Det var en stille månebelyst nat. Månen oplyste det dugvåde græs, og de viskende egetræer. Det var syndernes aften, og de orange spøgelsesagtige væsner nærmest dansede hen mod den lille smukke landsby Almue. På afstand lignede den næsten månens spejlbillede midt i alt det dugvåde grønne græs, men genfærgerne så ikke det kønne. Kun alt det negative menneskerne i byen havde gjort. De blottede deres rødbrune tænder af sult efter alt syndigt, og gled lydløst ind i de hvide sten huse. De voksne skreg af rædsel og forsøgte at komme væk, men genfærgerne var nådesløse. De nærmest omfavnede de stakkels mennesker, og indhyllede dem i evig mørke hvorefter menneskerne forsvandt, som dug fra solen. Børnene græd af angst og slog ud efter genfærgerne i håb om, at det ville redde deres forældre, men genfærgerne ænsede slet ikke de små uskyldige børn. De svævede bare videre hen ad gaden til det næste hus for, at fortære det næste skræmte offer. Snart var byen udtømt, og Genfærgerne samledes i store flokke rundt om det sidste hus. Et skrig af smerte kom derindefra. En fødsel var i gang. Genfærgerne stansede op ganske få meter fra huset. Deres orange glød forsvandt i takt med den fødendes skrig. De var vrede, men angst for den fødendes uskyldige barn. Så snart barnet var født ville de kaste sig over den stakkels kvinde, som et rovdyr der fortære sit bytte. Natten ville blive kort for den fødende. Hendes dage var talte, men så længe hun havde veer, så længe kunne genfærgerne ikke gøre hende noget. Salma hed hun, og smerten løb gennem kroppen på hende. Hun kastede sit hoved frem og tilbage mens hun skreg højt af smerte. "ÅH MIN GUD HVORFOR SKAL JEG PINES?" Hun kunne ingen hjælp få, og ville sikkert dø af udmattelse. Men hun var ikke alene i huset. Henne i det mørke hjørne længst væk fra sengen sad en lille forskræmt rødhåret pige klædt i slidt, blåt silkefløjl. I sine hænder havde hun en klump sølv, som hun nænsomt formede til en smuk lille figur. Hun græd i takt med Salmas smerteskrig, men fortsatte sit arbejde i et roligt tempo. Hun blev færdig med den sidste detalje ligesom barnet blev født. Hun rejste sig roligt op. Gik hen til den skrøbelige seng, og tog det lille skrigende barn og svøbte det i sit plettede forklæde. Pigen vendte sig derefter mod den udmattede Salma, og sagde med en overraskende blid stemme: "Salma, fødslen er overstået. Du har fået en smuk lille pige, og hun vil sikkert gøre store ting i denne verden." Salma så på pigen med sine meget alvorlige mørkeblå øjne. "Hvad ligner hendes sjælekæde?" spurgte hun udmattet. pigen gengældte hendes blik og sagde, "det er et meget sjældent væsen. En drage. Tegnet for klogskab, mod, styrke og medfølelse. Hun vil blive til noget stort en dag, og jeg skal nok hjælpe hende på vej." Pigen sagde det med så meget myndighed i stemmen at Salma begyndte at smile. "Amulet Sølvfugl fra dette øjeblik vil du være min datter Lotus's fostermor, opdrag hende med kærlighed." Med disse ord lagde Salma sig tilbage på puden og lukkede øjnene. Død af anstrengelser, men alligevel var der en form for glæde i hendes ansigt. Tilbage stod nu Amulet med den skrigende Lotus. Hun anede intet om Lotus's fremtid. Det var kun Salma der kendte til den. Det undrede hende, at Salma ikke havde givet barnet et sjælenavn. Hun ville få det svært uden navn. Blidt strøg Amulet Lotus's tårer væk fra hendes lille blege ansigt. Lotus holdt op med at græde, og studerede Amulets ansigt med sine mørkegrå øjne. Amulet var stolt over denne opgave Salma havde givet hende, og sagde med værdighed i stemmen. "Lotus, din mor Salma Månebarn har nu fået en værdig død, og jeg vil opfostre dig så godt jeg nu kan. Derefter gik hun hen til Salmas seng, og kyssede hendes døde kinder. Gav Lotus et knus og gik ud på den mørke gade til de andre forladte børn, der havde samlet sig i små klynger rundt omkring huset. Solens første stråler ramte dem, som en trøstende varm hånd midt i alt det tætte mørke. Den oplyste deres våde kinder. Genfærgerne forsvandt som dug fra solen, og efterlod sig sorte døde pletter på vejen. Det ville ske igen om et utal af år. Inden da skulle disse børn, og gravide unge kvinder hjælpes ad med at opbygge et nyt samfund til deres uskyldige uforstående små børn.