Der på torvet stod en pige. Forfrosne kinder, forfrosne minder dog med smilet malet bredt fra et øre til det andet. Imødekommende det måtte hun være, hvis hvert et træ skulle sælges. Hver gran skulle væk, hvis pigen her, i år skulle holde jul.
   Bjælderne lød fra kane-hestens seler. Et fjernt blik nåede hendes øjne; væk drømte hun sig. Indtil noget hvidt landede på hendes iturevne handsker.
   Sneen dalede nu stille ned. lagde sig som et tykt tæppe. Men falsk var den! Ligesom kulden! Ligesom smilet på hendes læber! Og ligesom de træer af plast folk købte! - Skovens grønne træer var ej gode nok for folk.

Svagt kunne hun høre maskinen, den som nu var en fast del af julestemningen. For sneen, altså den rigtige sne, havde været væk så længe. Så længe hun kunne huske. Ingen vidste hvorfor, men uden sne var den falske sne kommet til, og med den, alt andet falskt.
   Ååh alle de år hun havde bedt om et julemirakel, men hun måtte blot stå der. Der på torvet med træer ingen købte.
   Trillende ned af hendes kind en tåre så salt og fyldt af følelser ramte det hvide underlag.