Mit hoved blev trykket ned i den klamme, våde, mørke jord. Jeg fik mudret vand op i næsen. Jeg hev efter vejret. Jeg kunne se de flammende, lysende fakler, der for rundt i mørket. Mændene der bar på faklerne, var ej til at se.
   Jeg har altid været så fascineret af ild. den inderste, kolde, stærkeste, den blå, lille flakkende, flamme.
   Det flimrede for mine øjne, og så lagde mørket sig trygt om mig.
   Jeg hostede, jeg måtte have slugt meget af det halvlunkne, mudrede vand. Jeg løftede mig op fra jorden. Det var meget uklart, men det var ej mine øjne der legede med mig. Jeg kunne mærke den lune, fugtige, tætte tåge mod min hud. Det var som om den grå tåge havde lange fingre, som hev i mine arme og ankler. Prøvede at holde mig tilbage. Væk fra hvad?
   En umådelig stor smerte borede sig igennem mig. Jeg kastede mig ned på jorden, slog mit knæ og gjorde smerten ubærlig. Jeg krøb sammen, smerten fik mig til at skrige. men ingen fugle der skældte, ingen menneskers bekymrede ansigter og ingen genlyd, som jeg ellers havde ventet. Hvor er alle?
   Jeg havde ej fået mad i utællelige dage, og min sidste virketrang var brugt op. Jeg løftede min smertende krop op fra jorden. Den grå tåge var blevet tættere.
   Jeg vendte mig om, der var nogen. En krumbøjet, mørk skikkelse. Langt væk eller tæt på, kunne jeg ej sige. Men der var nogen. Noget. Jeg gik efter det. Begyndte lige så stille at løbe efter skikkelsen i håb om hjælp.
   Jeg stoppede brat op og åndede tungt. Der lå noget for mine fødder. Lige foran mig. Noget lunt, behageligt, flydende ramte mine bare tæer. Jeg sank ned i det mørkebrune mudder. Det varmede min kolde, slidte forsåler. Gav mig liv. En andens liv.
   Jeg trådte frem, men trådte straks tilbage og gøs. Min krop blev kold. Koldere en det nyslagtede væsen der lå for mine fødder. Jeg kunne næsten mærke dets døde larmende ånde. Jeg blev svimmel, tanken om de kryb der nok allerede havde fundet vej til væsnets røde blodige krop, blot for at fortære og ikke mindst nyde endnu et livskraftigt måltid. Jeg bakkede væk fra det livagtige forædte lig. Vendte mig om og løb. Mit hjerte syntes at bore sig igennem mit bryst.
   Nu var skikkelsen der igen. Jeg drejede rundt efter det, men snublede over noget på den mudrede jord. Mit hoved ramte noget stort, hårdt. Sten. Jeg havnede på noget ædende koldt, saftløst. En overmenneskelig duft af råd, mug og indelukket gullig betændelse fik mig til at væmmes. Det var et menneske. Et lig. Dyrisk flænset op af noget stort og gennemhullet af små askegrå larver. Jeg styrtede om på siden. Gispede tungt efter liv. Alt var så øde og gråt, så foreviget omkring mig, i tågen. Jeg tog mig selv til hovedet, det dunkede. Jeg rejste mig op og rakte ud efter kanten af det jeg ramte. En tilgroet, grågrøn brønd. Jeg søgte febrilsk efter spanden. Håbede på at vande, der var at finde. Jeg kunne mærke det våde, grønmugne, snoede reb imellem mine fingre. Jeg halede spanden ind til mig. Satte den for munden for at slukke den afkræftende tørst, sank og fortrød. Jeg kvaltes i den tykke, metallisk smagende, klistrede rødbrune, næsten sorte væske. Jeg knækkede sammen og vomerede den klæbrige væske. Blodige kødklumper skjoldede den mørke brønds sten. Mavesyre blandede sig med væsken. Jeg følte at jeg hostede min egen bug ud.
   Jeg ville helst at dette blot var et mareridt. Men noget vidste at jeg var her. Jeg kunne mærke dets øjne lege med mine tanker. Jeg følte mig ikke velkommen. Her i min egen landsby.
   Jeg trak mig væk fra brønden. Og langt væk fra det gullig betændte lig. Jeg følte at jeg skulle gylpe mere af den klistrede væske op, men det var blot tanken om det døde, gennemgravede, sortblodige ansigt, der larmede i mit hoved.
   Jeg satte mig op af en fast bred tingest. Et vognhjul tror jeg. Jeg ventede på at mit blod ville fylde min krop med varme og liv. Tågen havde fortaget sig en smule, men ej nok til at jeg kunne se længere end en halv meter.
   Jeg rejste mig op, følte at jeg havde nok styrke til at finde hjælp.
   Skikkelsen var der igen. Tættere. Listende. Den gled gennem tågen som et spøgelse. Jeg frygtede at den havde set mig. Den svævede målrettede mod sit offer. Mig? Jeg sank en snagende klump. Jeg rørte mig ikke ud af stedet, men ville så gerne løbe. Langt væk. Ud af dette tidløse land.
   Jeg lukkede mine øjne. Jeg kunne mærke en varm ånde omslutte mit ansigt. Klistret væske løb ned af min kind. Kunne lugte noget fugtigt, indelukket, vammelt. Jeg spændte i hele kroppen, var klar til at kaste mig til siden.
   Jeg åbnede øjnene. Kikkede ind i plamager af pels, størknet og friskt rødligt blod, grene og vand der dryppede ned på mine nøgne ben. Jeg fulgte væsnets krop med mine øjne op til dets blodige maske. Væsnet bar på en hvid maske. Blod løb ud fra sprækken ved dets mund. Jeg gøs. Væsnet havde boret sine lange kløer ind i vognen. Det havde ikke øje for mig. Jeg var ej dets offer. Det var noget der var på den anden side af vognen. Men jeg turde ikke bevæge mig for at se hvad.
   Uventet styrtede væsnet over vognen og angreb det den havde holdt øje med. Jeg åndede tungt vendte mig om på maven og kikkede igennem vognens hjul. Offeret blev, våbenløst, tavst berøvet dets liv. Væsnet flænsede offerets krop med sine drabelige kløer. Blodet skjoldede væsnets maske. Offeret havde ej nogen chance mod et så blodtørstigt væsen.
   Væsnet løftede offeret op i luften, og lod det friske rødbrune blod løbe ned i dets mørke sprække. Den drak ustyrligt til sidste dråbe, og kastede derefter liget fra sig. Den kikkede rundt i den fugtige tåge. Ledte efter endnu et offer den kunne nedslagte lige så brutalt som dette. Måske?
   Jeg lå helt stille. Men væsnet måtte have hørt noget. Det kikkede hen mod vognen, ned mod hjulet. Ned mod mig. Med ét blev dets maske bleg som før. Det gav et sæt i mig. Det kikkede stadig på mig, vidste at det ikke var alene. Vidste at jeg var til stede i dets land. Jeg var en ubuden gæst, der snart skulle bøde. Væsnet lagde hovedet på skrå, kikkede på mig, ud af sprækkerne ved øjnene. Jeg blinkede. Og væsnet var borte.
   Jeg kravlede ind under vognen. Tænkte ikke på at der lå et dyrisk aflivet lig på den anden side. Jeg kravlede over det. Men stoppede. Noget holdt fast i mit ben. Noget klæbrigt, som spændte grebet om min ankel da jeg prøvede at vride mig løs. Det var væsnets offer. En mand. Jeg ville helst undgå synet af mandens dybe flænger. Min mave krampede sig sammen i afsky. Mandens øjne var kun to blodige krater. Hans indmad hang i laser ud af hans opsprættede vom. Jeg rev mig løs, troede jeg, men mandens halvgnavede hånd hold troværdigt fast om min ankel. Jeg hev i den flænsede hånd og kastede den ud i tågen, i foragt. Jeg kravlede baglæns væk fra manden. Men stødte ind i noget stort og brogede. Jeg rakte ud efter det. Og fik fat i en klump fortæret halvråddent kød. Jeg smed det fra mig. Rejste mig op og så til min store forskrækkelse at jeg stod foran to betændte, gennemhullede heste og imellem flere hundrede andre forrådne, skimlede og flænsede blodige dyr og mennesker. Jeg kikkede ned af mig selv. Jeg havde åbne dybe betændte sår, flere steder på kroppen. Mine klæder, lasede. Jeg vendte mig om. Hvad laver jeg dog her? Alt og alle var døde.
   Blot ikke mig. Og væsnet.
   Jeg hørte en legende latter. Jeg drejede rundt efter lyden. Men nu kom den fra alle sider. Jeg var omringet af en latter. Foran mig dukkede væsnet op. Det havde blod om sprækken ved dets mund. Det kikkede drillende på mig. Lagde hovedet på skrå. Legede med mig. Det mumlede noget, som blev til en gennemtrængende messe. Det lo igen, som et lille barn. Væsnet svævede hen mod mig, stadig med hovedet på skrå. Drejede omkring mig. Det kom tættere, jeg kunne lugte dets grønskimlede ånde og smage dets blodige savl, der løb ned ad væsnets hals. Uventet slog den ud efter mig og efterlod en dyb smertende flænge på tværs af min overkrop. Jeg skreg i en umenneskelig smerte. Blodet druknede min afkræftede krop. Jeg faldt om på jorden.
   Krøb sammen i en tidløs smerte. Væsnet plantede sine kløer i min ryg og løftede mig op. En knoglebrækkende lyd klang for mine ører. Blodet trillede ned af væsnets lange tynde arme. Jeg gispede efter friskt liv.
   Væsnet kastede mig ned på jorden, smerten jog igennem mit hjerte. Det tog fat i min arm, drejede den rundt til knoglen stak ud gennem mit friske, røde kød. Det rev min arm af og kastede den hen mod den mosbegroede brønd. Det flimrede for mine øjne. Jeg hostede blod op, blev kvalt i min egen smerte.
   Væsnet tog fat i min tomme krop. Rev hul i min unge hals og lod blodet pible ned i dets sprække ved munden. Væsnet gav slip da blodet gav sidste dråbe. Det lod mig falde tungt ned på jorden. Ved siden af alle de andre livløse og efterlod mig koldt lidende på jorden.
   Mørket var faldet på, det var ej Døden, som legede med mit sind. Jeg lå der længe. Morgensolens stråler glimtede i mine åbne, dybe flænger. Men jeg følte ej nogen smerte længere. Fluerne sværmede rundt om mine øjne, satte sig i øjenkrogene og åd af mine let betændte øjenlåg. Allerede efter få dage, begyndte jeg svagt at kunne dufte den grønlige mug, der kantede mine dybe krakelerende sår. Blodet størknede sprødt i min mund.
   Duften blev stærkere med tiden, larverne, ormene og andre sulte væsner havde fundet frem til mine åbne sår. De nød det. Jeg kunne mærke dem kravle rundt inde i mig. Såret på min hals gik i betændelse, gullige, grønlige, askegrå væsker flød ud fra det. Duften tiltrak andre ådsels dyr, som kragerne, der flår mine tarme fra hinanden. De slås om min brune spraglede lever. Jeg kan ikke ånde mere. Jeg rækker ud efter skæbnen, en spids genstand, der ligger ved min side. Jeg tager den og bore den ned i mit bryst. Men blodet er allerede fortæret af mulden, under min flængede, grå, rådne hullede ryg. Grå behårede plamager af mug har ladet sig smage af mine ben. Betændelsen ætser min hals op. Syrer sig ind i mit indre. Kragerne hakker hul ned til min hjerne. Jeg kan mærke det ryste i hele mit kranium. Nu kan jeg ej heller tænke mere. Naturen har nydt min krop så længe den varede. Nu er jeg opslugt af jorden, indtaget af krybene.
   Et blågrønt spraglede lig af råd, findes ej mere.