Da jeg d. 18.9.90 blev revet væk fra alt hvad jeg ejede og havde. Troede jeg på at jeg en dag ville kunne nå at vende tilbage. Man sagde altid til mig at det kun var midlertidigt, at jeg nok skulle komme hjem igen. Ved fjernelsen blev det bestemt hvem der måtte se mig, hvilket jeg var uvidende om. Indtil for nogle år tilbage. Kontakten med min mor, blev mindre.
   Jeg tænkte altid på hvad der nu skulle blive af mine søskende, nu da jeg ikke kunne være der og passe på dem mere. Eller jeg troede jo at det bare var for en tid. Jeg følte en vis skyld, for at måtte være taget væk. Jeg var 6år gammel, næsten 7år. En tid efter, går det sidste familie i stykker. Min mor flytter med min søster og min stedfar tager min bror. Min stedfar er mine to mindste søskendes far. Jeg er nr. 4 ud af en flok på 6 levende søskende. Mine 3 ældre søskende har samme mor og far, og det er deres fader, jeg deler med dem. Sådan mere eller mindre, for jeg snakker ikke med ham.
   Min stedfar og bror bliver i Høng, hvor vi voksede op. Og der hvor jeg stadig boede. Min mor og søster bliver også i Høng en tid, indtil de flytter til en anden by. Min mor havde forladt mig et sted hvor jeg ikke selv ønskede at være. Hun havde selv bedt om at jeg skulle kunne blive boende i samme by. Hun kom ikke tilbage.
   Uanset hvor meget hun svigtede mig og lod mig side tilbage med håbefulde drømme, så var det altid kun hende jeg ønskede at være hos. Jeg følte mig så langt væk fra alt det der havde været mit. Og jeg vidste at hun ikke magtede at påtage sig rollen, som den mor hun så brændende ønskede at være. Jeg havde hele min barndom, brugt på at prøve at ændre det. Jeg beskyttede mine søskende, inkasserede de tæsk der måtte komme, de skæld ud jeg måtte tage. Jeg var parat til at gøre de for deres skyld. Jeg ønskede ikke at de på nogen måde måtte gå det igennem. Jeg ved ikke om jeg var blevet pålagt mig skyld, eller om jeg selv havde taget den. Men et er sikkert, det var mig der nu stod med den. Og sådan var det. Jeg var den eneste der kunne påtage mig nogen skyld, om jeg så havde noget med det at gøre eller ej, det ved jeg ikke.
   Den 12. maj 1990 holdt min Oldefar 75års fødselsdag. En dag jeg husker som en af de bedste, selvom det i virkeligheden nok var en af de sørgeligste. Det var sidste gang jeg så min store familie. Det var sidste gang jeg så mine oldeforældre, i en alder af 6år. De døde begge i 2000, forholdsvis i april og maj. Alt hvad jeg hidtil havde ønsket mig, var at komme over til dem på Langeland og holde om dem igen. Snakke om alt det der var sket, om hvor meget jeg havde savnet dem. Hvor mange gange jeg havde grædt mig selv i søvne, kun af længsel.
   Jeg var deres første oldebarn, og alle andre i familien måtte vige for pladsen. Et billede af en 4mdr gammel pige stod i deres stod og holdt ærespladsen. Et billede jeg efter deres død, fik igen. Det var tydeligt at se at det aldrig havde været gemt væk, i de 10år de havde måttet vente på mig. Det var bleget, der hvor rammen ikke havde gået. Det billede betyder alt for mig, ikke fordi det er af mig, men fordi det betød så meget for dem, og fordi det har stået i deres hus på Langeland.
   De havde prøvet at adopterer mig, men de var blevet for gamle og min mor ville ikke samarbejde. Min mor ligner min mormor for meget. Jeg havde siden min fødsel givet hende al mulig grund til ikke at gøre det, hun ville bare ikke lytte.
   Min mormor døde i 1977, 34 år gammel. Hun havde brystkræft. Jeg ved at hun døde under en indlæggelse, få dage før sin død, giftede hun sig igen. Så manden kunne tage sig af hendes dengang 13år gamle datter. Altså min mor. Min mormor havde altid kun gjort hvad der passede hende, og det pinte min oldemor. Hun var flov, men prøvede alligevel at elske hende. Hun var jo hendes datter, hendes eget kød og blod. Når min mormor var rigtig slem, låste hun gerne min mor inde på sit værelse en hel dag. Hun kunne til nøds få lov at gå på toilettet. Da min mor som 13årig mister sin mor, tror jeg at hun er så meget fuld af had og vrede at hun ikke ved hvor hun skal gøre af det. Hendes far var gået fra moderen da hun kun var spæd. Min mor havde fået en stedfar, som tager hende med sig da hendes mor dør. Hun betragter ham som sin far, og lader ham senere blive min gudfar. Han finder en dame, som senere fremstår som min mormor. Min mor stikker tit af hjemmefra, hun gør hvad der passer hende. Ligesom hendes mor gjorde det. Hendes stedmor, har en datter, som jeg nu kalder moster. Selvom jeg ikke betragter min mosters mor, som min mormor. Som jo også er min mors stedmor. Da hendes stedfar går fra stedmoderen, tager stedmoderen min mor med sig. Min mors stedmor finder en anden, som hun stadig er sammen med den dag i dag. Min morfar fandt også en anden, som han har fået 3 børn med. Men det er her, hos min mors stedmor, at jeg bor en periode inden jeg bliver fjernet. De boede da i Havrebjerg på en trelænget gul gård, som man kan se udefra vejen af. De boede i det midterste. Med soveværelse helt nede i den ene ende, en lang stue, et lille bade værelse og et lille køkken. Det var i det lille køkken, jeg blev tvunget til at drikke kaffe. For der, i det hus, fandtes der om morgenen, ikke andet end kaffe. Sådan var det. Jeg har siden hen aldrig drukket det. Om aftenen når jeg skulle sove, blev jeg lagt ind i deres soveværelse. Og om morgenen når jeg vågnede skinnede solen ind på mig, igennem de stofagtige gardiner. Det var ikke sådan rigtige gardiner, nærmest mere servietlignende. Sådan nogen af dem med huller i forskellige mønstre. Jeg anede ikke hvad dag det var, men jeg husker den dag min mor og stedfar kom og hentede mig. Det var i vores orange Skoda. Jeg glædede mig til at komme hjem til mine søskende. Jeg havde været væk længe nok, til at måtte komme hjem igen. Da min mor ser jeg har vådt hår, må jeg ikke komme med alligevel. Jeg kunne blive syg. Jeg forstår ikke noget, men de lover at hente mig senere. Imellem tiden går det op for mig, at jeg endelig har lært at folde strømper. Jeg glædede mig sådan til at vise min mor det, men da hun endelig kommer, virker hun ligeglad. Hun viser ingen begejstring, og der er intet at score der.
   Hvad havde jeg også tænkt på, jeg levede jo i et hjem hvor alt handlede om overlevelse. Styrke nok til at turde kæmpe og tro på at det var den rigtige vej jeg gik. Hvor tæsk og skæld ud var blevet hverdag. Hvor de voksne råbte og skreg som gale, hvor jeg bare skulle passe mig selv. Et hjem jeg tit stak af fra, ikke fordi det passede mig, men fordi jeg ikke kunne holde ud at være derhjemme. Da min bror kunne gå, tog jeg ham med. Jeg gik over til min brors farmor og farfar, det kaldte jeg dem også. Jeg vidste at min farfar kunne lide mig, og at han altid kun sad og ventede på at jeg slog vejen forbi. Og jeg vidste at han aldrig var bange for at lade mig vide, at han elskede mig. At han var ligeglad med om, om jeg var hans biologiske barnebarn, eller ej. Min farmor var ikke ligeglad, for da min bror kom, til verden, ville hun mig ikke mere. Jeg hadede aldrig min bror for det, det var jo ikke hans skyld. Og heller ikke min søsters, da hun kom til verden. Jeg bebrejdede aldrig dem noget, for den synd og skyld jeg havde fået.
   Senere erfarer jeg, at den familie jeg forlod den dag i maj, har for mange fordomme. De så hvordan min mormor behandlede folk omkring sig og sit eget barn. De så hvordan min mor var min mormor om igen. Engang troede jeg at jeg ville kunne udfylde det tomrum og det længsler jeg har efter dem. Men det var kun håb der bragte mig så langt. Jeg er for længst blevet dømt på de fejl min mormor begik og de fejl min mor begik. Til trods for at oldemor elskede dem begge og prøvede at føre dem tilbage ind i familien. Jeg havde bare aldrig troet at deres fejl, havde nogen afgørelse for hvordan de så mig. En gang var jeg alles guldklump, senere blev jeg udstødt af min egen familie. Den familie jeg en dag ville vende tilbage til, som jeg altid troede jeg ville være en del af. Som jeg aldrig troede, ville dømme mig for en fortid jeg ikke kunne lave om på, og den fortid jeg ikke selv var en del af. Jeg burde have vidst noget før, at hvis de ønskede at snakke med mig, havde de nok gjort noget, noget før. Havde de nok aldrig ladet kontakten gå hen. Det eneste jeg ved nu, er at det der engang var min drøm, min tro, mit håb. Det tog vinden.
   Kan de ikke se mig som den jeg er, eller huske mig var det jeg var, så må de undskylde. Undskylde at jeg altid troede det bedste i dem, trods de dårlige ting jeg fik fortalt og valgte at glemme. Jeg havde jo ikke oplevet dem sådan, jeg havde jo ikke været der. Jeg huskede mig familie som en varm og dejlig imødekommende familie. Men når jeg nu tænker, så undre jeg mig over at jeg brugte så meget tid på, at tænke over hvor de mon var alle sammen. Om e mon huskede mig, om de mon stadig levede. Brugte så meget tid på at fortælle mig selv, at de kun ventede på at høre fra mig. Lære mig at kende igen, og lære at jeg ikke er ligesom min mor. At jeg aldrig ønskede at være det, og altid havde taget lang afstand fra det, fordi jeg kunne se at det var forkert. Jeg ønskede at rette op på noget jeg ikke selv havde skabt, rette den gren af familien tilbage på rette kurs. Og det har jeg gjort. Jeg kan ikke ændre på det der er sket, jeg kan ikke ændre på noget der ikke vil ændres, men jeg kan tage afstand fra det, jeg ikke vil være en del af og lave det om, her hos mig. Jeg kan ændre på det her hos mig. Jeg kan bevise at jeg ikke er som min mor eller mormor. Men hvis jeg allerede er udstødt og dømt, så er der ikke meget håb at give af.
   Så har jeg ikke meget at håbe for mere, hvad den familie jeg troede jeg havde, angår.
   Den familie jeg en dag i maj forlod og troede ventede på mig.

Og nu ved i, hvorfor, jeg en dag i november 2005, græd mig selv i søvn.
   Men de ved ikke hvordan det føles.