"Lotus, du kan da godt fortælle mig hvad der foregår," Amulets mørkegrønne øjne var spejlblanke af tårer, men Lotus bed sig i læben og kiggede væk. "Jeg kan ikke fortælle dig det, ligegyldigt hvor meget jeg gerne ville." Uden så meget som at kigge på Amulet, sadlede Lotus Hector, den hest hun havde fået af Horst. Den er både hurtig og rolig havde han sagt, og Lotus stolede fuldt og fast på ham. Uden tøven sprang hun op på dens ryg, og gjorde den klar til et måneders langt ridt. Amulet hulkede, og greb fat i Lotus's venstre støvle, "Mit barn, forlad mig ikke. Du er stadig for ung til det her. Bliv hos mig, høre du bliv hos mig." Lotus kunne mærke tårerne presse sig på. Hun blev vred på sig selv. Det var så nemt at planlægge dette her, men det var svære end hun havde troet. Med tårerne trillende ned af kinderne sparkede hun Amulet væk, og begyndte at ride. Amulet skreg efter hende, men hun lukkede bare ørene og fortsatte hen ad den støvede landevej.
   Solen kastede et rødligt skær over markerne, da hun langt om længe standsede. Hendes ansigt var udtryksløst. Hvordan kunne hun gøre det mod Amulet. Hende der havde opfostret hende, og elsket hende. Hun kunne stadig vende om, og sige til Kali at opgaven var hende for stor. I dag ville det kunne lade sig gøre, og i morgen ville det være for sendt. Langsomt steg hun ned fra Hectors ryg, og klappede ham kærligt. Han vente sit store brune hoved imod hende, og så på hende med sine dybe, sorte øjne. "Hvad synes du jeg skal gøre. Tage hjem eller fortætte?" Hector vente sit ansigt mod vejen de skulle hen. Hun sukkede, "Du har ret Hector. Vores by har brug for det." Omkring dem blev skyggerne længere. Om få minutter ville solen være helt væk. Hun sadlede Hector af, og lod ham rende ud på en af de græsfyldte marker. Mad var der nok af til ham, men selv havde hun næsten ingenting. Sora havde pakket det sidste brød til hende, men hun kunne ikke få det ned. I stedet fandt hun sig et behageligt sted at ligge, og pakkede sit tæppe ud. Det var gammelt og fyldt med huller, men sommernætterne var varme nok til at hun ikke kunne fryse. Hun rullede sig hurtigt ind i det, og faldt omgående i søvn. Dagene ville blive hårde fra nu af.
   Lotus vågnede med et sæt, da Hectors bløde mule strøg hendes ansigt. Månens stråler var det eneste lys der var i mildes omkreds. Der kunne ikke være under Tre timer til solopgang. Hun satte sig søvnigt op, "Hvad er der Hector?" Han stampede nervøst i jorden, og prøvede flere gange at få hende på højkant. Så urolig havde hun ikke set ham siden Malte havde pisket ham. Langsomt vente hende sanser tilbage, men hun kom også hurtigt på benene da hun hørte dét. Lyden af fodtrin i græsset, eller var det nu også fodtrin. Det lød ikke menneskeligt, nærmere som når man glider i noget slimet og sumpet. Men så vidt hun viste var der ingen sump i nærheden. Det irriterede hende at hun havde sadlet Hector af, da hun ville afsløre sig selv hvis hun sadlede ham nu. Der var ikke tid til at tage den risiko. Hun sikrede sig at skriftrullen stadig sad fast i hendes bælte, og hoppede op på Hectors ryg. Han forstod hende omgående, og satte i løb. Det virkede så let. Måske havde vinden spillet dem et puds. Hun glædede sig for tidligt. Bag sig kunne hun tydeligt høre de svuppende lyde følge efter. Det var noget der løb sindssyg hurtig, siden det kunne løbe ligeså hurtigt som en hest. Panikken skyllede op i hende, og hendes hjerne arbejdede på højtryk. Hvad skulle hun gøre. Dét ville snart indhente hende. Desperat kiggede hun sig over skulderen. Det hun så chokerede hende. Der var ingenting, men alligevel kunne hun høre dét. Var hun ved at blive sindssyg? Ligegyldigt hvad kunne hun ikke stanse nu. Den farlige flugt fortsatte i længere tid. Hector prustede og stønnede og der var hvidt skum om hans mule. Snart ville han sænke farten af bare udmattelse, og så ville dét nå dem. Noget ramlede ind i siden på Hector ligesom de nåede udkanten af en skov. Hun skreg da hesten væltede om på siden, og maste hendes ben. Hun forsøgte at komme fri af den stønnende hest, men han blev bare liggende hvor han var. En lang tynd underarm tog fat om livet på hende, og gjorde hende fri af hesten med en fantastisk styrke. Hun skreg og forsøgte at komme fri, men hendes modstand gjorde ingen forskel. Med blide bevægelser blev hun vendt rundt, og et ansigt dækket af en sort kappe kom til syne. Selvom personen virkede venlig nok, kunne hun ikke indkapsle sin frygt. Hun havde aldrig i sit liv skreget så højt, som hun gjorde det nu. Alle de andre gange hun havde skreget i sit liv, var små piv i forhold. "Lille ven," lød en overraskende blid stemme inde fra den sorte hætte. "Hold nu på! Det gør ondt i mine øre, og jeg er overrasket over dig. Du har altid været så tapper." Hendes stolthed var vakt, og hun tav. I stedet kæmpede hun af alle kræfter for at rive sig løs. Hun slog, sparkede og vred sig i den sorte kappeklædte skikkelses greb. Han bar hende roligt og uden at forhaste sig gennem skoven i det tætte mørke. Når hun vred sig rundt, kunne hun se flere kappeklædte komme til syne i mindre flokke. De stansede få meter fra en højs stejle skråninger. Roligt satte den kutteklædte hende ned, men stadig med armen om livet på hende. Hun prøvede et øjeblik at lade sig glide ned på jorden, og hendes fødder skrabede i det løse grus. Hun følte at han trak hende videre, mens hun krummede sig sammen, sparkede og kradsede. "Sådan nu er du gået ind, mere eller mindre." hun rettede sig op og så, at hun befandt sig i en bred, halvmørk gang af blanke sorte sten. "NU er du indenfor. Du kan ikke løbe nogen steder vel?" Hun rystede på hovedet. "Du kan altså godt holde op med at kæmpe imod." Den kutteklædte skikkelse slap hende og løsnede sin kappe. Så trådte han et skidt baglæns og betragtede hende meget alvorligt. Hun stirrede måbende på ham, ude af stand til at tage blikket fra ham. Han havde helt hvide, spejlblanke øjne uden propiller, ligesom montrerne fra de gamle fortællinger. Hans ansigt var dækket af cirkelformede riller, og lidt over hans øre sad to vædder aktie horn. Han havde meget ru hud, som mindede hende lidt om skovbunden, med sine mørke farver. Hun var høj af en pige at være, men han var næsten tre hoveder højere. Han smalle skuldre, og tynde arme kunne ikke helt passe med det hun kaldte stærk, men alligevel havde han løftet hende uden besvær. Det der skræmte hende mest udover hans horn var nok hans ben, som lignede en krydsning mellem et menneske og en gren. Hendes skælvende underlæbe tydede på at tårerne snart ville strømme ned ad kinderne på hende, men foreløbig var hun stærk. "Du skal ikke tro at mit udseende har noget at gøre med min personlighed." Han tog en af hendes skælvende hænder, og anbragte den på sin tynde underarm. "Du er pigen uden navn fra Almue ikke?" Hun tøvede men nikkede så. Han smilede, og hun opdagede at hans tænder var spidse. "Vi har ventet længe på dig. Nu er du klar til at blive en af os, men før ceremonien skal du fortælle mig hvad du ønsker dig mest." Lotus tøvede ikke et sekund. "Jeg vil bare gerne redde min by, og så komme hjem." Tårerne fik frit løb, og hun hulkede lavt. Væsnet så uforstående på hende. "Lotus, hvad er hjem? Du kar jo intet navn, så du kan heller ikke have et rigtigt hjem, da det kræver et sjælenavn." I et svagt øjeblik troede hun at han lavede fis med hende, men alligevel fortalte hun hvor hjem var. Bag bøgetræerne. Hos Amulet, Ajihad og Sora. Dem hun elskede så højt. Hun kunne tydeligt se at hun skuffede væsnet, men han var vist ikke til at slå ud. "Lotus, jeg vil hjælpe dig med at redde din by, men til gengæld skal du give os dit liv eller en andens liv til os." Hun nikkede uforstående. "Jeg vil gøre alt bare i vil redde min by, med dem jeg elsker." Tilfreds vendte væsnet sig om mod nogle af sine artsfæller, og råbte noget til dem på et sprog hun ikke forstod. Han vendte sig om mod hende igen, og så på hende med meget alvorlige øjne. "Jeg sender dig tilbage til Skoven, hvor jeg fandt dig og du skal fortsætte din rejse til Tatin. Din hest er død så du er nød til at forsætte til fods. Lotus åbnede munden for at sige noget, men væsnet forsatte uden så meget som at se på hende. "Jeg henter dig om en uge, og så ser vi hvad du har med til mig." Væsnet rettede sin lange pegefinger mod hendes pande, og berørte den blidt. "Er det en aftale pige uden navn." Lotus nikkede, og vente ansigtet mod jorden. Væsnet tog roligt fat om hendes hage og vente hendes øjne mod hans. I et kort øjeblik stirrede de bare på hinanden uden at sige noget. Lotus følte sig mere rolig nu end hun havde gjort det for bare fem minutter siden, og næsten uden at hun opdagede det, lukkede væsnet hendes øjne med sine utrolig lange fingre. Det fik hendes muskler til at slappe af, og hun følte det som om hun svævede af sted. Hen over skyerne og de høje bjerge langt mod nord, men så kom hun i tanke om væsnets øjne. Hun gøs og åbnede hurtigt sine øjne.