Vinden havde fat i træerne, og solen var for længst blevet til et orangelignende tæppe i horisonten. Det knagede i det gamle hus, og intet lod til at stå uberørt efter vindens favntag. Det var kun et par dage før midsommer, så mørket ville kun ligge på lur og aldrig rigtig gøre sit indtog. Alligevel brændte der en lille svag lampe i det øverste vindue, i det røde hus for enden af vejen. Hvis man kiggede ind af vinduet, hvor lyset fra den lille lampe sivede ud, ville man kigge ind i to dybe blå øjne, der troligt iagttog månen.
   Hun var ikke i tvivl om, hvad hun drømte om. Hun havde det endda skrevet ned, sådan var hun sikret, at hun aldrig ville glemme disse drømme. Tankerne på skrift var et virvar af ord og konstruktioner af sætninger, som gav mere mening i hendes hoved.
   De drømmende øjne havde fanget månen i et hemmelighedsfuldt blik, og viste tydeligt tegn på tankestrøm. Lyden fra en blyant der dansede hen over de blålige linjer på papiret, forsvandt i vinden. Pigen gemte sig væk i vindueskarmen med sine tanker nedskrevet i den blå-grønne bog. Efterfølgende lod hun den låse væk i øverste skrivebordsskuffe. Lyden fra en knirkende dør afløste blyantens skriblende lyd. En maskulin silhuet sneg sig ind på hende og omfavnede hende kærligt. Et overraskelsesangreb som kastede kærlige kys af sig. Hun gav et sæt, men virkede alligevel ikke overrasket. Kinderne blussede, som han rørte ved hende, men alligevel kastede hun sig om halsen på ham.
   De to elskende gjorde klar til en leg i tosomhed. Hun stod med sin blomstrede kjole løftet op til ørene. Imens betragtede han hende forsigtigt på den kort afstand. Hun var ikke en lille pige mere, selvom blonderne aldrig var forsvundet fra hendes trusser. Han rørte ikke ved hende, men nøjedes med at kigge på den unge kvinde, som nu gemte sig helt bag sin kjole. Hun var stadig fuld af drømme, og de lå alle fortsat sirligt nedskrevet i den blå-grønne bog låst væk i øverste skrivebordsskuffe. Vinden var løjet af og natten havde lagt sig over byen. Mørket var på retur før det næsten var dukket op. Det orangelignende tæppe lå stadig svagt i horisonten, og holdt på varmen fra solen. Hun kastede et sidste drømmende blik op på månen før hun helt gled ud af kjolen og halvnøgen rullede gardinerne for. Nu var der kun to svage silhuetter, som var at se i skrivebordslampens skær. Begge var de lystne og sultne på livet. Hun måske en anelse mere end ham, og det kun på grund af den blå grønne bog i skivebordskuffen.

Det orangelignende tæppe var blevet en anelse mere lyserødt og fuglene var begyndt deres morgensang. Vinden var mild og lun og strøg græsset forsigtigt imens dugdråberne fordampede i varmen. De unge elskende lå sovende under samme dyne i den tykke duft af kærlighed, som for andre kunne virke kvælende. Et nøgent ben lå afslappet uden for sengens kant, og en enlig flue havde fundet et sted at hvile sine vinger. Det nøgne ben spjættede for at fjerne fluen, men den vendte blot tilbage da benet igen var i ro. Lyset kæmpede sig igennem de lette gardiner og badede værelset i solskin. De elskende sov længe, og den blå-grønne bog blev først igen fundet frem, da den mandlige silhuet var forsvundet. Den unge pige sad med et saligt smil over læben og nedskrev tankerne på de optegnede linjer. Hun vendte den ene side efter den anden, og jo længere hun kom ind i bogen, jo bredere blev smilet, og kinderne syntes mere røde. Til slut lukkede hun bogen sammen, knugede den ind til brystet og kiggede ud på haven. Drømmene var vokset, måske endda forandret. Den blå-grønne bog blev igen låst ned i skrivebordsskuffen, men denne gang blev den ikke fundet frem da månen igen kiggede forbi.

Først da sneen lå som et hvidt tæppe over jorden, og træerne havde mistet sine blade og stod som skeletter i mørket, da fiskede hun bogen frem. Denne gang med en hvis afsky i sin berøring. Alt var forandret siden sidst den blå-grønne bog havde været ude af skrivebordsskuffen, men månen var stadig den samme. Den unge pige sad endnu engang i vindueskarmen og kiggede drømmende op på den. De dybe blå øjne var sørgmodige og tårerne trillede ned af de blege kinder. Hun åbnede ængsteligt bogen og læste de skrevne sider, mens tårerne faldt kraftigere. Hun løsrev øjnene fra de nedskrevne drømme og tanker og kiggede op på månen. I et snuptag flåede hun siderne ud, kylede den tomme bog i skraldespanden og gemte ansigtet i hænderne. Der kom ingen maskulin silhuet ind og omfavnede hende, som et overraskelses angreb med kys.