Meget tidligt i Lærke's liv, fandt vi ud af at der skulle tages hånd om Lærke og ydes en ekstra hjælp. Utallige feberkramper havde spændt ben for hendes udvikling. Hendes jævnalderne udviklede sig stødt, mens Lærke stod i stampe. Det afspejledes blandt andet i at Lærke's opførsel var på niveau med et to årrige yngre barn. I børnehaven vurderede man at der skulle søges om en støttepædagog på 30 timer. Ellers ville hun nemt blive pigen der sad alene i sandkassen og således blive udeladt af det sociale sammenspil.
   I de næste fire år som fulgte fik Lærke og støttepædagogen Marianne oparbejdet et værdifuldt venskab. Støttepædagogens opgave med at gøre Lærke skoleklar havde gode udsigter. Om end det i Lærke's sted var trættende og irritabelt for tiende gang at skulle lave den samme øvelse, endte de altid dagen med et smil og "Tak for i dag".
   Lærke blev via kommunen bevilliget et "tegn til tale kursus" på opfordring fra Marianne. Kurset blev afviklet i en weekend i børnehaven, hvor familie, venner og personale, skulle lære hvordan man med tegn kunne gøre sig mere forståelig og hjælpe Lærke på vej med at udtrykke sig visuelt. Marianne og Lærke brugte udelukkende "tegn til tale" i de timer de tilbragte sammen, indtil de på et tidspunkt kunne ligge det på hylden. Vi som forældre kendte Lærke så godt, at vi mere eller mindre kunne tydes hendes ønsker. Med vores kendskab til "tegn til tale" gjorde det dog en del lettere.
   Marianne var meget betaget af vores interesse i henhold til Lærke og hendes samarbejde. Mange gange har forældre svært ved at acceptere hvis ens barn har brug for der ydes en ekstra hjælp. Den opfattelse havde min mand og jeg langt fra. Vi har hele tiden haft den holdning at Lærke skulle gøres skoleklar, hvilket også lykkedes. I en alder af 7år kunne Lærke med en støtte ved sin side, starte i 0 klasse. I en status skrev støttepædagogen blandt andet at der hele tiden havde været et meget fint samarbejde med hjemmet og at der var arbejdet flot sammen om pædagogiske tiltag.
   Vi som forældre skylder støttepædagogen en stor tak for det arbejde hun har lagt i den fire årrige lange arbejdsgang, hvor Lærke langsomt har rykket sig ved hjælp af læringsmetoder, som har været på et forståeligt niveau.
   Ved skolestart valgte Marianne ikke at følge Lærke i skolen. Helt slippe hende kunne hun dog ikke. Marianne blev hendes støtte i fritidsordningen og fortsatte med at yde motoriks undervisning samt ledsage hende i svømmehallen ved den ugentlige svømmetime. Det var en fornøjelse at betragte de to på sidelinien. Marianne havde virkelig udrettet et flot stykke arbejde som Lærke's støttepædagog. Desværre nåede vi ikke at udtrykke vores begejstring for hendes engagement, mens hun stadig arbejdede som Lærke's støttepædagog. Pludselig en dag gjorde en hjernebødning, det umuligt for Marianne at omgås på lige fod med andre. Fra den ene dag til den anden, overtog en lammelse Marianne's krop og hun kunne betragte sig selv som fanget i egen krop. Til Lærke sagde vi; Marianne er syg. Og ja, syg er et vidt begreb, men hun affandt sig med i længden, at Marianne ikke længere var en del af hendes hverdag.
   Som tiden gik snakkede vi om hvor vidt, at de to skulle møde hinanden. Fritidsordningen frarådede det, så det gik lidt i sig selv. Indtil en dag hvor jeg så et glimt af Marianne og hendes mand i Tv2 nyhederne. Det omhandlede hjælpemidler til mennesker ramt af en hjerneskade. Jeg hentede udsendelsen ned på computeren og min mand og jeg blev enige om at Lærke skulle se den. Lærke's blik fangede computerskærmen med et sørgmodigt blik. - Nårh Marianne, mor kan hun se hvis jeg vinker?
   Vi begravede tanken om et besøg for en stund.
   Ved en tilfældighed kom min mand til at løbe ind i Marianne's mand. De snakkede om vores dilemma, om hvor vidt vi skulle besøge Marianne eller ej. Hans melding var klar; Det skal I.. På det tidspunkt hvor vi endeligt besluttede os for at besøge Marianne, befandt hun sig på et genoptræningscenter. Lærke glædede sig meget til gensynet. Vi havde forberedt Lærke på, at Marianne ikke ville kunne tale, men at et nik betød ja og hvis hun rystede på hovedet betød det nej.
   Ligeså havde vi sagt at det for Lærke's vedkommende var vigtigt at have øjenkontakt med Marianne når hun ville tale med hende.
   Den varme og glæde stuen fyldtes med ved gensynet, kan ikke beskrives. Lærke havde medbragt tre gaver, et fotografi, en tegning og en kastanieederkop. Hun satte sig overfor Marianne og pakkede gaverne op en for en, hvor efter hun fulgte op med en lille snak om gaven. Lærke fortalte glad om hendes hverdag og hele tiden var Marianne's øjne rettet mod Lærke. Marianne fik et stort knus til afsked og med ordene; Jeg glæder mig til du kommer hjem, skiltes to venner.
   På vej hjem i bilen var min mand og jeg ikke i tvivl, dette besøg var den bedste beslutning vi længe havde foretaget os og ført ud i livet.