Han er træt. Han har hjulpet trehunrede kunder, med alt lige fra spændingsromaner til tegneserier. Erna ville gerne have en snak, som hun altid gerne vil om fredagen. Sådan har det været hver fredag i alle de 3 år han nu har arbejdet på biblioteket. Som altid skulle hun fortælle om bingospillet onsdag, hvor en ny nu har formået at vinde den halve gris for øjnene af hende.
   Nu er han på vej til frisøren. Hans tynde brune hår er igen ved at være for langt og er nu til gene. Vejen kender han: over lyskrydset og ned ad Lykkegade - lige ud ca. 50 skridt, til venstre ad Odinsgade, som altid vil være den samme bag-gyde som det altid har været - ind i nr. 55 og op på anden sal. Selv frisøren Anna har ikke ændret sig en smule. Jo vidst er hun blevet ældre som tiden går, men når man rammer de 70 kan de store ændringer vel ikke rigtigt ske mere. Hvorfor bekymre sig over at finde en ny frisør, når hun har klippet ham i samtlige af hans fireogtyve år, og kender hvert et hårstrå på hans hoved? Hos hende behøver han heller ikke finde samtalepunkter, for hørelsen røg under krigen før han endnu var tænkt på.
   Der er mange mennesker ude i dag, men det er jo selvfølgelig også pengedag, og fredag oven i købet. Alene langs Nørregade - En meget lang og trafikeret vej, hvor der normalt ikke er mange fodgængere. Derimod er den firesporede vej hårdt trafikeret, med biler kun bemandet af chaufføren - Det er spild af vejplads. Hvis folk bare snakkede sammen, kunne trafikken mindskes med ca. 75 procent. Det ville sikkert også mindske trafikuheldene. Men det var ikke hans problem. Det måtte de om. Han trives på sine ben som transporterer ham hvorhen han vil.
   Sådan har det nu altid været; han har passet sig selv, og er godt tilfreds med at andre mennesker også gør det. Han stoppede med at tage bussen for nogle år siden. Man stod altid alt for tæt, og han følte at folk gloede på ham. Han gad ikke belemres med andre menneskers spekulationer og problemer, og det resulterede altid i, at han kom hurtigere fra punkt A til B formålsløst - Han har intet at skulle nå. Alle andre har så travlt med forskellige ting, men ikke Jørn, så nu går han med sig selv og naturen og er godt tilfreds. Han er enebarn, hvilket han også er godt tilfreds med. Hans forældre blev skilt for nogle år siden, og da han jo er voksen, havde de ingen grund til at blive i byen - De skulle opbygge deres liv, og har det vist godt. De sender ham da en hilsen til jul og fødselsdag for at holde ham opdateret.
   Himlen begynder at blive mørkere og fjerne brag af torden bryder frem. Han følger regnskyerne, som de driver indover himlen. Lyden af regn har altid beroliget ham, og det gør ham intet at blive våd; sådan er livet jo, man kan ikke altid undgå nedbør. Han er ved at være ved lyskrydset. Den ellers oplysende lyskurv er uklar, grundet de meget tunge dråber som hastigt flygter fra himlen. Jørn venter på det skifter til grønt før han begynder at krydse vejen. Der høres meget tydeligt hvinende bremser og skridende dæk. Han kigger til siden og ser lyset fra et par utroligt tydelige forlygter - Så går alt i stå.
   Tiden har altid gået langsomt, men om tiden går nu, aner han ikke. Periodisk hører han få ord, sætninger eller omgivelsernes lyde. Noget er ændret, som han hverken er herre eller klar over. Han kan intet gøre. Følelserne strømmer igennem ham. Om det er sin krop, tanker eller sit sind, aner han ikke, men der er også mindre vigtigt. Han fornemmer mennesker omkring sig; tættere end han husker nogen har været, i sit voksende liv. Ikke bare fysisk, men bare en følelse af nærhed omkring ham.
   Han begynder så småt at kunne føle sin krop igen. Han ligger i en seng med dyne over sig, men det er ikke hans egen seng. Det trykker i hans ene hånd. Han kan ikke beskrive det med andre ord en behageligt. Han prøver at åbne sine øjne på trods af at det føles som om de er belæsset med minimum et ton på hvert øjenlåg. Uklare omgivelser indrammet af blændende lys. Som omgivelserne bliver klarere, kan han se at han befinder sig på et Sygehus. Varmen i hånden er en anden hånd i hans. Hånden er en kvindes. Han kender hende ikke, men på trods af det, sidder hun ved hans side i en stol og sover. Hun ser fredfyldt ud, men det kan umuligt være behageligt at sove i sådan en stol. Ret op og ned, selvom hovedet tynger til den ene side. Jørn studerer den mystiske kvinde i lang tid, og selvom han hverken er vant til eller bryder sig om berøring, flytter han ikke hånden. Hun begynder at bevæge sig, og åbner langsomt øjnene og kigger på ham.
   "Hej" siger hun blidt, "Hvordan har du det?"
   Mumlende får han fremstammet "øhhh... okay, tror jeg".
   "Kan du huske noget?"
   Han tøver.
   "Svagt. Jeg husker en masse lys."
   Hun tager hans hånd med begge hænder og kigger bedrøvet på ham.
   "Der var glat føre, og jeg så dig ikke." hun trækker vejret dybt. "Lægerne siger at du var heldig. Du har været i koma en uges tid, men ud over nogle blå mærker, har du ingen skader. Jeg har været her hver dag. Kunne ikke leve med det der skete. Jeg ville være sikker på at du havde det okay. De har taget sig godt af dig. Lægerne altså. De kontaktede dine forældre da det lige var sket. Det er dem der har sendt de blomster der." Hun løfter den ene hånd og peger på nogle blomster på bordet. "Der er også et flot kort med."
   Han drejer hovedet for at kigge. Det er flotte blomster, men ikke flotte nok til at tage opmærksomheden fra den kvinde som var ved hans side. Lægen kommer pludseligt ind ad døren. Da han ser at Jørn er vågen, begynder han at undersøge alt der kan undersøges. Han virker forbløffet. Han begynder at tale om hvad der er sket, og hvordan det er fysisk umuligt at Jørn ikke har yderligere skader. Lægen fortæller at Jørn skal observeres et døgns tid, for at sikre på at alt ellers er okay. Han fortæller at hvis Jørn er sulten eller mangler hjælp, kan han bare trække i snoren, og så kommer der en sygeplejerske. Så smiler han hjertevarmt til Jørn og forlader da stuen igen. Jørn kigger på kvinden ved sin side, og hun smiler til ham. Hun begynder at spørge ind til Jørn og hans familie, derefter om alt fra himmel til jord. Jørn er ikke vant til at folk interesserer sig for hans liv, så han har svært ved at holde samtalen kørende. Dog er kvinden meget overbærende. Efter en del tid med snak, er Jørn ved at være sulten.
   "Skal jeg hente noget mad til os i kantinen?" Spørger kvinden omsorgsfuldt.
   "Det må du gerne, hvis du tager mig med" svarede Jørn med et halvt smil på læben, for nu kan han ikke ligge stille mere.
   Hun hjælper ham ud af sengen, og tager hans hånd mens de går mod kantinen.
   Formiddagen efter kommer lægen ind på stuen på sin morgenrunde. Han fortæller at der jo ikke har været nogen problemer, og alt er som det skal være, så Jørn kan blive udskrevet. Kvinden har været ude og købe nyt tøj til Jørn, som hun rækker til ham. De snakker lidt frem og tilbage mens Jørn gør sig klar til at forlade sygehuset. Side om side går de mod udgangen. Da de træder ud fra den store sygehus skinner solen svagt bag et par skyer. De stopper og kigger på hinanden.
   "Er du nu sikker på at du er okay?" spørger hun, mens hun stryger hans halvlange hår væk fra hans øjne. Han smiler og nikker. Hun taget et stykke papir med hendes telefonnummer på op fra sin taske og putter i hans skjortelomme.
   "Du ringer bare hvis der er det mindste." Hun omfavner ham, de tager deres afsked, og hun går mod parkeringspladsen. Mens hun langsomt forsvinder, står Jørn lidt endnu. Han smiler og begynder at gå. Før dette skete var han jo egentligt på vej til hen til Anna, frisøren - håret var blevet for langt. Men i stedet for at gå turen hen til hende, finder han sig selv gå hen til stoppestedet til bussen som kører mod centrum. Han kigger op, og ser skyerne forsvinde fra solen. Han tager en dyb indånding, smiler stort og bevæger sig mod den glemte verden.