Som en tåge der langsomt sniger sig ind til et bagholdsangreb og pludselig er det ellers så velkendte landskab gemt i et slør af overlegne overbevisninger om hvor vejen befinder sig. Vi har bevæget os her så mange gange, at vejen følges i uvis blinde, men når, først tågen kommer og blindheden overtager, står vi alligevel tilbage med en hengemt afmagt. Indbildsk forsætter vi den vanemæssige march med håbet om at holde os på rette kurs uden konfus at lande i grøftekantens mudderpøl. Først når tågen slipper sit stramme greb og atter lader os se, hvad der ligger foran os kan vi puste angsten ud af kroppen og lade den forsvinde med tågen. Indtil vi opdager at vores indbildske vane og viden om vejen har ført os et sted hen som føles underligt ukendt. Et sted som aldrig har været en del af vores rute eller nøje overvejelser. Fortvivlet og med blikket febrilsk søgende efter noget kendt ville vi stå indtil vi et øjebliks total forvirring, lettede ville erfare, at vi i vores vanemæssige march blot havde drejet 180 grader og ellers ikke havde rykket os 1 meter. Med hjertet tilbage på plads kunne vi igen svinge om og forsætte vores evige færd med vores skygge som anfører.
Om det er den sande vej vi alle vandrer forbliver i det uvisse, for det kendte må for alt i verden ikke forsvinde fra vores vej frem. Spørgsmålet er nu bare om det før ukendte i tågernes forvirring hos nogle er blevet det kendte, men at frygten for at gå i mod mængden er en altoverskyggende leder af vores daglige gang.