Den aften sad de i stilhed mens de spiste aftensmad. Normalt snakkede de mens de spiste den mad han havde lavet til hun fik fri far arbejde, men ikke i aften. Udenfor var der biler som kørte forbi og oplyste vindueskarmen. Stearinlysene på bordet blaffede fra tid til anden, og kastede skygger på vægen. Han havde flere gange prøvet at spørge ind til hendes dag, men hun bare stak i sin mad og undgik hans blik. Da han blev færdig med at spise sad han lidt og kiggede på hende. Han prøvede at ligge sin hånd ovenpå hendes, men hun trak den hurtigt væk. Han spurgte om hun skulle have mere at spise. Hun rystede på hovedet. Han rejste sig og begyndte at rydde maden af bordet. Da han forlod stuen skubbede hun sin tallerken ind på bordet og med albuerne på bordet, gemte hun sit ansigt bag hendes hænder. Hendes vejrtrækning blev hurtig og overfladisk. Han kom tilbage ind i stuen, og så hun var trist. Han satte sig på hug ved siden af hende, og drejede hendes stol mod ham. Kærligt fjernede han hendes hænder fra hendes ansigt og holdte om dem. Hendes øjne var lukkede, men en tåre kom til syne og trillede ned af hendes kind. Han rejste sig for at holde hende tæt. Som hun var der; det tryggeste sted hun kendte, med hans arme omkring hende, og hendes kind på hans brystkasse, kunne hun ikke holde det ud længere. Tårerne væltede ned ad hendes kinder mens hun viskede:
   "Jeg fortjener dig ikke! Undskyld!"
   Hun skubbede ham væk og løb med tårerne trillende ned ad ansigtet, ud af stuen og ud af deres hus. Hun løb så hurtigt hun kunne. Deres parcelhus blev mindre og mindre bag hende mens hun barfodet løb ud i mørket. Der var frostgrader, men hun ænsede ikke kulden - hendes smerte var for stærk.
   Hun Har altid været en pæn pige. Hun har altid gjort hvad der blev sagt, og det havde fået hende langt i livet. Hun var ved at uddanne sig til sygeplejeske, og havde studiejob som receptionist på et prestigiøs privathospital. SU var ikke en guldgruppe, men de havde hidtil klaret sig.
   Situationen havde dog ændret sig, da hendes mand, Niels, var udsat for en arbejdsulykke mens han arbejdede på en boreplatform i nordsøen. Hun var blevet nødt til at tage ekstravagter på jobbet, og sad tit alene på kontoret med overlægen til sent på aftenen med papirarbejde. Niels gik til genoptræning, så han overtog de huslige pligter, mens hun studerede og arbejdede. Niels var en virkelig skøn mand. Lige meget hvor sent hun kom hjem, sørgede han for at maden stod klar, og der var dækket op til en romantisk middag, med stearinlys og dug på bordet. Hun var taknemmelig, men det var hårdt. Den ene dag overlappede hinanden, og samtaler og venner var efterhånden blevet til en sløret gråzone, hvor hun ikke kendte op fra ned. Hun har ikke villet bekymre Niels med hvor hårdt det var, for han havde jo nok at se til med sin skade og genoptræning. Han havde heller ikke villet presse hende til at fortælle hvad der nager hende, for han var overbevist om, at hun bebrejdede ham for deres pressede situation, og hun var presset nok, uden at han gjorde det værre. Han prøvede alt hvad han kunne, for at alt kørte så smertefrit som muligt for hende derhjemme. Lige lidt hjalp det dog. Livskraften blev langsomt suget ud af dem.
   Det var derfor hun ikke havde gjort noget den aften på jobbet, da hun var alene med chefen. Han skulle hente nogle papirer bag hende, men på vejen tilbage, var han stoppet bag hende. Han skubbede hendes hår væk fra hendes hals, og kyssede den blidt. Hun lukkede øjnene og nød sensationen i kroppen. Han lod sin hånd glide op af hendes hals, og skubbede blidt hendes hage op, så de så hinanden i øjnene, og så kyssede han hende. Han fortalte hvor fræk han synes hun var, og hvor meget han havde lyst til hende, og havde haft siden han så hende første gang. Hun rødmede og så ned i jorden, men han fortsatte bare med at kysse hende. Da hans hænder begyndte at røre hendes krop, lukkede hun øjnene og forestillede sig, at hun var et andet sted. Da han havde stillet sin appetit, tog hun hurtigt tøj på og skyndte sig ud derfra.
   Hele scenariet repeterede i hendes hoved igen og igen mens hun løb. Hun endte ved kanten af en stor sø, hvor hun faldt sammen grædende og skælvende af kulde. Hun følte sig fortabt. Hvad føltes som en evighed i helvede, sad hun der for sig selv i det kolde nattemørke. Pludselig kommer Niels bagfra og sætter sig hos hende. Hun prøver ihærdig at stoppe med at græde. Han har taget hendes jakke og sko med. Han ligger jakken over hendes skuldre, og sætter skoene på hendes fødder.
   "Du bliver nødt til at fortælle mig hvad der sker" sagde han desperat, "Jeg blev så bange"
   Han knugede hende tæt ind til sig.
   "Det er okay," fortsatte han, "bare fortæl mig hvad der er galt."
   Hun tørrede sine øjne og samlede alle sine kræfter og åbnede Pandoras æske...