Jeg vågnede med en boblende fornemmelse i maven. Rettere sagt, en kæmpe omgang sommerfugle, som baskede på livet løs i min mave! Noget i min underbevidsthed fortalte mig, at dagen i dag ville blive uforglemmelig. Jeg lå og boblede under den varme dyne, mens jeg mærkede solens vitaminrige stråler danse på mit ansigt. Jeg nød solens varme og begav mig ind i mine dybe tanker. Jeg drømte, at jeg fløj mellem de hvide skyer og betragtede det yndige og idylliske danske sommerlandskab. De gule rapsmarker stod i fuldt flor, efterfulgt af majsmarkerne, som bare ventede på at blive høstet.
   Et sug skød som et lyn gennem min krop, og jeg lå tilbage i min seng med øjnene klistret til himlen bag mine ovenlysvinduer. Det var som om jeg kunne mærke et lille stykke himmel inde i mig selv. Siden jeg var lille, har jeg altid haft en eller anden mærkelig forbindelse til himlen. Jeg var ret sikker på, at det bare var noget, jeg forestillede mig. Men på sådan en smuk og varm sommerdag føltes det stærkere end nogensinde før.
   Pludselig kom jeg i tanke om, hvad det var, der havde revet mig ned på jorden igen. Stranden. I dag. Med Søren. Jeg havde lyst til at bryde ud i dans af bare glæde. Det var tre uger siden, jeg sidst havde set ham. Han var taget af sted til Australien allerede den dag, vi fik sommerferie. Det havde været svært for mig at sige farvel, for i de 15 år, vi havde kendt hinanden, havde vi aldrig været adskilt så lang tid ad gangen. Mor plejede for sjov at kalde os siamesiske tvillinger, fordi vi altid havde været uadskillelige. Det startede den allerførste skoledag i 0. klasse, hvor jeg tabte min blå blyant, og han samlede den op med et varmt og venligt smil.
   For knap en uge siden havde jeg modtaget et brev, hvori der stod, hvor fedt han havde det, og om alle de flotte fisk han havde set - og så selvfølgelig også om de store bølger, han havde lært at surfe på. Jeg havde hængt postkortet over min seng, så jeg tænkte på ham hver eneste dag. Jeg savnede ham nu alligevel. At have ham hængende over min seng, var ikke helt det samme, som at have ham siddende i min sækkestol på værelset. Jeg savnede at grine og fjolle med ham, som vi plejede at gøre. Men mest af alt at lytte til hans dejlige fløjlsbløde stemme, der fortalte om alle hans erindringer. Når Søren var interesseret i noget, kunne han snakke om det i timevis uden at blive træt.
   Vi havde snakket meget om Australien inden. Vi havde ligget i den store indianer inspirerede hængekøje, som hang mellem de to store grantræer i min have. Søren havde julelys i øjnene, når han fortalte om det. Søren var begyndt at interessere sig meget for fisk, snorkling, surfing og i det hele taget alt, som havde noget at gøre med havet. Han havde læst tonsvis af bøger om, hvordan man bl.a. tilberedte en fisk med blot ild og råstyrke. Ligesom jeg, havde han mange søskende og rejste derfor ikke så tit. Man da han to måneder før sommerferien fyldte 15, gav hans far ham en rejse til Australien i fødselsdagsgave. Det var derfor, han blev så begejstret og ikke snakkede om andet i ugevis. Det gjorde mig ikke noget. Der var ikke noget, jeg holdte mere af end at ligge i hængekøjen med ham, mens han rolige, fløjlsbløde stemme fortalte i det uendelige. For mig var det egentlig ligegyldigt, om det handlede om Australiens rigdom på fisk, eller om det var en bog, som handlede om en forbandet skov, han havde læst. Han havde altid holdt af at fortælle, og jeg havde lyttet gennem alle de år, vi havde været bedstevenner. Han var fortælleren, og jeg var lytteren.
   Da vi sagde farvel, holdt han helt op med at snakke om fiskene og bølgerne. I stedet så han bedrøvet på mig, og gav mig verdens længste og mest følelsesmæssige knus og fortalte mig, hvor meget han ønskede, han kunne tage mig med i hans kuffert. Nu glædede jeg mig udelukkende kun til, at han kom hjem, så vi kunne være sammen igen.
   Midt i tankestrømmen forsøgte jeg at holde fokus på stranden. Jeg stod ud af sengen og gik over for at kigge mig selv i spejlet. Når jeg stod som nu og kiggede mig selv dybt i øjnene, følte jeg, at jeg ligeså godt kunne stå udenfor, under den bagende sol og kigge op på den skyfri sommerhimmel, så det gjorde jeg så. Jeg listede ud af havedøren, ud på plænen med det friske dugfyldte græs, som bare ventede på at blive tørt af solens varme stråler, mellem mine bare tæer. Fuglene sang, træerne var grønne. Frugter, bær og planter voksede i alle former og størrelser rundt omkring mig. Et idyllisk sommerlandskab spredte sig så langt øjet rakte. Jeg indsnusede den friske og vidunderlige duft af sommer.
   Græs, skovjordbær, varm asfalt, solcreme, nyklippet hæk og nedfaldne frugter. Alt sammen små ting, der gav en strøm af dufte og smage. Indbegrebet sommer. Helt høj af sommerlykke lagde jeg mig ned i græsset, og mine tanker vendte atter tilbage til Søren. Gensynsglæden ventede spændt, som en sommerfugl i mit bryst. Derfor plukkede jeg mig et par skovjordbær, hapsede et stykke toast i køkkenet og kravlede så op i det bedste æbletræ, for at fortære min morgenmad hurtigst muligt med den bedste udsigt. Fra det gode æbletræ var udsigten ikke nær så god, som når jeg havde en af mine flyveture inde i mit hoved. Efter morgenmaden fór jeg ind, for at pakke min strandtaske og ordne min fuglerede, som også er kaldet for mit hår. Med hovedet tvivlsomt på skrå besluttede jeg mig for, at makeup var unødvendigt. Når man var sommerbrun med himmelblå øjne, var der alligevel ingen, der lagde mærke til lidt eyeliner og lipgloss. Desuden var makeup nok ikke det perfekte match til en strandtur..
   Op på cyklen og ned til toget, af sted mod stranden, op på cyklen igen. Alt dette foregik i en rus af gensynsglæde. Jeg ænsede ingenting - kun det glitrende vand forude med de reflekterende solstråler og den hvide sandbund.
   Da jeg ankom til stranden, gik det op for mig, at der var en hel time til, at Søren ville være her, men jeg var alligevel i så godt humør, at intet kunne spolere min dag. Jeg pakkede mit tæppe ud og satte min parasol frem, så min medbragte mad kunne stå i skyggen. Jeg lukkede øjnene en smule, bare for at skærme mod den varme sol, der allerede kørte sit show for fulde drøn. Jeg fløj langt væk denne gang. Forbindelsen mellem mig og himlen var endnu ikke brudt. Denne gang var skyerne mere faste, så man kunne sidde i dem. Leende svævede jeg rundt mellem dem. Mine tanker kørte konstant omkring Søren.
   Søren var som en bror for mig. Jeg kunne huske dengang hans forældre for fire år siden skulle skilles, hvor han overnattede hos mig. Vi snakkede til langt ud på natten om alt muligt. Jeg kom med opmuntrende kommentarer, sagde forstående ord. Pludselig sagde han, at han ikke vidste, hvad han skulle gøre, hvis han ikke havde en ven som mig. Jeg husker lige præcist de ord, som var det i går, for de fik mit blod til at koge, og han kunne ikke have undgået at se mine ildrøde kinder. Jeg var smigret.
   Efterhånden som vi var blevet ældre, var vi stoppet med at sove i samme seng, når vi overnattede hos hinanden, og hver gang vi snakkede om kærlighed, var det altid blevet en smule akavet. Det var ikke fordi jeg følte, at vi ikke kunne snakke sammen længere, tingene havde bare ændret sig. Vores forhold var meget bror-søster-baseret.
   Jeg må dog indrømme, at jeg var blevet en smule jaloux, da Søren for omkring et halvt år siden havde fået en kæreste. Søren havde været helt skudt i hende. Han fortalte mig engang, at han syntes hendes engelske accent var helt uimodståelig. Jeg følte en underlig følelse i min mave. Noget lignende ubehag.. Jeg havde stort set ikke set noget til ham i de tre måneder, de kom sammen. Hun flyttede til England med sin mor, og efterlod Søren med et knust hjerte. Det var mig, som ryddede op efter hende. Det tog lang tid at gøre ham nogenlunde hel igen, men som man jo siger: "Tiden læger alle sår."
   Jeg havde aldrig indrømmet overfor nogen, og da slet ikke Søren, at jeg aldrig havde kysset med en dreng. Jeg var nemlig ikke typen, som stadsede mig op med tonsvis af makeup og iførte mig lårkorte kjoler. Derfor var jeg på ingen måde attraktiv i nogen drenges øjne.
   Netop da jeg havde rejst mig fra endnu en "skysofa", var der noget, der trak mig ned på mit badehåndklæde. Noget stort, der skærmede for solen. Efter et par blikke fik jeg øje på den skikkelse, som havde revet mig ud af min "tanke-tornado". Søren!
   Han sad ved siden af mig uden at sige noget. Hans øjne var ligesom en dyb, grøn sø, hvor man bare kunne dykke ned og glemme verden. Det inderste omkring hans pupil var mere gulligt og fik hans øjne til at ligne to smukke solsikker. Han sendte mig hans blændende smil, og tog min hånd. Hans brune lokker dinglede frem og tilbage i hans smukke øjne. De virkede mere gyldne end nogensinde før. Smukke sommerfregner fyldte hans solbrændte ansigt, som de altid gjorde om sommeren. Pludselig kunne jeg mærke den indespærrede sommerfugl give et sidste bask med vingerne, hvorefter glasset blev åbnet, og den fløj ud med dramatiske vingetag.
   "Søren!", udbrød jeg, og kastede mig i hans arme.
   Han grinede, mens han holdt mig i sin favn. Jeg puttede mig godt ind til ham, og nød nærheden og varmen af hans ånde mod mit ansigt.
   Fornemmelsen af hans beskyttende, stærke arme omkring mig, og hans kokos- og vaniljeduftende ånde gjorde mig lykkelig.
   Pludselig hørte jeg en underlig banken. Forbavset satte jeg mig op og kiggede på ham med et forundrende blik. Han rødmede og smilte genert. Jeg satte forsigtigt min hånd på hans bankende hjerte. Aldrig før havde jeg hørt et hjerte banke så hurtigt. Det var, som om sommerfuglen var fløjet direkte ind i ham. Min selvsikre Søren var lige pludselig blevet en genert dreng. Jeg hørte et ekko af Sørens bankende hjerte. Det var mit eget. Det galoperede hurtigere af sted end lynets hastighed. Jeg blev helt fascineret af lyden af vores hjerter. Hans blændende smil kom endnu engang frem, og han trak mig ind til sig. Jeg lagde min skælvende hænder omkring hans hals, svømmede i de grønne søer i hans øjne, plukkede de smukke solsikker og plantede dem i min egen himmel. Jeg var forelsket.
   Ingen af os kunne sige et eneste ord. Vi var begge for fascinerede af denne ny følelse, men jeg vidste, at alle de usagte komplimenter væltede ud af ham netop i dette øjeblik, og han vidste, uden jeg havde sagt det med ord, at han var min første kærlighed og mit første kys. Han strøg mit hår væk fra hovedet og satte det forsigtigt på plads om bag mine ører. Hans læber spillede en symfoni på mine, og jeg blev overvældet af smagen vanilje, kokos, skovjordbær, græs, strand og mest af alt sommer.
   Der sad vi så resten af dagen, indtil solen gik ned, og himlen blev lilla og orange. Mens stjernerne tittede frem fra himlen og flyttede ind i mine himmeløjne, puttede jeg mig endnu tættere ind til ham, for aftenkulden var på vej. Det var som om vi kunne sidde her i en uendelighed uden at blive trætte af hinanden. Stjernerne blinkede på min egen nattehimmel, og søerne i hans øjne reflekterede dem som farvestrålende fyrværkeri. Himmelblik.