Dine stikkende øjne mødte mine. Dømmende undersøgte de min krop. Et vrængende udtryk bredte sig i dit ansigt; det nærmest skreg "FØJ". Du åbnede munden og hvislede ud gennem tænderne "Du skærer mig i øjnene - du ødelægger verdens ellers så smukke fremtoning". En tåre trillede af min kind og lod sin salte smag pirre i min mundvig. Jeg slog blikket ned, stirrede mig ind i trægulvets knastede overflade. Tårerne ramte gulvets lyse overflade og skabte mørke mønstre, som for mine tårefyldte øjne blev til hånende ansigter der pegede fingre af mig og mit hæslige udseende.

"Se hvor folk foragter dig - ingen bryder sig om dig" blev du ved.
Min krop fyldtes med bitterhed, min mave sydede og mit hoved var på randen til at eksplodere. Hvem var du, som skulle bestemme det?! Jeg lod min fod træde frem, tværede de foragtelige ansigter ud, tørrede tårerne væk med bagsiden af min arrede hånd og løftede hovedet.
I 2 år havde du hærget mig, manipuleret med mine tanker, gjort nar af mig - mit udseende - min personlighed. Du kiggede vredt tilbage på mig. Jeg løftede hånden og du fulgte mig eksempel, du havde gennemskuet mig, min hensigt. Fyldt med frustration og arrigskab efter 2 år hamrede jeg min hånd mod dig. Vi mødtes på midten. Alting splintredes og dit fordømmende væsen forsvandt.