Det var mørkt og stille i landsbyen, da hun tog ud for at jage. Luften var kold og fugtig, men som den eneste i landsbyen kunne Tifa holde varmen, selv i korte ærmer. Vildtet kunne høres alle steder i skoven. Alligevel ventede hun til hun kom helt ind i skovens midte. Det var det perfekte sted at jage. Duggen faldt som smukke perler ned i hendes hår, da hun gemte sig bag den væltede træstamme. På denne tid af året var det svære, at få vildt da hunnerne var drægtige. Men hun kunne sagtens se forskel. En flok hvidhjorte kunne skimtes mellem træerne, som smukke sølvpletter. Hun opdagede hurtigt en lille halt han i udkanten. Flokken ville være bedre tjent uden den. Hun lagde koncentreret en pil parat. Sigtede stilfuldt på hjorten. Et svirp hørtes, flokken forsvandt og den lille han lå tilbage med en pil gennem halsen. Stolt tog hun det lille dyr hen over ryggen, og begyndte at vandre hjem.
   Det var lidt over middag da hun stod i udkanten af skoven. Himlen var dækket af sorte skyer, og der lugtede brændt. Hun stivnede af skræk. Det skrækindjagende syn der mødte hende. Hun smed vildtet fra sig, og spurtede alt hvad hun kunne hen mod sin landsby. Byen var et stort flammehav. Hun hørte rædselsskrig. Hele familier fanget i deres eget hjem, bevist om deres skæbne. Tårer trillede ned af hendes kinder. Hun var udmattet og chokeret, men hun ænsede det ikke. Råben og skrigen bag hende fik hende til, at stanse op. Nabolandsbyens beboere kom farende hen ad landevejen, som en flok skræmte vildsvin på flugt. De ænsede hende ikke da de løb forbi hende, men hun gjorde heller ikke noget støre nummer ud af sig selv. Med tårefyldt ansigt løb hun efter dem.
   Ilden blev slukket hurtigere end hun havde troet. Den var så godt, som væk da hun ankom. Aske og røg var tilbage. Ingen overlevende. Stille traskede hun rundt, og rode i asken. Beboerne fra den anden landsby lod hende gøre det uden kommentar. Medlidenheden var malet i deres ansigter, når de kiggede hen på hende. For hendes skyld kunne de bare gå end have medlidenhed med hende.
   I asken fandt hun adskillelige blå smaragder fra hendes søster, Eponines halskæde. Snoren var brændt bort, men smaragderne havde ingen skade taget. Hun samlede dem alle sammen, sammen. Puttede dem i sin lille læderpung, tog en dyb indånding og gik derefter ind i skoven.
   Efter en lang gåtur uden formål, gik det op for hende hvor træt hun var. Solen var gået ned for længst, og skoven virkede pludselig mørk og dyster. Udmattet lagde hun sig op af et træ, og faldt omgående i søvn. Hun drømte den nat meget uroligt. Hun så sin familie stå sammen med hende, men pludselig blev de skilt fra hinanden af en stor ildmur. Skrigende fra hendes familie rungede stadig i hendes hoved, da hun vågnede. Hendes hjerte hamrede, og ville ikke falde til ro. Hun famlede efter læderpungen, og fiskede en af de blå smaragder op. Hun knugede den så hårdt ind til sit bryst, at hendes knor blev helt hvide. Aldrig mere skal nogen tage noget fra mig tænkte hun, og hvis de gør, bliver det værst for dem selv. Hun kom kejtet på benene og fortsatte sin gang. Skoven var blevet helt sort, og hun havde aldrig i sit liv været i denne ende af skoven. Hun viste ikke hvor den endte, men hun gik alligevel den vej, hun fornemmede var den rigtige.

"Erdyn, din tyveknægt. Kom herhen med det samme, eller dine forældre får det her at vide!" Erdyn spurtede hen over brostenene på den overfyldte markedsplads, med smedens datter, Ardyh lige i hældene. Han havde stjålet igen. "Du ved ligesom mig at vi begge to får slag, hvis ikke du afleverer den kniv!" Ardyh halede ind på ham, og han blev nød til at stanse. Hendes højre hånd ramte hans venstre kind, så det sang i ørene på ham. "Du er ikke rigtig klog. Ved du hvad min far vil gøre ved os begge to, hvis han viste du havde stjålet", "JEG HAR IKKE STJÅLET NOGET!" Erdyn skreg det så højt, at halvdelen af gaden samlede sig omkring dem. Ardyh så hånligt på ham, "nåh hvem var det så? Der var ikke andre i butikken end dig". Erdyn kunne mærke vreden stige op i sig. han sparkede Ardyh, og smilede hånligt da hun faldt på de hårde brosten. "Det er sikkert Vilddyret der har taget den i løbet af natten". Folk gispede og trak sig væk. Mødre skjulte deres børn, og andre begyndte at græde. Vilddyret havde plaget byen hver nat i flere måneder. Den stjal, ødelagde boder og skræmt livet af uskyldige folk på gaden. Ardyh så skælvende på Erdyn. "Du t tror vel ikke d den h har v været i v vores hus". Erdyn frydede sig over hendes skræk. "Jo jeg gør. Den kommer jo alle mulige steder, og ingen kan føle sig sikker når han er i nærheden", "hvordan kan du vide det er en han?". En lille pige trådte ud fra mængden, "du har aldrig set den. Det er der ingen der har, så hvordan kan du vide det?" publikummet blev større. "Jo jeg har set ham, og jeg har snakket med ham. Han er bare en gemen festoriginal og ikke andet". Ardyh borede sine sorte øjne ind i hans sind. "Jeg tror ikke på dig før du har et bevis". Erdyn gengældte hendes tanker. "jeg giver dig et bevis i morgen, når solen står højest på himlen". Han afbrød kontakten med hende, og masede sig gennem menneske mængden. Alles øjne var rettet efter ham.

"Hævn, hævn. Jeg vil have hævn. De skal bøde for det. Alle sammen. Sorg og smerte skal ramme byen i nat". Mørket sænkede sig over landskabet. "Det er spisetid".

Erdyn var i fuld gang med at fylde sin rygsæk. Havde han nu det hele eller hvad. Tæppe, handsker, mad, kogger med pile og bue. Jo det var der vist det hele. Et smil bredte sig over hans mund. Bare vent til Ardyh så hvad han kom hjem med. Selvsikkert svingede han rygsækken hen over ryggen, og gik ud i mørket. Han gemte sig bag arnes lille frugt bod, og ventede.
   Der gik timer uden noget resultat. Han var lige ved at give op da noget kom listende henne fra Unas stof bod. Han lagde forsigtigt en pil parat. Han skulle lige til at sende pilen af sted, da månens lys afslørede skikkelsen. Han kvalte et gisp. En spinkel, barfodet pige stod ude midt på brostenene. Hun meget tilredt, man kunne se hendes knogler under det tynde lag hud. Hun så sulten ud, og Erdyn fik ondt af hende. "Hej, du der pige kom herhen og få noget mad". Pigen snurrede rundt og stirrede vildt på ham. Enhver lille muskel i hendes krop var spændt, men hun rokkede sig ikke. Erdyn blev lidt røstet over det, og trak sig lidt tilbage. En tankebesked fangede hans sind. "Hævn, hævn over alle. Din familie og venner skal mærke smerten. De skal lide som jeg har lidt. Intet skal de undvære. Sorgen skal sidde som en knude i deres bryst, og du skal hjælpe mig med det ligegyldigt om du vil eller ej. De skal brænde indefra, som min familie og venner brændte til aske udefra". Erdyn var bange. "Hvad er du? Der bredte sig et smil på pigens læber. "Jeg har mange navne, uhyret, spøgelset, morderen og døden, men selv fortrækker jeg Vilddyret. Måske har du hørt om mig". Erdyn skreg og sendte sin pil af sted. Vilddyret skreg af smerte, da pilen ramte hendes skulder. Hun vaklede lidt, men blev stående på benene. Erdyn lagde en ny pil klar, men ventede med at affyre. "HÆVN; HÆVN. Skreg hun, og rundt omkring i husende blev lysende tændt. Det fik vreden til at blusse op i vilddyret. Hun farede hen mod Erdyn, og gjorde klar til et spring. Erdyn var hurtigere end hende, og sendte sin anden pil af sted, samtidig med at vilddyret sprang. Den ramte hende i maven. Hun faldt om af smerte, og forsøgte at rejse sig. Erdyn gjorde ikke noget for at stoppe hende da hun flygtede. En blå smaragd lå og blinkede imellem brostenene. Erdyn samlede den hurtigt op. Det lignede en tåre fra et knust hjerte syntes han. han stoppede den i lommen, og tænkte over tingende. Folk kom fra alle sider, og alle med en række af spørgsmål. "Hvad er der sket", "Hvad har du lavet?", "ER du ok", og en masse andre. Erdyn var for chokeret til at kunne svare. Han lagde heller ikke mærke til, at han blev ført hjem, og puttet i seng. Alting var så mærkværdigt.
   Da han vågnede igen, var det første han gjorde at finde den lille smaragd. Det måtte være vilddyret der havde tabt den. Tårerne pressede sig på. Han følte medlidenhed med den arme pige. Hun havde oplevet så meget mørke i sit liv, at hun gav hele omverdenen skylden. Ikke nok med det. Nu var hun såret. Et såret vilddyr der aldrig ville finde fred.