Jeg vågner en mandag morgen i mit kliniske og alternative værelse. Påskeliljerne står i fuldt flor rundt omkring i byen. Solen skinner, og fuglenes kvidrer fylder de travle menneskers hoveder med glade og livsbekræftende tanker. Tanker, som giver en mod på dagen. Folks vinterdepressioner bliver med ét forvandlet til nærende livskræft i takt med, at planterne springer ud. Kærlighedens amoriner flyver fortumlet rundt i luften og gør alle forelsket - smertefuldt og fantastisk.
   Foråret er så at sige på vej, men det føles ikke rigtigt.. Foråret plejer at gøre mig glad, for når det er forår, er der ikke lang tid til sommerens varme. Jeg må antage, at det er fordi jeg ligger i min hospitalsseng. Uvidende om min fremtid.
   Sygeplejerskernes er søde og betænksomme, men under ovefladen krakelerer idyllen, som de så hårdt prøver at bevare. "Du skal nok blive rask, min ven." - Det er nemmere sagt end gjort.