Hans navn er Oliver. Intet andet. Kun Oliver.
   Denne mand var skyld i alt det der skete den aften. Det var en sensommeraften, hvor asken lå tilbage i grillen som minde om aftenens begivenheder. En krydret lugt hang som en sky i luften, så den skar i næsen lige når du trådte ind i opgangen. En eller anden idiot havde tabt en indkøbspose og der havde med sikkerhed været karry, chili og kanel i den pose. Absolut ikke en god blanding.
   Der var en larmende stilhed i opgangen, da han tog første skridt på trappen. Det gav genlyd op gennem hele opgangen. Helt op på tredje sal, hvor lyden så langsomt forsvandt. Hans krop var sløv. Den normale energiske mand var ualmindelig træt. Udenfor svælgede haverne i en lummer sommervarme, som havde præget nabolagets græsplæner for længe. De var helt udtørrede og det ville gøre godt med et regnskyl.
   På første sal boede hun. Hun var medskyldig i den manglende energi og tavsheden som havde præget hele opgangen siden de havde forladt grillfesten tidligere på aftenen. Hemmeligheden var ikke længere nogen hemmelighed. Og langsomt, lidt efter lidt tvang han benene til at gå endnu et skridt. Så et til. Op af trappen. Han måtte op og få det her mareridt til at ende.
   Stille musik flød ud under døren på anden sal. Der sad Oliver. Med sin guitar. Han spillede sange der afspejlede hvordan alle i huset havde det. De havde forsøgt at holde sammen på det kollektiv de levede i. Beskytte hinanden - men ikke mindst, holde hinandens hemmeligheder gemt og nu havde Oliver fået nok af at leve i det skjulte, med ting der lurede under overfladen og kunne komme til at ødelægge hele kollektivet.
   Nu var det ødelagt. Helt officielt.
   Latteren rungede i hendes hoved. De havde alle sammen smilet, grinet og joket rundt om det store aflange havebord, hvor der var plads til alle. Det var moderen på tredje sal, der havde skreget. Det var Oliver der havde sagt det. Og det var hende det var gået ud over og handlede om. Hans øjne brændte sig ind i hendes hukommelse. Familiefaren til to små børns øjne. Tredje sal til højre. Det var der hun var blevet slæbt op. Alle undtagen familien på tredje sal havde været hjemme. Der havde ikke været nogen form for følelser at se i hverken hans ansigt eller blik. Tårerne flød fra hendes øjne. Hun rystede værre end nogensinde før. Og det eneste de havde sagt var det var hendes egen skyld. At mænd blot fulgte deres natur. Det var der ingen der kunne gøre noget ved. Nærmede man sig mænd og vækkede begæret i dem, var man selv udenom hvad der derefter skete.
   Oliver måtte redde hende. Han havde forsøgt at redde hende. Eller havde han? Havde han ikke bare forsøgt at redde opgangen, kollektivet og ikke mindst ham selv? Han var jo et egoistisk svin. Han havde aldrig holdt af nogen. Han sad blot på anden sal og lod sin rædsomme musik gøre alting så meget værre. Han ville bare glatte tingene ud, så kollektivet igen kunne leve i harmoni. Så alt igen kunne blive godt. Og hun skulle bare forsvinde. Raseriet pumpede rundt i hendes blod. Hun ville slå ham ihjel. Dem alle sammen. Inderst inde vidste hun dog at det aldrig ville ske. Hun ville aldrig slå nogen ihjel. Hun ville blot forsvinde. Stille og roligt. Rosie - den fordømte.
   Anden sal; Han var nået op på anden sal nu. Den manglede energi flåede i hver del af hans krop og hans øjne hang. Trangen til blot at ligge sig i sin seng og lade sig falde ned i en dyb søvn uden drømme virkede alt for tiltrækkende. Han var den ældste i huset, den der altid havde været her. Han var vis og vidste, at alle de unge mennesker trængte til hjælp. Og nogen måtte tage ansvar for alt det der var sket. Rosie var blevet voldtaget. På tredje sal. Af en familiefar, der havde to små børn og kone. Oliver havde sagt det til hele kollektivet og ladet alle vide, hvad der var foregået den anden eftermiddag. For at glatte tingene ud havde folk anklaget Rosie for at være den onde. Hun var selv skyld i det. Med hendes lange glatte blonde hår. Piercingerne, tatoveringerne og make-uppen. Hendes nedringede bluser og korte nederdele, hvor hun med sikkerhed fremhævede alt hvad der kunne fremhæves. De var gået fra forstanden. Uanset hvad man udstrålede og uanset hvor lidt tøj man havde på, kunne det aldrig være ens egen skyld at man blev voldtaget. Han rystede på hovedet, rettede ryggen, løftede så hånden og bankede på Olivers dør.
   Oliver var ikke meget for at åbne døren ud til gangen. Hans blæser stod over i hjørnet af hans stue og blæste kold, frisk luft rundt. Samtlige vinduer var også åbnet, men gardinerne var trukket for. Han brød sig ikke om at folk snagede. Der stank så hæsligt af en blanding af krydderier der aldrig skulle blandes ude på gangen. Det var absolut en stank han ikke ville have ind i sit hjem. Han sukkede dog blot, da det tredje bank på døren lød. Han var nødt til at rejse sig og se hvad vedkommende ville. Han lagde guitaren fra sig - lettere irriteret over at blive forstyrret - og så åbnede han døren. Han åbnede den bestemt, klar til at smække døren i hovedet på vedkommende som vovede at forstyrre ham. "Godaften, Erik," sagde han udtryksløst. Irritationen voksede en anelse. Hvad ville det gamle mand nu? Han troede altid at han vidste alt om alle. At han var så meget klogere end alle andre. Men han ville om lidt blive senil og så ville han ikke være noget som helst værd.
   "Godaften. Jeg må spørge dig om noget, Oliver." Han rynkede panden, trak vejret dybt en enkel gang, rettede sig lidt mere op og lagde hænderne om bag ryggen. Gik kort frem og tilbage en gang foran Oliver og standsede så. Han lod sine blågrå øjne betragte den unge knægt et øjeblik, inden han så fandt hans blik. "Hvad er det, du tænker på? At få en sød pige som Rosie anklaget? Blot fordi du tror hun hellere ville have en anden end dig? Du er ung, dum og naiv." sukkede Erik opgivende. Han masserede sine tindinger. Han rystede kort på hovedet. Så så han bestemt på Oliver. "Kærlighed er kompliceret. Det ved jeg. Men, hvis du nu lod dig mærke af andet end at passe på overfladiske ting, ville du måske føle noget - og vide, at det du satte i gang i aftes var en af de største fejltagelser i dit liv."
   Erik greb Oliver om skuldrene. Så ham dybt i øjnene, nikkede en enkelt gang og så slap han ham resolut og vendte ryggen til for så at vade ud af hans værelse. Oliver mistede mælet. Så rystede han det af sig. Aldrig i livet om den gamle mand skulle fortælle ham, hvad han skulle og ikke skulle. Desuden, Rosie ... Hun betød ikke noget som helst for ham. Overhovedet ikke. Erik tog helt fejl. Oliver løj overfor sig selv. Skjulte følelser og gemte ting han ikke forstod sig på væk, for så ville det nok forsvinde. Han gemte sig bag sit halvlange sorte hår. Sin musik. Han var ikke muskuløs, eller på nogen måde noget som helst andet end en almindelig ung mand. Brede skuldre, lange fingre der var perfekte til at slå akkorder an og så virkede han som en kynisk fyr. En der ikke følte med nogen eller noget og blot var neutral og kold. Tanken om Rosie sad dog fast i hans hjerne. Og det samme gjorde Eriks ord.
   Oppe på tredje sal brød et vanvittigt skænderi ud. Ingen i opgangen kunne være i tvivl om, at om lidt ville en bunke tøj enten lande på deres altan eller trappen et sted, efterfulgt af alle ejendele familiefaderen i huset ejede. Alle hans ting ville enten blive ødelagt eller smidt ud. Sammen med ham. Familiemoderen havde fået nok. Nok var det hende der havde sagt at Rosie selv var skyld i det hun var blevet udsat for - men man siger jo dumme ting, for at dække over sin egen smerte. Og Oliver var den der havde fået hende til at indse, hvor stor en idiot hun havde giftet sig med. Han havde jo altid været sådan. Altid. Han havde altid rendt om hjørner med alverdens piger. De sidte 20 år. Det var den samme smøre om og om igen. Og undskyldning efter undskyldning prallede nu af på hende. Hun var så ligeglad, som nogen kunne være. Han var, havde altid været og ville altid være en pervers stodder og en forfærdelig far. Hun fortjente mere. Det vidste alle.
   "Forsvind! Skrid ud af mit liv. Og du kan vove på at komme tilbage nogensinde igen!" skingrede hun ud i opgangen. Det gav genlyd. Et klask hørtes da alverdens tøj ramte gelænderet eller trappetrinene, efterfulgt af adskillige støjende bump. Så kom det højeste bump af dem alle. Da hun skubbede ham ud af døren, efter at have skreget ham ind i hovedet. Det var det. Nu havde han bare at gå sin vej.
   Raseriet boblede i denne familiefars blod. Han var ikke længere gift. Han havde ikke længere nogen børn han kunne komme i nærheden af hver dag. Heller intet hjem nu. Syge kælling, nåede han at tænke. Så besluttede han sig for hvem synderen var. Rosie. Det var hendes skyld alt sammen. Den billige luder med hendes attraktive udseende og flirten rundt, som det passede hende. Han hamrede knytnæven ind i gelænderet, der var lavet af stål. Det rungede i hele huset. Så spænede han ned af de mange trapper og flåede døren til Rosies lejlighed op. Den var ulåst. Et hæsligt bredt vanvittigt smil dukkede op på hans læber. Udtryksløse øjne. Det næste der skete var forfærdeligt.
   Rosie spjættede. Rejste sig med et sæt. Hun måtte væk. Lige nu. Hun stod og stirrede på ham i nogle lange sekunder. Så kastede han sig over hende. Hun var spinkel bygget. Lille af sin alder. Hun var ung og forsvarsløs under næverne som regnede ned over hende. Hun lukkede øjnene og holdte hænder frem for sig for at skubbe ham væk. Brugte albuerne til at beskytte sit ansigt. Næseblod. Det løb ned i hendes mund. Den metalliske smag i hendes mund fyldte langsomt det hele og det sortnede for hendes øjne. I glimt så hun grillfesten for sig. Voldtægten på tredje sal. Hun havde gjort noget galt - men hvad det var, anede hun ikke. Det var bare gået udover hende. Og kun hende. Det hele var gået fra at være hendes drømmeliv til at være hendes værste mareridt. Og nu blev hun tævet. Højst sandsynligt tævet ihjel. Hun kunne ikke få vejret. Han pressede hende ned i gulvtæppet. Maste hende. Hendes psykiske elendighed lukkede næsten hendes luftveje og han pressede sig længere og længere ned mod hende. Pressede på hendes luftveje. Han slog. Og slog og slog og slog...
   Så sortnede det.
   Hans navn er Oliver. Intet andet. Bare Oliver.
   Hængslerne dinglede på døren indtil Rosies lejlighed. Erik sad hos familiemoderen Rita og hjalp hende med at passe sine børn. Oliver dukkede op i døråbningen og det han så vækkede alle følelser og alarmklokker i ham. Følelser han ikke havde ladet komme frem. Tænk om dine følelser at de er kemiske processer i hjernen, så bliver de lettere og sluge. Ikke sandt? Men nu var det eneste han ville, at fjerne familiefaderen. Han skulle ud. Helt ud af opgangen. Ud af deres kollektiv. Deres liv. Og væk fra Rosie. Han havde ingen ret til at gøre hende noget. Han skulle ikke gøre hende mere fortræd. Ikke mere. Han var og havde hele tiden været synderen i alt splid i opgangen. Oliver rev i hans skuldre. Trak ham baglæns. Hvor styrken kom fra, anede han ikke. Han havde aldrig været oppe og slås, men nu holdte han den her mand som om han var let som en fjer og som hvis han var ligeså svag som en tændstik der bare kunne knækkes. Det var en styrke han aldrig havde kendt. Han slæbte ham ned af trapperne. Et trin af gangen. Og den krydrede kvalmende lugt var der slet ikke. Han åbnede den store hoveddør med lidt besvær og så kylede han manden ud. Han havde gjort nok skade i det her hus. Nu sluttede det fandme. Sommerens kvælende varmebølger svævede forbi, som om intet var hændt. De tørre græsstrå der udgjorde husets græsplæne knækkede under vægten af manden. Han rejste sig, gik sin vej. Indså at det var det. At der ikke var mere at komme efter.
   Oliver kiggede efter ham, som han forlod gaden. Han blev ved med at kigge indtil han drejede om et gadehjørne. Så lukkede han døren. Lod manden forsvinde ud af deres liv. Han låste døren. Så stormede han op på anden sal og smækkede døren op. Rosie stirrede skrækslagen, med halvt lukkede øjne. Så brækkede hun sig. Og han holdte om hende. Og blev siddende med hendes hoved i sit skød. Hjalp hende med at gøre hendes beskidte lejlighed ren. Der var blod på gulvtæppet og hendes sofabord. En plet på gulvtæppet fortalte hvor hun havde brækket sig. Og inden det tørrede ind og kom til at stinke tog han en rulle toiletpapir, en spand vand og sæbe og tørrede det hele op. Han brokkede sig ikke en eneste gang. Hun gik i bad imens. Og bagefter samledes de alle sammen. Som de havde gjort til grillfesten tidligere. Ingen bemærkede, at der var sket noget. Ikke mere end at noget var forandret. Aftenen efter havde Rosie og Oliver pakket deres ting og var rejst. Ingen vidste hvorhen, men nogen havde en mistanke om hvorfor. For Rosies vedkommende gjaldt det nok om, at det var for meget at rende rundt i det hus efter alt det hun havde oplevet der. En nær død oplevelse. At blive voldtaget. Og selvom manden ikke var der mere hang mindet som en tung sky over hendes trivsel. Hun måtte væk derfra. Oliver rejste fordi han havde brug for Rosie. Erik regnede det ud, men sagde aldrig noget til nogen af de andre i huset. Det var hans lille hemmelighed.