Manden holder en udfoldet avis over sit hoved og styrter gennem luften. Han rammer fortovet med sådan en kraft, at en lille skare katte i skræk løber fra hinanden. Avisen lander lige ved siden af den kramperystende mands krop. Han må være midt i trediverne.

"Men Jorden bevæger sig alligevel!" - Galileis berømte bemærkning gentages af en tilfældig forbipasserende der ser op mod det åbne vindue på femte sal og ned igen på manden, der ligger på fortorvets cementplader. Han må have bemærket, at stakkelen ikke er faldet lodret ned men ligger et par meter væk. Havde han mon tænkt sig, at avisen skulle virke som en faldskærm, og mens kroppen langsomt svævede igennem luften havde Jorden tid nok til at dreje et par grader.

Jeg samler avisen op. Et gammelt polsk ordsprog siger, at et lille stykke af noget som een der blev hængt havde om struben eller i sin hånd, giver lykke. Ordsproget siger intet om de faldende fra et vindue, men måske kan en avis, som tillige udmærkede sig ved at være en selvmorders eneste kammerat under hans sidste rejse fra femte til brolægningen bringe noget alligevel.

Min lejlighed ligger ligeledes på femte, til venstre, men på den modsatte side af gaden. Det er kun os to, mig og hunkatten Sissi, der bor i de to værelser, vi har fået tildelt af kommunen. Som altid tager det livet af mig at kravle op til den øverst placerede af ejendommens etager. Endelig står jeg ved min dør og som vanligt prøver jeg alle nøgler, der dingler i min nøglering. Døren går op, men Sissi venter ikke på mig i korridoren med sine "Hvordan har du det?" - miaver, og alt det sædvanlige. Jeg finder hende siddende i vindueskarmen, mens hun kigger ned, på det modsatte fortov.

"Har du set det? Har du set, hvordan han fløj igennem luften?" - miavspørger Sissi. "Mon han ville afprøve sine vinger?!" - Det lille fjols kigger ikke på mig. Hun følger fascineret det blinkende lys på ambulancens tag.

"I så fald hvorfor brugte han en avis?" - spørger jeg.
   "Ja? Jo? Tænk om man i dag kunne finde en avis som giver sine læsere vinger." - Sissi drejer sit lille hoved og kigger på Morgenavisen, som jeg holder i min hånd - "Den er tyk og stor nok, til at den sagtens kan anvendes som faldskærm hvis man folder den ud!"
   "Og hvad så, hvis avisen vejer for meget?" - spørger jeg med en vis portion ironi - "Og i stedet for at bremse, tværtimod forøger mandens hastighed!"
   "Du har måske ret." - Sissi fokuserer på avisen og peger med sin pote på datoen lige under titlen - "Jyllands-Posten, Torsdag, den 2. januar 2003, Uge 1, Danmarks Internationale Avis, www.jp.dk, Hverdage kr. 13,50! I årets første nummer kan der godt findes noget af 'det tunge stof '. Kom, læg avisen på gulvet og så ser vi, hvem der mon finder den tungeste overskrift først." - miavforslår Sissi og hopper fra vindueskarmen ned på gulvet. Hun lægger sig til rette og begynder at bladre avisen igennem, mens jeg går i køkkenet for at hente en kop kaffe til mig og en skål vand til Sissi. Som vanligt putter jeg et stykke citron i min kaffe og fire rejer i Sissis vand. Sissi elsker nemlig rejer.

"Prøv at høre," - miaver Sissi en smule ophidset - "Tre skudt ned, syv slagtet, 37 forlod denne verden ved en eksplosion, makabert dobbelt-mord, 100.000 fordrevet, to har mistet livet, én faldt ned fra et tag, syttenårig pige sigtet for knivstikkeri, unge overfald ældre ægtepar, mand indebrændte i hus, terrorstøtte og dobbeltmoralsk angreb,....og ikke et ord om katte!"

"Den slags overskrifter kan da ikke veje særlig meget." - bemærker jeg med et smil "Det er jo hverdagsstof. Hvad så med idræt?" - spørger jeg og sætter skålen med vand og rejer på gulvet ved siden af Sissi. Hun er så opslugt af avisen, at hun er ligeglad med vandet og sine rejer.
   "Mener du fodbold? Det vil jeg da ikke læse om." - miaver Sissi lidt sur på mig - "Jeg prøvede jo, men børnene smed mig ud af banen, og de sagde til mig, at jeg ikke kan spille fodbold fordi mine ben er for korte og for krumme, og som om det ikke var nok, ville de hive mine kløer ud, på grund af de mange huller jeg havde lavet i bolden!"

"Det må du meget undskylde. Jeg ved jo godt, at det er dit ømme punkt, men alligevel fodbold kan nogle gange være lidt tungt stof ikke?" - jeg forsøger at rette lidt op på stemningen - "Er det ikke Torbens vens besøgsdag i dag? Det er jo den 18 januar!?" - tilføjer jeg med glæde idet der høres lidt larm på trappeopgangen.
   "Jo," - miavsvarer Sissi -"han har haft Erik på besøg den 19. december, og den 20. november, og den 21. oktober, så vidt jeg husker. Det er yderst mærkværdigt, men selvom jeg aldrig har set Torbens ven, så betragter jeg ham, som min gode bekendt."

"Også mig," - tilføjer jeg, - "Tænk en gang. Hvis vi ikke havde nogen kalender i huset men kun Torben som nabo, så kunne vi alligevel måle tidens gang gennem hans kammerats besøg. Han dukker op med et mellemrum på nøjagtigt 29 dage."

Torbens værelse er på højre side af vores dør. Han er en gammel og meget stille pensionist. 'God dag. Hvordan går det? Tusind tak! Vær så god'. Det er alt, vi ved om vores nabo. Han bor alene og er aktivitets- og lydløs. Undtagen når han får sin ven Erik på besøg. Han kommer som nævnt en gang om måneden. Vi kan høre ham komme, og vi kender deres ritualer uden ad. Torben byder på øl. Så spiller de skak og Torben vinder. Mens de drikker deres øl nummer to sludrer de lidt. Torbens stemme lyder glad i starten, men trist i løbet af kort tid. Han begynder at græde og annoncerer sit dødsfald. Han åbner døren og vil kaste sig ned i trappens fem etages dybe afgrund. Eriks velmenende overtalelser og støtte får ham tilbage til værelset i god behold. Så spiller de poker. Men kort tid efter starter balladen. Torben skriger og vælter en genstand, åbner døren og smider sin ven Erik ud på trappeopgangen, og kommenterer højt hans svindlerier med kortene. Så smækker Torben sin dør med et brag. Vi kan høre ham låse alle fire låse. Efter den sidste lås har givet lyd fra sig, forekommer en uforstyrret stilhed. Og sådan er det hver gang.

"Så nu drikker de to deres øl. Kom nu, vi skal jo finde det tunge i avisen." -
   miavopfordrer Sissi mig og går tilbage til avisen, som nu dækker godt tre kvadratmeter af vores gulvtæppe.

"Jeg vil også til fest!" - miavråber Sissi, prøv at læse det her - "Til fest på slottet." - Sissi strækker sine ben som en balletdanserinde - "Jeg kunne godt tænke mig at blive inviteret. Tror du ikke jeg kunne se dejlig ud i sådan en pels? Tror du ikke?" - peger hun med sin pote på et billede der viser ministerens hustru iklædt SAGA - minkpels.

Der høres de første tegn på den afsluttende skænderi hos Torben. Trods sit alvorlige udgangspunkt, virker det ret grotesk morsomt fordi de bevæger sig vildt rundt på værelset men kun taler en ad gangen.

"Sissi!?" - jeg forsøger at få hende til at holde op med at søge efter de tunge emner i avisen, - "har du ikke lyst til at se, hvordan Torbens ven Erik se ud?"

"Jo, jo, vent nu lidt, 'Smykker til mænd med hår på brystet.' Hvad så med smykker til damerne? Jeg har da også hår på brystet!"

"Du tænker kun på dig selv Sissi. Jeg har jo sagt flere gange, at du ser godt ud og ikke nok med det, jeg tror din IQ ligger godt over de 156, og det mener jeg!"

"Tror du virkelig?" - miavspørger Sissi med et kærligt smil mens Torben i raseri begynder at smide sin gæst ud af sin lejlighed.

"Så kom dog!" - småråber jeg. Endelig glemmer Sissi avisen og sniger sig langs gulvet og meget forsigtigt ud af døren til trappeopgangen, jeg er ved at åbne. Så stivner hun.

Det gør jeg også. På trappeopgangen ser vi kun Torben. Begge stemmer fremstilles af værten, som konstant ændrer sin geografiske position og rolle i forhold til den anden. Torben laver ophidset møller med sine hænder, peger på trapperne, skriger Eriks navn, og tilføjer, at som den kroniske kortsvindler han er, skal han holde sig så langt væk fra ham som muligt. Torben forandrer sig til Erik og med forandret stemme forsøger at forklare noget, og Torben bliver sig selv igen, og begynder at slås med luften.

Endelig placerer Torben sig som Torben i midten af sin dør. Han peger med sin højre hånd i den fantasi-vens retning og råber noget som lyder som farvel. Så smækker han sin dør med et brag. Vi hører hvordan han låser alle fire låse. Efter den sidste lås har givet sin lyd fra sig, forekommer uforstyrret stilhed.

Der bliver ligeledes stille hos os. Pludselig føler jeg mig helt afslappet. Spændingen i mit hoved er væk og tøndebåndet omkring panden forsvinder også. Sissi kigger på mig med sine store øjne og gaber vildt. Så drejer hun sin spinkle krop og bevæger sig langsomt i stuens retning. Jeg går i hendes fodspor. Hun falder øjeblikkeligt i søvn midt på gulvet. Ligger på ryggen med forbenene krydsede på brystet. Jeg slukker lyset. I fuldmånens skær kan jeg se, Sissis bagben bevæger sig en smule en gang imellem.

Jeg samler langsomt avisen op. På vej til køkkenet falder mine øjne på en overskrift vi har overset.

"De nødvendige Månemyter og den forunderlige fuldmåne". - læser - "...men den fulde måne får efter sigende også dyr og mere almindelige mennesker til at opføre sig anderledes..."

"Hvem fanden tror på den slags i dag?" - tænker jeg, og folder avisen sammen.