John registrerede svagt, at kroppen var forslået. En dulmende smerte i benet vidnede om dets tilstand. Den svage metalliske lugt af indtørret blod sveg i næsen. Det stammede højst sandsynligt fra de dybe sår i ansigtet og flænger i benet. Lugten blev kraftigere og forstærkede den begyndende kvalme, som han mærkede. Men på trods af, at de fysiske skader var afsindig omfattende, ænsede han dem næsten ikke. John havde oplevet meget smerte i sit liv. Han var tidligere udstationeret som soldat Afghanistan, og der havde han set sine kammerater lade livet for retfærdighed og fred. Menneskers liv er så værdifulde og skrøbelige. Ikke alle lever, men alle dør. På et øjeblik kan alt, hvad man kender være forbi. Et lys slukkes og alt er omsvøbt i mørke. Intet kunne hamle op med den smerte, han følte nu. Han registrerede ikke de paniske stemmer omkring ham. Der var kun plads til en følelse, som forvoldte denne ulidelige smerte - sorg.
Monotone lyde summede i baggrunden og gjorde ham bevidst om, at han ikke var død. At leve ville han nok aldrig komme til, for noget i ham var gået i stykker. Noget som ikke kunne blive syet sammen igen, som de skrammer og skader, han fysisk var blevet påført.
Tiden læger alle sår, men sår bliver til ar.
Det var som om, hver eneste fiber i hans krop brændte. Hovedet dunkede så meget, at han ikke kunne tænke klart og registrere de adskillige sanseindtryk. En ny duft ramte hans næse. Der lugtede sterilt og klinisk.
Pludselig mærkede han, hvordan de fløjlsbløde hænder forsigtigt strøg hen over hans ansigt. Først nogle kolde, tynde og skælvende fingre, som senere blev afløst af nogle små forsigtige barnefingre. Den sidste berøring fik ham til at klynke højt. Han behøvede ikke at åbne øjnene for at vide, at der ikke stod et lille barn og så på ham med bekymrede øjne. Det var blot hans underbevidsthed som legede med ham. John havde lyst til at kæmpe, men det var som om, at alle musklerne i hans krop definitivt havde givet op. Der var ikke flere kræfter tilbage - selvom erindringen dog stadig stod klart i hans omtumlede og medicinerede hoved. Han havde dræbt sin datter.
***
Johns kone havde bedt ham om at passe på deres datter Karen på 7, da hun selv var på forretningsrejse med sit firma. Om dagen havde John og Karen besøgt det fredeligste sted, de kendte. Amourparken. Karen elskede det sted, fordi der var masser af kirsebærtræer og piletræer. De lagde sig under piletræet. Piletræets lange grene dannede en kapsel, hvor kun de var i. De var lukket af fra omverdenen og omsvøbt i idyl og fred. Sammen delte de den mest essentielle følelse i hele verden - nemlig lykke.
Om aftenen tog han hende med i biografen for at se den tegnefilm, som hun i ugevis havde fablet om. Filmen sluttede forholdsvist sent om aftenen, og eftersom tegnefilmen ikke fangede Johns interesse, blev han mere og mere træt og desorienteret. Han ville gøre alt for hans datter. Hendes latter og glæde var livseliksir for ham. Efter filmen kørte de hjemad, men en uigenkendelig og mystisk tåge havde lagt sig, så det gjorde det svært for John at orientere sig. Han mærkede hvordan øjenlågene blev tungere og tungere og koncentrationen forsvandt. Et ganske kort øjeblik overvejede han at holde ind til siden, men tanken om, at hun skulle overnatte på en mørk landevej gjorde ham nervøs. Han kiggede over på hende og kærtegnede blidt hendes bløde kind, og hun sendte ham et varmt smil og gabte.
Få sekunder efter gled de og John prøvede febrilsk at rette bilen op, men uden held. Et hjerteskærende skrig borede sig igennem hans sjæl og han blev blændet. På et kort øjeblik ændrede alt sig. Panikken lammede ham og hans hjerne, som i forvejen arbejdede på højtryk. I al kaosset hørte han lyden af glas, som splintredes og derefter så han et glimt af hendes forvredne ansigt. Hænderne var smurt ind i blod og de gled, da han prøvede at spænde selen op. Det var umuligt at se hendes ansigt. Den lille barnekrop rystede, fordi hun græd så hysterisk. Men langsomt stilnede den voldsomme gråd af og kroppens rysten aftog. Han ville hjælpe hende, men faldte hen til det ubevidste.
***
John kunne kende en bestemt stemme ude på gangen. Det var en velkendt kvinde stemme, som hulkede hysterisk og ukontrolleret. Hun konverserede med en mandlig stemme, og instinktivt rettede John sig op fra hospitalssengen for bedre, at kunne høre, hvad de snakkede om. Det eneste han nåede at opfange var, at føreren var påvirket af alkohol da bilen forulykkede. Hvorfor var han så desorienteret? Havde han drukket? Han slog hurtigt den absurde tanke ud af hovedet og faldte hen.
Han vågnede ved, at der sad en kvinde i stolen ved siden af ham. Håret var i uorden og hun havde store rander under øjnene. Men det, der gjorde hans kone mest uigenkendelig, var den foragt han kunne skimte i hendes øjne. Hun åbnede munden, men han så den kun bevæge sig. Han ville ikke høre hende sige det højt.
Da hun kiggede John i øjnene brød hun sammen og løb ud af rummet. Han så igen den ubeskrivelige foragt i hendes store øjne, som permanent var våde. Foragten over, at hans uansvarlighed var ført til deres elskede datters død.
John var tom indeni og vidste, hvad han måtte gøre. Det ville ikke være umuligt. Langsomt tog han vielsesringen af den blå og forslåede finger og lagde den på bordet ved siden af sengen.
Han skrev en lille seddel, hvor der stod: "Jeg elsker dig.. John" Og lagde ringen ovenpå. Med skælvende fingre fjernede han slangerne, der var koblet til hans sårede krop. Der var kun ét sted, hvor han kunne få fred. Her ville han altid kunne genkende sin datters glædefulde latter, når hun fascineret betragtede vindens leg med piletræets grene og blade.