Det var sent. Du sad ved min side i sengen. Puttede mig og sagde godnat, som du altid gjorde. Du havde læst højt for mig, og sunget månemandssangen. En sang som kun du kan og vi andre glemmer teksten til :)
   Tidligere på aftenen havde jeg siddet og kigget ud af vinduet. Ud over markerne og prøvet at forstå hvorfor hun igen ikke var kommet. Gad hun mig ikke mere? Elskede hun mig ikke længere? Hvordan kunne ALT andet være SÅ meget vigtigere end mig? Forstod hun slet ikke at JEG også havde brug for hende? Bare lidt, en gang imellem...

Det var flere måneder siden sidst. Jeg havde glædet mig til det sidste - men hun kom ikke! Jeg vidste at hun var i byen, men stadig ikke ville se mig. Du rejste dig for at ville gå, mine tårer løb ned af mine kinder - spurgte dig grådkvalt om jeg ikke nok måtte kalde dig for mor?

Du satte dig tilbage ved min side, og prøvede at forklare mig at jeg jo allerede havde en mor. Jeg kunne se smerten i dine øjne, og hvor meget du egentligt ønskede at give mig lov og sige "jo da!" Jeg spurgte dig om hvorfor, hun ikke ville se mig. Du vidste ikke hvad du skulle svare, men forsøgte alligevel. Hun blev nok bare forhindret sagde du.
   Jeg prøvede at bilde mig selv ind, at hun da som minimum måtte ærgrer sig. At hun lige nu måtte sidde og græde - fordi hun også savnede mig! Men du vidste godt, at det gjorde hun ikke - hun fortrød INTET! Lige nu sad hun sammen med resten af min familie og holdt deres egen lille fest. Selvfølgelig var de fulde - hele bundtet. INGEN! ville skænke mig en tanke - ikke den mindste.

Jeg sagde til dig at, hvis bare jeg havde kunne blive født på ny. Så ville jeg bo her og være DIT barn!

For jeg vidste at du aldrig ville svigte mig! Så ville jeg vide at MIN mor ALDRIG ville svigte mig!

MIN MOR!

Skrevet 080413