Morgensolens stråler strømmede ind af det lille hvide vindue, og varmede Lotus's ansigt. Hun gned sine øjne, og tvang sig selv op i siddende stilling. Fyrretræsgulvet var koldt under hendes fødder, og sendte en kuldegysning gennem hele hendes trætte krop. Med en gaben strakte hun sine ømme ben, og gned sig på ryggen. Hendes venstre albue ramte ved en fejl hendes lille mørkerøde kommode, og skubbede hendes sjældekæde på gulvet. Det gav et jag af smerte gennem hendes krop, da den skinnene drage ramte gulvet. Hun bandede lavmælt, og lagde den tilbage på kommoden, som var det eneste møblement udover sengen. Hun trak sine alt for store støvler på, og stirrede tankefuldt ned i gulvet. I dag var en særlig dag. Det var, næsten på time, femten år siden hendes mor, Salma, var kammet til Almue, alene og gravid. Hun havde været væk i 2 år hvor hun havde boet i de store byer. Da hun kom hjem var hun iført kostbare klæder, og hendes hår var sat op med safirblå perler. Det var en lidt mærkværdig følelse for Lotus, at skulle tænke på sin mor, som en rig kvinde. I det hele taget var det svært, selv efter de beskrivelser Amulet havde givet hende at få et billede frem.
   Lotus huskede tydeligt hvordan hun havde haft det, da Amulet havde fortalt hende historien. Erkendelsen af at Ajihad og Amulet ikke var hendes rigtige forældre havde påvirket hende dybt. Ting som havde været permanente og aldrig havde været draget i tvivl, blev der pludselig sat spørgsmål ved. Med tiden havde hun lært at leve med det, men det nagede hende stadig at hun aldrig havde set sin mor. Ikke en eneste gang. En anden ting plagede hende også: Hvem var hendes far? Det havde Salma aldrig sagt til nogen, og hvem han end var, var han aldrig kommet for at opsøge Lotus. Hun ønskede at hun vidste hvem det var, om ikke så for at have et navn. Det ville være rart at kende sin herkomst. Hun sukkede og gik hen til sin gamle spand, hvor hun pjaskede vand i ansigtet og gøs, idet vandet løb ned ad nakken på hende. Forfrisket løb hun ned i det gamle køkken. Sora sad allerede der nede, i færd med at gnave i et tørt stykke brød med halvmuggen ost på. "G'morgen sovetryne," kom det halvkvækkende fra ham, med munden fuld af mad. "Godmorgen," mumlede hun tilbage. Sora bukkede sig lidt. Hendes stemme havde altid en undertone af alvor, som skræmte ham. "Er der mere brød tilbage?," han nikkede og pegede hen mod brændekassen. "Der ligger en smugle i brændekassen, men lad være med at sige det til nogen ellers tager de det bare." Hun lagde hånden for sit hjerte som en tavs sværgen, og tog et lille stykke fra kassen. Det var tørt og havde grønne mugpletter på. Ikke det bedste brød, men det eneste de havde fået i lange tider. Hun lukkede sine øjne hårdt i og prøvede, at få brødet til at forestille noget andet. der kom en knasen fra det gamle brød, da det rørte hendes tænder. Det smagte forfærdeligt. "Ad, det smager værre end det vi fik sidst," Sora nikkede og klemte den sidste bid ned af sin egen mad. "Vi kunne ikke få fat i andet. Den nye konge har taget alle de gode madvarer til sit kommende bryllup," Lotus sukkede og tog endnu en bid af sit brød. "Hvem er den heldige?," Sora rystede på hovedet. "der er ingen der ved det. Han har spurt sin spåkone, Selena, om hvem det er men det er sikkert en der er så grim, at solen ikke engang gider kigge på hende." Han lavede en grimmasse, som fik hende til at grine højt. Sådan havde hun aldrig tænkt på det. "Jeg render over til Vladik," "hvad skal du ovre ved ham?," "jeg har lovet at hjælpe ham med såningen. Vi ses." Han var ude af døren før hun nåede at svare. Med en sidste anstrengelse fik den sidste bid brød ned. Hun lænede sig dovent op af det slidte køkkenbord, og stirrede drømmende op i loftet. Hvem er den nye dronning? Og hvorfor har jeg den underlige fornemmelse af at det ikke vil tegne godt for os? Hun var så langt væk i sine tanker, at hun ikke opdagede Ganges, smedens den yngste komme ind. Det gav et sæt i hende, da han begyndte at tale. "Undskyld jeg forstyrre, men Kali vil tale med dig." Lotus hævede det ene øjenbryn. Hvad ville Kali hende? Stadig lidt overrasket fulgte hun efter Ganges hen til Kalis hus.

Kalis hus var et af byens smukkeste huse, og kun ganske få havde set det indefra. Lotus havde været der en gang før, men dengang havde hun knap været fem.
   En stærk duft af roser mødte hende, da hun trådte ind i Kalis kontor. Han havde altid været god til at sætte sit præg på ting, uden at ødelægge generationers smukke kunst. Han sad bag det smukke brede skrivebord, klædt i sort. Lotus fik kuldegysninger. Han mindede hende om kongens soldater, på en god dag. Hun satte sig roligt ned i en af de fine stole, og ventede på at han skulle begynde. "Lotus." det var en ligefrem tiltale, hverken venlig eller fjendtlig. Han vendte sig bort et kort øjeblik og rettede så et stålsat blik imod hende. "jeg har brugt de sidste par dage på at gennemgå Almues situation, som den står lige nu. Vi er fattige og svage. Vores forsyninger er for dårlige, og for få melder sig til hæren. Vores nabobyer, Emen og Zullie kan snart ikke hjælpe os mere. De har selv lidt store tab under det nye styre, og derfor har jeg bestemt at du skal søge hjælp hos vores slægtninge i Tatin. Lotus var lamslået. Skulle hun helt alene tage til Tatin. Turen tog ikke under fem uger, og hvad nu hvis hun blev overfaldet undervejs. Hvem skulle så hente hjælp. Kali så frygten i hendes øjne, og prøvede at opmuntre hende. "Jeg ved godt det er en meget at bede om, da du kun er femten. Men for byens skyld er du nødt til at gøre det." Lotus nikkede, men noget undrede hende. "Jeg troede ikke Natime ville vove at hjælpe os," Kalis øjne blev kolde, "Han har ændret mening siden sidst, og hvis han ikke hjælper os fratager jeg ham vores navn." Kali åbnede en af sine skrivebordsskuffer, og tog en tyk skriftrulle op. "Heri står hvad vi mangler, og hvad vi har tænkt os at gøre det næste måneder. Bevogt det med dit liv, for i de forkerte hænder kan den volde stor skade." Lotus tog modvilligt imod skriftrullen, og gemte den under sin bluse. "Hvordan kommer jeg derhen?" Kali tog et mindre stykke papir op af lommen, "Giv den her til Horst, så kan du selv vælge den hest der passer dig bedst." Han rakte hende sedlen, og hun tog omgående imod den. På vej ud af døren råbte han noget efter hende, og hun stansede op. "Lotus, du må ikke fortælle Amulet, eller andre om hvor du skal hen." Hun lagde hånden for sit hjerte, og gik ud på den støvede hovedgade.