Det var nu det skulle siges. Hun bad ham sætte sig ned. Det var et hårdt øjeblik. Alt hvad de havde kendt og haft tryghed i de sidste år vil forsvinde med de få ord. Alternativet var bare ikke godt nok. De sætter sig i sofaen og kigger på hinanden.
   "Det her fungerer ikke" siger hun og fortsætter: "Vi har jo ikke fungeret længe. Det eneste vi har som virker for os, er vores vaner. Jeg har fundet en anden. Han tænder alt i mig; mine følelser, mine lyster, min passion og min tro på andre mennesker. Når jeg ser på det hele, kan jeg ikke få tanken fra mig: 'hvad nu hvis'. Jeg ved vi to kan blive lykkelige; hver for sig. Jeg ved ikke om det jeg nu roder mig ind i vil vare livet ud, eller kun kort, men jeg kan ikke se mig selv i øjnene mere, og vide at jeg har ladet muligheden for lykke forbipassere. Jeg er sikker på at du er klar over, at grunden til vi engang fandt sammen, var ikke den store kærlighed, men mere muligheden for trygheden, afspejlet af begrænsede muligheder hos andre. Jeg ved at du lige nu fyldes af et had til mig, men det er uundgåeligt. Med tiden ville du også været kommet til selvsamme konstatering, men nu tager jeg startskuddet - og hadet." Hun kigger ned i gulvet.

"var det det? Er du så færdig?" spurgte han. Hun nikkede. Med et blev syndefaldet genskabt, og et vredesudbrud uden lige blussede op. De ord han fik sagt var ikke egnet for børneøre. Hun sad og fandt dig i det - Hun havde selv fremprovokeret det. Skældsord fløj for alle vinde, og hun sad som et urokkeligt tårn - næsten urørt af tornadoen. Kun en enkelt tåre vidnede om at hun var blevet placeret midt i orkanens øje. Som hun havde forventet ændredes alt. Det var ikke meningen at såre ham så dybt. Han var et menneske som havde støttet hende igennem det meste, de sidste år. Men hun kunne ikke have undgået det og skånet hans følelser - desværre. Det var ikke fordi at han havde været en dårlig kæreste, der var bare ikke nok mellem dem. De havde været venner med et velfungerende sexliv. Det var bare ikke nok.

Raseriudbruddet havde nu stødt mod toppen, og han bad hende forsvinde. Hun rejste sig op, og gik ud af døren. Et øjeblik efter havde det ringet på min dør, og da jeg åbnede blev jeg mødt af ordene: "vil du ha' mig?"

Sådan havde mine dagdrømme set ud længe. Et scenario som gjorde min forelskelse legitim. Et scenario som aldrig ville ske. Et scenario som gjorde at jeg kunne mærke et splitsekunds utopi, hvor min forelskelse, mine holdninger og mine følelser var gengældt. Men som alle scenarier indeholdende utopi, er det ikke eksisterende. Hvis de har noget godt, noget solidt, noget holdbart, vil jeg ikke ødelægge det, men jeg kan ikke lade være med at løbe ind i tankebanen, hvor vi kan finde ud af om vi kan være noget mere for hinanden. En tankebane som ikke er muligt så længe hun er hos ham. Jeg kender ham ikke, ved ikke hvad de har sammen, for jeg tør ikke længere spørge. Frygten for igen at få afvide, at hun elsker ham, og de har det godt sammen, kan jeg ikke bære. Min fornuft siger mig, at jeg jeg skal lade mine følelser ligge, for venskabet kan holde længe, og hvis de går fra hinanden, er det muligt at se på tingene til den tid - Men jeg kan ikke vente. Mit hjerte fortæller mig, at jeg vil have mere af hende, kunne sige at hun er min. Kunne ligge armene omkring hende, og være sikker på at det er her hun ønsker at være. Kaste os ud i et forhold, som måske går i stykker efter kort tid, fordi vi bare var for forskellige - men så ville jeg have prøvet det, givet det chancen.

Nej! Jeg vil ikke mere begrave mig i "hvad nu hvis" for det er utopi og urealistisk - jeg ved ikke engang om hun føler det samme for mig. Jeg vil ikke, det er jo dumt. Vejen til at glemme hende kan være i form at dates - så kan jeg måske få øjnene op for at andre mennesker også kan sidestilles og være skønne? Jeg tager min telefon og aftaler noget med en kvinde, som vidst har villet noget med mig det sidste tid. Daten er aftalt, og mit hoved fokuserer på noget andet. Ahh.... frihed for tankemylderet! Som jeg sidder der, og prøver at genvinde troen på andre menneskers perfektion, ruller en sms fra en kammerat ind på min telefon: "Line og Sebastian er vidst på vej fra hinanden. De har sovet hvert for sig de sidste to uger". Tankemylderet er med et tilbage: Er det på grund af mig? Vil hun se hvad der kan ske med os? Fortæller hun mig det? Er der måske en mulighed? Det er nu et mylder jeg ikke kan stoppe. Et mylder med overskriften: "Hvad nu hvis?"