Når solen ikke længere kaster sine lyse og stærke stråler ud over det enorme og klare himmelrum, ved jeg, at det er på tide at gå i seng.
Jeg putter mig og knuger mig under den varme dyne. Jeg kigger på himlen. De glitrende stjerner, som jeg kan se fra min seng, er matte og trætte. Mon ikke det bare er tåge, som kræser om dem? Lidt surrealistisk, at stjernernes lys er flere milliarder lysår, om at komme til lige præcis mit værelse. Månen smider skygger på den hvide væg, og der former sig et hjerte på væggen. Mon jeg nogensinde finder kærligheden i mit liv? Alle omkring mig er forelskede og lykkelige. Sommerfugle flyver forvirrede og desperate rundt i maven på alle omkring mig. Folk snakker i tåger, snubler over ord og kan ikke tænke klart, fordi de er så smaskforelskede. Hvorfor ikke også mig? Det er nu, at alle tanker pobber op i hovedet på mig, som alle de lektier jeg får serveret hver eneste dag.. Jeg lader mine tanker få frit løb, som vilde heste, der kan mærke forårets endelige kommen. Jeg begiver mig ind i mit ynglings land. Nemlig tankeland.
Jeg stikker benet ud af dynen, for at kombinere den kvalme varme med noget køligt. Hvad gør jeg, hvis jeg en dag ikke har min mor og far til rådighed? Jeg ved dagen kommer, men jeg er for ung til at overhovedet at tænke i de baner. Min mave snurrer sig sammen, og jeg er glad for, at jeg har begge mine forældre i god behold. Jeg synes det er så synd for dem, som må vokse op uden en mor eller en far. Der må vel være et tomrum, som ikke kan beskrives?
Livet har lært mig, at man må give slip på de ting, som betyder allermest for en, for at kunne få noget nyt. Hvem ved? Måske til og med endda bedre? Det handler bare om at være stærk nok.
De venner, jeg engang troede, jeg ikke kunne leve uden, har vist sig at være en byrde, der er lettet fra mine skuldre i takt med tidens forunderlige gang. En sten i min egen personlige bagage. En kæmpe kampsten, der gjorde, at jeg ikke kunne komme igennem kontrollen til flyet, fordi det hele vejede for meget.
Jeg kan nu flyve frit, fordi jeg har lært at give slip..
Utroligt, hvordan min vennekreds har ændret sig. Eller rettere sagt, hvordan mine forhenværende venner har ændret sig. Jeg husker, da jeg var omkring de 9 år, og min mor og jeg snakkede om puberteten. Det var noget af en mundfuld for mig. Jeg kunne ikke rigtig tage stilling til det, for jeg var stadig et barn.
Hun sagde, at folk forandrer sig i denne fase af livet. Man skal finde sig selv, og derfor er det vigtigt, at man vælger sine venner med omhu. Den dag i dag kan jeg se, at hun havde helt og aldeles ret. Ens venner har en kæmpe indflydelse på det menneske, man engang bliver, og derfor et det vigtigt at give slip på dem, som ikke er gode for en.
Jeg kigger på klokken. Jeg burde virkelig sove nu, men jeg kan ikke. Mine tanker larmer simpelthen for meget til, at jeg på nogen måde kan begive mig ind i drømmeland. Jeg er stadig i stadiet tankeland.
Hvad tænker folk om mig? Er jeg mon den sjove, den stille, den kloge, den plagsomme, den kedelige, den underlige, eller den platte og misforståede pige? Jeg ved det virkelig ikke. Jeg håber bare ikke, folk tager fejl af mig, eller dømmer mig uden at vide, hvad jeg egentlig består af. Jeg ville ønske jeg vidste, hvad folk tænker om mig. Men alligevel.. Vil jeg nu også vide det?
Der var engang en gammel veninde, som fortalte mig, at hun synes jeg skulle lade være med at tænke så meget over, hvad folk tænker om mig. Hun sluttede af med at sige: "Det folk tænker om dig, kommer ikke dig ved." - Det er bare svært ikke at gå op i det, for folk er så pokkers overfladiske i denne verden.
Ikke ét eneste snefnug er ens. Der findes flere millioner snefnug, som daler ned fra himlen om vinteren, men alligevel er der ikke ét eneste, der er ens. Nogle er simple i deres mønster, andre er indviklede og komplicerede. De har dog det tilfælles, at de alle er smukke på hver deres måde. Ligesom mennesker.
Alle mennesker er forskellige. Nogle er tynde eller buttede. Nogle har let til tårer og er sentimentale, hvor andre derimod har svært ved at vise følelser. Nogle er sorte, andre er hvide. Der er ikke ét menneske, der er ens. Selv ikke tvillinger, som har en meget ens DNA, er ikke ens.
Men er der plads til individualisme? Alle har ret til at have forskellige meninger, behov, religioner og jeg kan blive ved.. Men er det en facade eller maske, som samfundet sætter op, så det hele skal virke så rosenrødt? Folk taler om ytringsfrihed og rettigheder, men alligevel bliver mennesker, der tør være dem selv og stå inde for, hvad de tror på, dømt og dårligt behandlet hver dag. Tja, det eneste jeg kan gøre er at kigge indad og sikre mig, at jeg behandler andre, som jeg selv vil behandles.
Hvad nu hvis alle mennesker var ens? Så ville der ikke være uenigheder, krige eller diskussioner, for så var elle enige om, hvordan tingene skulle gribes an. Det ville være fredeligt, men også utrolig kedeligt? Mangfoldighed skaber farve i folket, og hvis alle var ens, så ville vi simpelthen dø af kedsomhed. Men hvis det er så godt med "farve" i folket, hvorfor dømmer folk så hinanden ud fra deres "farve"? Vi ønsker jo inderst inde ikke, at andre skal kopiere os, men alligevel er vi så hårdt fordømmende over for mennesker, der er anderledes og har en anden tilgangsvinkel til ting, end vi selv har. Dobbeltmoralsk.
Jeg vender ryggen til månen i håb om at kunne falde hen. Mine tanker drøner hastigt videre, og jeg må erkende, at jeg ikke falder hen i drømmeland nu.
Der er en verden til forskel på at lade som om man er på en bestemt måde også at være ægte omkring, hvem man er, og hvad man gerne vil. (Og det kan i sig selv være svært altid at vide, hvem man er). Jeg har engang hørt, at hvis et menneske er autentisk, betyder det, at man er, hvad man udgiver sig for at være.
Vi har vel alle et billede af det perfekte menneske i vores hoved. Der findes ikke noget facit på et "perfekt" menneske, da det jo afhænger af ens moral og kultur. For mig er et godt menneske et, som ikke lader sig påvirke af negative mennesker, og som i alle livets henseender tager det sure med det søde. Men kan man virkelig stole på, at folk er, hvad de udgiver sig for at være? Bærer vi alle en maske, fordi samfundet er så overfladisk, at vi vil blive udstødte, fordi vi har diverse fejl både fysisk, personligt eller måske i hjemmet? Mange mennesker har tendens til at fortælle om en masse fantastiske oplevelser, succesrige handlinger osv., men hvorfor hører man aldrig om de knap så gode ting? Er det pinligt at fejle, miste eller tabe? Nej. Det er vel en maske, som folk påtager sig, fordi de ikke vil have, at andre ser ned på dem.
Jeg ved min mor og far er stolte af mig. De har store forventninger til mig, og det forstår jeg udmærket godt. Selvfølgelig håber man på det bedste for ens barn, og så længe barnet gør sit bedste, kan man ikke forlange mere. Eller kan man? Jeg vil så gerne se mig selv om 15 år, som en succesfuld karrierekvinde med overskud til børnene, et lækkert hus med panoramavinduer udover havet, og med min eneste ene i hånden. Men er det for optimistisk? Vil jeg nogensinde kunne realisere mine drømme i livet, og hvad ender jeg op som?
Jeg husker de varme sommerdage i mormors udestue, hvor vi sad og fik hjemmelavet kringle med hindbærsaft. Vi snakkede om fremtiden. Hun sagde til mig, at jeg bare skulle følge mit hjerte, så skulle alting nok gå. Men hvad siger mit hjerte egentlig? Jeg kan kun høre, at det banker.
Det er så pokkers svært at følge sit hjerte, for min fornuft spiller også en kæmpe rolle. Skal jeg vælge at følge mit hjerte, der siger, at jeg skal forfølge mine drømme? Eller skal jeg lytte til mit hoved, som fortæller mig, at jeg skal gøre det fornuftige, så jeg sikrer mig husly, mad og penge? Men vil jeg være lykkelig, hvis jeg ender op som en middelklasses dame, der arbejder som sekretær på et dødkedeligt kontor, tjener ganske okay og handler i netto to gange om ugen? Vil jeg fortryde, når jeg bliver gammel, at jeg ikke forfulgte mine største og inderligste drømme? Jeg ved det virkelig ikke.