig klud over øjnene, mens hun trak vejret i dybe indåndinger. Han kunne høre grammofonens dæmpede stemme gennem døren. Fra højre til venstrehånd flyttede han Anders And-bladet, holdt sit vejr og placerede så forsigtigt to blide slag på mors dør. "Bank, bank." Drengen betragtede sine sokker, mens han ventede. På den ene storetå var der et begyndende hul. Han tog sokkerne af, og gemte dem i morfars gamle skænk. Forsigtigt åbnede han døren. Måske havde han overhørt Mors svar. "Jeg prøver at hvile mig!" Mor brugte det tonefald, hun normalt talte med til lillebror, når han ikke opførte sig ordentligt. Drengen tog et par skridt tættere på sin mors seng. "Det er mig mor. Jeg tænkte på om vi skulle læse mit Anders And-blad sammen?"
De pakkede lillebrors ting i går aftes, mor og far. Drengen kom sin røde bil ned i tasken. Lillebror havde aldrig fået lov at låne den før, men nu hvor han skulle være væk i så lang tid, tænkte drengen, at det kunne være rart for lillebror at have bilen med, hvis nu han skulle komme til at savne mor og far. Måske kom mor og far også til at savne lillebror. Drengen kom i hvert fald til at savne ham, selvom han også glædede sig til at være noget mere sammen med mor. De skulle bare lave en masse stille og rolige ting. Slet ikke noget med at råbe og skrige eller smadre ting. Det brød han sig slet ikke om.
Lillebror begyndte allerede at græde, da de satte sig ud i bilen. Far kørte og mor sad med ham på skødet. Lillebror vred sig og mor skændte, at de ville køre galt, hvis ikke han kunne sidde stille. Drengen sagde ikke noget. Han sad på bagsædet ved siden af to tasker. Nu standsede far bilen og lige uden for vinduet holdt en kæmpe stor bus. Far og lillebror blev begejstrede over bussen. Drengen hjalp mor, med taskerne. Buschaufføren lagde dem ind i et kæmpe stort bagagerum. Drengen håbede, at lillebror kunne genkende sine tasker, for bagagerummet var fyldt med alle de andre børns tasker, og mange af dem var blå og grå ligesom lillebrors. Mor og far kyssede lillebror farvel, og bad så drengen om at følge ham op i bussen og hjælpe ham med at finde en plads. Lillebror havde tårer i øjnene. Drengen smilede og tog ham i hånden. "Kom nu."
Forældrene stod side om side, og betragtede deres to små sønner stige op i den kæmpe store bus. De så til mens drengen hjalp sin lillebror til en vinduesplads, hvorfra han kunne vinke dem ordentligt farvel. Chaufføren drejede nøglen om og bussen begyndte at stønne. Nu lukkede dørene sig og far lagde armen om mor, mens de vinkede farvel til deres sønner. "Farvel Peter," sagde far.