Dengang jeg først kombinerede kombinationer med kombinationer, var det som om en dør blev åbnet til et større, uoverskueligt perspektiv. Jeg tænkte over, om det var muligt at reflektere over den måde, jeg reflekterer over mig selv på. Ufrivilligt kom jeg i det samme til at reflektere over, at jeg reflekterede over muligheden for at reflektere over den måde, jeg reflekterer over mig selv på, og jeg fangede mig selv i at køre uendelighedsspiralen længere ud endnu; ude af kontrol og mening. Produktiviteten i denne tankevirksomhed var på et absolut minimum. Det føltes som om, jeg var på grænsen til at se et helt nyt perspektiv, men det er umuligt at sige, om jeg blot blev narret af min egen hjerne. Samtidig blev jeg drænet for energi og kreativitet - enten som var jeg i nærheden af et sort, obskurt hul, der slugte energien i grådige mundfulde, eller simpelthen fordi min tankerække var komplet og trættende meningsløs.