Asfalten mørnes af hjulenes snurrende turbo. Den strækkes ud som en overdimensioneret elastik og smeltes sammen til en grå, susende masse foran bilen. Det er sådan, jeg erobrer motorvejen. Med en skånselsløs krigserklæring tilbagelægger jeg asfalten ton for ton, kilometer efter kilometer med speederen næsten i bund og rattet fastlåst under hvide knoer. Radioen spiller for fulde drøn med ekstra bas i højtalerne; marker, træer og huse slynges vægtløse igennem periferien. Jeg har plukket to fuldmodne formiddagstimer, vekslet dem til rendyrket motorkraft og brugt dem på at pløje mig igennem det danske land. Jeg spalter Fyn på langs under solen, vores gigantiske fællesbatteri, hvis uhæmmede udbrud hamrer ned i jorden og sætter eksistensen i omdrejninger.
   "Magnus Skrubletrang er den første deltager, vi skal have med i semifinalen," siger radioværten i quizprogrammet Danmarksmester. "Velkommen til dig, Magnus."
   "Jo, tak skal du have."
   "Du fortalte forleden dag, at du er præst i Struer kirke. Skal du så prædike her i weekenden?"
   "Ja, vi har både en begravelse, og den sædvanlige gudstjeneste søndag morgen." Radioværten og Magnus Skrubletrang sludrer sammen et stykke tid om løst og fast. Radioværten masserer Magnus Skrubletrang verbalt. Med interesserede og sympatiske spørgsmål ælter han stivheden og nervøsiteten ud af præstens krop; såvel som min egen.
   "Utryghed er bandlyst på min sendeflade," tænker radioværten. "Ingen af mine deltagere skal føle den mindste snært af ubehag ved den forestående radioquiz; det skal jeg personligt sørge for." Jeg mærker en bølge af solidaritet, der roligt, men uafværgeligt strømmer fra æteren, gennem højtalerne og ud i bilen. Solidariteten oversvømmer kabinen. Den stiger og bølger frem og tilbage. Den når sæderne, den når rattet, den når mig til halsen og til sidst stiger den op over mit hoved og hele vejen op til loftet; og nu respirerer jeg solidariteten dybt ned i lungerne. Herfra trænger den ud mit blod, og mit hjertet pumper med vældige sammentrækninger solidariteten rundt i kroppen. En tårnhøj, skummende solidaritetsbølge skyller ud over mine ansigtsmuskler, der i et ekstatisk samarbejde adskiller læberne og breder dem ud til siderne, så min tænder afsløres.

Ved en midtjysk landevej står en ung mand og signalerer med sin tommelfinger.
   Jeg bremser og holder ind til siden. Manden kommer hen til bilen. Jeg slukker radioen. Da han bukker sig og kigger ind gennem sideruden, ser jeg, at der strømmer salte tårer ned over hans ansigt.
   "Har du brug for et lift?" spørger jeg efter lidt tid.
   "Ja," siger han grådkvalt og sætter sig ind i bilen.
   Vi kører nu videre ud af det jyske vejnet. Ingen af os siger noget. Mit blik er stift rettet fremad gennem forruden, og jeg bevæger mig så lidt som muligt. Min sidemand hænger med hovedet. Tårerne drypper ned på hans bukser. Hans snøftende lyde kastes med påtrængende klarhed direkte ind i mine øregange. Jeg tager dybe indåndinger for at berolige mig selv. Nu hulker han højt og gisper ulykkeligt. Svedperlerne kryber frem på min pande og rutsjer ned en efter en.
   "Hvor skal du hen?" spørger jeg. Den unge mand bruger lidt tid på at samle sig. Han trækker vejret dybt, før han siger:
   "Det er lige meget. Jeg skal bare langt væk." Herefter kigger han sørgmodigt ud af sideruden.
   "Nå okay. Hvad hedder du?"
   "Jan." Han siger ikke mere.
   "Jeg hedder Flemming."
   Det virker ikke som om, Jan er indstillet på samtale. Han sidder bare og kigger skiftevis ned i skødet og ud af sideruden, imens sveden driver fra min krop, og stivheden er begyndt at indfinde sig i min fastlåste nakke. I mangel på bedre begynder jeg igen at tale:
   "Jeg er på vej til Løgstør for at tilbringe weekenden med min kæreste. Har du nogensinde været i Løgstør?" Jan bliver faretruende stille. Han sidder helt ubevægelig som en statue, mens følelserne bobler og sprutter indvendigt. Så bryder han sammen. Han græder hjerteskærende og begraver ansigtet i sin hænder. Jeg går i panik.
   "Undskyld Jan!" Men Jan er utrøstelig. Han hulker noget uforståeligt og ryster ansigtet fra side til side. Luften lægger sig i et tungt og klæbende lag omkring mit hoved. Det er som at sidde i en elkedel, hvor Jan er varmeelementet, der får temperaturen og trykket til at stige. Efter et stykke tid holder jeg ind til siden og standser bilen.

"Jeg bliver nødt til at slå en streg," siger jeg til den hulkende Jan. "Du er også velkommen til at tage noget frisk luft."
   Jeg åbner bildøren og stiger ud. Mine ben og min nakke fyldes med eufori. Jeg sluger begærligt den jyske friluft i rå mængder, og en kølig brise kærtegner min svedne pande. Med en bevægelse, der emmer af stålsat ro funderet i en stor fortrolighed med udendørslivet, fører jeg hånden op til panden og spejder efter et af de klassiske vandafladningsscenarier. Men der er hverken træer eller buske i nærheden. I stedet går jeg langt væk fra bilen og standser ved et passende stykke mark. Jeg lyner bukserne op og trækker mit kønsorgan frem.
   Ahhhh. Det er skønt at stå her alene på en lun eftermiddag med lemmet frit fremme i den friske luft. Jeg lukker øjnene, slapper af i underlivet og brummer veltilpas. Urinen kontakter med en venskabelig trommen den jævne, jyske jord i en langsom og rolig afladning af min blæres tryk. Følelsen af den faste ager under mine fødder, den varme, strømmende væske i urinrøret, den kølige vind mod min hud, den friske luft i mine lunger, solens lune stråler og den velsignede stilhed; alt dette ødelægger Jan, da han traskende kommer hen og stiller sig ved siden af mig.
   Han siger ikke noget - står bare med bævende underlæbe og knapper fumlende sit bælte op. Min vandafladning stopper øjeblikkeligt. Blæren går i baglås, mens Jan finder lemmet frem og begynder at skyde sin gule, stinkende stråle ud, som om intet var hændt. Han kigger modløst og selvmedlidende ned og sprøjter uhæmmet sin urin ud over mit udvalgte stykke mark. Jeg står paralyseret og dirrende med halvfyldt blære og stirrer på det punkt, hvor min urin for et øjeblik siden trommede roligt og præcist.
   Mit lem vendes imod mig. Det forvandles til en desperat gidseltager, og jeg tvinges ind i rollen som forhandler.
   "Kom nu," siger jeg. "Lad urinen slippe - det er den bedste løsning for alle parter." Lemmet nægter. Det gentager manisk og messende sit krav om at komme tilbage i buksernes sikkerhed.
   "Nej," siger jeg. "Først skal du løslade urinen. Derefter kan jeg gøre, som du siger. Så snart du giver slip på urinen, danser vi efter din pibe. Men først må du give mig noget!" Jeg taler med store bogstaver, men lemmet hører ingenting. Det føler sig udstillet og sårbart; fjenden er den åbne luft, og mine argumenter når slet ikke igennem. Jeg lukker øjnene og bider tænderne hårdt sammen. Jan kigger på mig, mens han opretholder intensiteten i sin kraftige stråle, som var han midt i et rekordforsøg.
   I mit hoved opstår en digtoplæsning. Et mørkt lokale med runde borde foran en lille scene. Ved bordene sidder belæste mennesker med interesse for moderne poesi og litteratur. De sidder ved stearinlys med rødvinsglas i hænderne og lytter med kritisk kyndighed og afmålt interesse. Jeg står på scenen med en lille sort bog i hænderne. Mit navn er på omslaget. Jeg læser op i et intenst toneleje med manieret udtale:
   "Boksershorts
   Urinen løb ned af mit ben
   Bukser vædes og klistrer som lim"
   Klapsalve. Litteraterne nikker anerkendende og skæver indforstået til hinanden. Fandens.
   Jeg kommer ingen vegne - mit underliv er urokkeligt. Jan er færdig nu. Han har lynet bukserne op, men står stadig ved siden af mig. Hvorfor bliver han stående? Og hvorfor skulle han stille sig ved siden af mig til at starte med? Det er jo for fanden ikke fordi, der er knaphed på mark heromkring. Han kunne have stillet sig hvor som helst, og alligevel vælger han den lille, usandsynlige prik ved siden af mig. Hvad får ham til at gøre det? Hvilke fordele ser han i, at vi skal stå og glo på hinandens kønsorganer og lugte hinandens urin, hvis ikke det var fordi, han så det som en slags pervers konkurrence, hvor han kunne vise sig frem og lade det skinne igennem, hvor dygtig han er til at sprøjte urin ud, mens en anden mand står på første parket med frit udsyn til hele herligheden. Og hvad der gør det endnu bedre er, at han som en sidegevinst kan tryne og ydmyge mig og understrege sin egen overlegenhed, den narcissistiske stodder.
   I samme øjeblik jeg mærker Jans hånd på min skulder gør min krop et uventet spjæt. Mit hoved kastes til siden, hvor Jans hoved uheldigvis befinder sig netop i dette øjeblik, og vores kranier kolliderer. Jan rammes i tindingen og dejser om på den urinvåde jyske jord. Jeg trækker lemmet ned i bukserne og skynder mig tilbage mod bilen, mens min blære med et lettet suk vander mit ben.