Jeg gynger højere og højere. Snart er jeg helt oppe ved solen. Det kilder i maven. Højere... Højere... Hvis jeg hopper herfra, er det ligesom at flyve. 3... 2... 1... nej... Jeg tør ikke.. Hvis jeg gynger lidt lavere, så er det ikke så farligt. Jeg tager lidt fart af. Det kilder stadig i maven. Når jeg er bagud, kan jeg kun se sandet under gyngen. Når jeg er længst nede, er det som om min krop trykkes ned mod jorden. Når jeg er helt oppe i toppen, kan jeg se solen der varmer, fuglene som pipper forbi mig. Et øjeblik føles det som om jeg er vægtløs, før det hele går ned igen. Et frit fald. Ligesom de mennesker på TV, som springer ud af et fly. Det er mig! Tilbage igen, og jeg føler næsten, at jeg styrter mod jorden, inden gyngen igen lader sit sæde bære mig op i luften. Min kjole og mit hår følger gyngens gang. Nu er jeg ikke så højt oppe. Jeg kan stadig se husenes tage, når jeg er højest oppe. Herfra kan jeg godt hoppe! Men jeg kan altså også hoppe højere oppe! Jeg kan godt! Jeg kan slå min rekord! Jo højere jeg gynget, jo længere springer jeg, når eg hopper af. Jeg tror jeg kan hoppe så langt, at Anna ikke tror sine egne øjne. Hun er lidt større end jeg er, men jeg ved, at jeg ved, at jeg kan gøre det bedre! Hun skal vide, hvor dygtig hendes lillesøster er! Så kan hun fortælle alle det ovre i skolen, og hendes klassekammerater vil møde mig, og når jeg starter i skole næste år, synes de, at jeg er den sejeste pige i verden! Jeg gør det! Jeg kan godt. Bare lige skubbe lidt mere med fødderne. Det er ikke farligt. Jeg har prøvet at hoppe så mange gange før. Engang klatrede jeg også op i det højeste træ i børnehaven. Det var så fantastisk! Jeg råbte til dem alle sammen, og de voksne kom løbende, men jeg havde styr på det. Jeg er sej!
   "Agnethe, kan du så komme ned derfra! " havde de sagt, men jeg havde styr på det.
   " Jeg skal bare lige snakke med fuglene. "
   Det var som om de ikke forstod det, for der kom Preben, med den højeste stige der fandtes. Normalt brugte vi den til vores forhindringsbane, men nu skulle de åbenbart ikke bruge den der. Han stillede den op ad træet, og begyndte at klatre op til mig.
   " Skal du også hilse på fuglene, Preben? "
   "Nej, ikke lige nu Agnethe. Vi skal ned og lege med de andre børn. "
   " Okay! "
   Jeg var begyndt at kravle ned, men han tog fat i mig, og fik mig ind på stigen. Det var slet ikke lige så sjovt, som selv at kravle ned på grenene. Det var altså heller ikke farligt, og det var meget højere end det her. Jeg kan godt! Nu gør jeg det! 3... 2... 1... Uhhhhhh! Det kilder i maven! Der er som at flyve! Jeg basker med vingerne ligesom en fugl, men det virker ikke rigtigt. AV!!!
   " Annaaaaaaa! "
   Jeg kigger over på den anden gynge, men den er helt tom. Hvor er hun henne? Hun sagde slet ikke, at hun gik?! Min ene fod og mit knæ gør rigtigt ondt. Jeg ruller mit bukseben på. Der er kommet en stor hudafskrabning. Jeg kan slet ikke se Anna.
   "Moooooaaaaaaaaar!!!"
   Jeg kigger efter mor, som ellers altid går og piller i haven, men hun er der ikke. Ingen så mit kæmpe hop, og det gør ondt! Meget ondt. Jeg sætter mig hen på bænken. Er jeg helt alene i verden? Er de alle sammen forsvundet? Så var der bare ingen, der gad at lege med mig mere. Det er koldt, når tårerne triller ned ad mine kinder, og jeg prøver at snøfte snotten ind, men den bliver ved med at løbe.
   " Mooooooooor!!! Annaaaaaaa! Hvor er i? "
   Jeg prøver at snøfte ind igen, og det hjælper lidt. Jeg kigger på mit knæ. Det bløder en del. Jeg tørrer lidt af med fingeren, og tørrer det af i mine bukser. Jeg kan tegne med det. Jeg tegner en blomst. Den er pæn. Men hvor gør det ondt! Jeg kigger omkring efter dem, men de er ikke nogle steder. Jeg er da bare ligeglad. Jeg sidder bare her! Jeg har slet ikke brug for dem! Jeg lavede verdens højeste hop, og nu har jeg verdens sejeste sår på knæet. Det vil Laurits kunne lide. Han praler altid med sine store skader, og om hvor sej han har været. Nu er det min tur. Jeg er bare ligeglad med de andre. De kan passe sig selv! For jeg har bare det sejeste sår, og det sejeste hop! Jeg var Supermand! Jeg fløj gennem luften, og bare for at kunne vise det, landede jeg MED VILJE på knæet! Så synes de jeg er sej. Men hvis bare Anna eller Mor havde været her til at puste. De kan få det hele til at gå væk. Blodet løber stadig, men det gør for ondt til at gøre noget. Jeg sidder bare her, og hvis jeg så er væk i flere år, kan de bare lære, at de ikke skal gå væk fra mig! De skulle jo have været her til at se mit hop. Måske ikke mor, for så får roserne jo ikke vand, og så bliver de kede af det, har hun sagt, men så bare Anna. Anna kunne have været her, og set mit hop. Så havde det ikke gjort så ondt, for så havde hun set mig flyve! Men nu er jeg bare alene, og det gør ondt! Meget ondt. Jeg vil bare gerne hjem!!! Mine kinder er også meget kolde nu, fordi de er våde. Jeg vil hjem!
   " Agnethe? Hvad er der galt? "
   " Ikke noget! Jeg vil bare ha' min moar! "
   " Jamen mor er her ikke lige nu, men du har mig. "
   " Hvem er du? "
   Damen finder en pose lommetørklæder, og tørrer mine kinder.
   " Jeg er dit barnebarn, Eva, og nu skal vi nok få dig ind, og gjort dig fin igen."