Stenene knitrer som jeg går hen ad stien. Der er mørkt; kun lyset fra månen og stjernerne gør, at jeg kan se hvor jeg er på vej hen og hvor jeg kom fra. Træerne skaber dog stadig lange skygger og i det fjerne kan jeg skimte den spejlblank sø. Jeg gennemlever hele min dag - glimt for glimt. Jeg stod op da vækkeuret ringede... for fjerde gang! Et hurtigt bad, tøj, sko, taske, ned ad trapperne.
   "Ha' en god dag min skat, vi elsker dig" blev der som altid råbt ude fra køkkenet.
   Ud af døren, op på cyklen og af sted. De ti kilometer til gymnasiet gik stille og roligt. Det regnede.

Da jeg kom til skolen, var jeg selvfølgelig gennemblødt. Jens og Bjørn skulle selvfølgelig joke med det våde tøj. Jeg var lidt ligeglad. Vi startede med oldtidskundskab. Jeg er vild med det fag, men jeg ville ønske at jeg kunne få lov til at bidrage mere i timerne. De fire timer fløj forbi. I frokostpausen fik jeg fanget Natalie. Vi spiste sammen i gården mens vi snakkede og fjollede. Det er flere måneder siden vi har set hinanden udenfor skolen, men som hun fortalte, havde hun bare ikke tid pga. lektier. Som altid, kunne jeg godt forstå det, så hun skulle selvfølgelig bare sige til hvis hun fik tid. Det lovede hun mig hun ville. Så stod vi og holdte om hinanden længe efter klokken havde ringet.

Resten af dagen gik som det plejede: stille og roligt. Da klokken blev fire fik jeg fri og tog i parken med en bog indtil jeg skulle møde på arbejdet. Jobbet var hektisk som altid på de her fredagsvagter, da vi både har mange spisende gæster og en del mad ud af huset. Da jeg fik fri klokken 21 lugtede jeg langt væk af mad - Heller ikke noget nyt der. Op på cyklen og hjem.
   "Velkommen hjem. Har du haft en god dag?" blev der råbt med blid stemme inde fra stuen.
   "Njah" fik jeg mumlet på vej op ad trappen. Jeg smed tasken i hjørnet af værelset og tøjet med, og så gik jeg under bruseren. Det er altid så rart at få et forfriskende bad efter en lang dag. Så viklede jeg håndklædet omkring livet og satte mig ind foran computeren.

Jeg tjekkede Facebook. Der var ingen notifikationer, så jeg kiggede de forskellige opslag igennem. Jems og Bjørn var tagget ind til en eller anden fest - Det så sjovt ud. Kort efter så jeg Emil som vi også går i klasse med havde opslået at han "fester med klassen", hvorefter de fleste fra klassen var tagget. Det undrede mig, men jeg blev enig med mig selv om, at grunden til jeg ikke var blevet inviteret, var fordi de vidste at jeg skulle arbejde. De havde jo nok troet at jeg skulle arbejde hele aftenen. Jeg scrollede videre og så et opslag med en kat som sagde: "Slap af! Det er fredag!". Den havde jo ret. Fredag er festdag, så jeg opdaterede min status med: "Sker der noget i aften?". Så gik jeg ind på youtube og så nogle videoer. Noget tid efter smed jeg håndklædet, tog et par shorts på og gik jeg ned i stuen til de gamle. De sad og så en eller anden film. Mor kiggede kort på mig, og fortsatte derefter med at kigge på filmen mens hun spurgte:
   "Hvad så skat?"
   "Ikk' så meget" Svarede jeg.
   "Skal du ikke ud og udnytte din ungdom?" fortsatte hun mens hun kiggede på filmen.
   "Næh, der er ikke rigtigt nogen som gider have mig med" mumlede jeg, mens jeg kiggede ned i gulvtæppet.
   "Pjat med dig. Gå du nu ud og mor dig. Synes du ikke også han burde gå ud og være ung?"
   "Jo da, lillemor" svarede far, mens han stadig kiggede på filmen.
   Jeg tog telefonen op af lommen for at tjekke Facebook. Der var ikke nogen kommenrare på mit opslag, selvom der var gået halvanden time. Jeg scrollede igennem opslagene. Pludselig var det som alt stod stille. Mit hjerte stoppede med at slå, lydene var forsvundet og jeg glemte at trække vejret; Natalie var kommet i forhold. Han var også meget flottere end mig. Min mave gik i knuder. Jeg følte mig ført bag lyset; de lange snakke, måneskinsture og sexen... Havde det betydet ingenting? Jeg ved ikke hvor længe jeg sad der, fyldt med vrede, sårbarhed og ligegyldighed. Filmen sluttede åbenbart, fjernsynet blev slukket og mor og far rejste sig. Mor kom hen til mig, klappede mig på skulderen og sagde:
   "Smut nu ud og mor dig" hvorefter hun fortsatte op mod soveværelset sammen med far. Jeg kunne mærke vreden i mig skubbede en tåre ud.
   "Hvad fanden skulle jeg lave derude? Glo på folk som ikke gider være sammen med mig? Blive gjort nar ad? Hvad fanden er pointen?" havde jeg råbt efter hende.
   Far var kommet med bestemte skridt ned ad trappen, hen til mig, holdte fast om mine skuldre og ruskede i mig mens han råbte mig ind i ansigtet:
   "Sådan taler du kraftedeme ikke til din mor! Nu begynder du fanme snart at opføre dig som den voksne du er!" Han skubbede mig ved skulderen hen mod døren: "Nu går du dig en tur og køler ned!"
   "Fint!" Svarede jeg og smækkede med døren. Jeg stod et par sekunder i indkørslen og begyndte derefter bare at løbe.

Det var sådan jeg havnede her. Jeg er ca tyve kilometer væk hjemmefra ved en afsides sø. Vreden har ændret sig til håbløshed. Jeg vil ikke mere; det hele er så ligegyldigt. Strålerne fra månen reflekterer i stenene. Jeg samler en håndfuld op, og de ser nu ligegyldige og matte ud. Jeg kaster dem ud i vandet en efter en, mens jeg går rundt langs søen. Jeg går forbi en lille jolle; der har været nogen for at fiske. Jeg kan se en sten med blod på. Det var nok der de dræbte fiskene og parterede deres fangst, for jeg kunne også se en lille primitiv bålplads ved siden af. Jeg kan forestille mig, at det havde været hyggeligt. Jeg kommer aldrig med på sådanne ture. Jeg kigger lidt nærmere. Imellem de skindende sten, ligger der noget aflangt. Jeg bukker mig ned for at se nærmere på det. Det er en filliterengskniv. Jeg tager den med helt ned til søkanten. Jeg sætter mig ned, og kigger lidt på kniven. Det hele er så simpelt. Hvorfor skal jeg leve i ligegyldighed længere? Ingen ved jeg er her, og så er det bare ligesom at viske det hele ud - Slette min eksistens. Et snit, et liv, en stor ligegyldighed. Bare ét snit...