- Hvorfor kan du ikke bare indrømme at du tog fejl? spurgte Kristoffer irriteret.
- Fordi jeg ALDRIG tager fejl, sagde Jonas, - det er en helt ny fornemmelse hos mig. En ydmygelse hvis jeg skal være præcis. Mit liv har været én lang række af sejrer. Jeg...
- Hold nu op. Du fik jo ikke engang hendes telefonnummer.
De sad i baren. Den glade aften var slut på mere end én måde for Jonas. De delte en øl op i hver sit,
brugte, glas, klinkede og drak. Så sad de lidt i tavshed, indtil Jonas sagde:
- Var jeg for ydmyg? For tilbageholdende? Skulle jeg have vist mere interesse, måske?
- Nej, sagde Kristoffer bestemt, - det var nok det eneste, du IKKE gjorde.
- Du mener da vel ikke, at jeg talte for meget om mig selv, vel?
- Ih nej, kom det sarkastisk fra Kristoffer, - et helt kvarter, hvor du kun ævlede om dig selv, uden én
eneste gang at spørge til hende. Jeg er SIKKER på, hun ikke følte sig tilsidesat.
- Jamen, hvad skulle jeg da have gjort? Jeg anede jo ingenting om hende? Hvad kunne jeg have spurgt til?
- Alt det, du ikke ved om hende. Ja, der skulle da være nok af emner at tage af.
- Hm... Øh... Er du til SM? Skulle jeg have spurgt om det?
- Nej, ikke just.
Kristoffer tog en tår af sin øl og fortsatte så:
- Du kunne f.eks. have spurgt hende, hvad hun arbejdede med eller interesserede sig for i sin
fritid!
- Jamen, det interesserer mig jo ikke.
- Hva?, spurgte Kristoffer vantro, - Vær sød lige at sige det igen.
- Ja, hvad hun arbejder med, det interesserer mig da ikke. Hendes fritid er da sikkert spændende, men
alligevel... Kunne man så ikke i stedet spørge om noget genialt. Noget der virkelig kunne interessere én at vide noget om?
- Jo, men...
- Ja, som f.eks. om hun har siddet inde for at sælge stoffer eller medvirket i en pornofilm?
- Nej, sukkede Kristoffer, - det tror jeg hellere du skal lade være med. Bare et godt råd!
- Jamen, hva' Helvede? Så bliver det jo bare sådan nogle kedelige dagligdagstrivialiteter. Det er der jo
INGEN, der gider at høre om.
Kristoffer hamrede flasken hårdt i bordet:
- Er du KLAR over, hvad du selv sidder der at siger? Er du KLAR OVER, at du lige nu sidder at pisser på alle os, der har et ganske almindeligt liv, og som måske endda er glade for det?
- Glade for det? Det er da ren indbildning. ALLE vil noget større. De tør bare ikke indrømme det, fordi de frygter, de aldrig vil nå målet.
- Er du KLAR over...?
- De VED jo, at os der er noget særligt, og som tør stå ved det, er langt mere end dem, og kun nedværdiger os til at omgås dem af ren og skær medlidenhed...
- Du skal FANDEME ikke omgås mig pga. medlidenhed! Så er jeg virkelig helst fri!
- Ej. Nu er du jo dum. Du ved jo lige så godt som jeg, at uden mig, så var du ingenting. Det er MIN
berømmelse og charme, der trækker pigerne til. Det må du bare lære at leve med. sagde Jonas formanende.
- Jamen... hvis det er sådan, du ser på det, så tror jeg ærligt talt jeg går hjem. Jeg ringer i morgen, når
du er blevet ædru, og hvis du stadig har den samme mildest talt arrogante holdning til andre mennesker, så kan jeg godt sige dig én ting, og ved du hvad det
er?
Kristoffer så ned i sit glas, som havde han deri netop opdaget noget nyt og fantastisk spændende. Jonas sagde ikke noget. Så bare på sine negle.
- Så er det sidste gang, du hører fra mig, du. Nok er jeg måske ikke nogen fotomodel, som VISSE andre, men jeg har dog så megen respekt for andre mennesker, at jeg interesserer mig bare LIDT for dem. Og det var MÅSKE noget, du kunne have gavn af, at lære af?
- Måske, sagde Jonas koldt, - men jeg foretrækker til enhver tid at beskæftige mig med noget mere
interessant end... andre mennesker!
Det sidste kom som en vrængen. Kristoffer rejste sig.
- Kom godt hjem. Og mor dig godt resten af aftenen. sagde han køligt, inden han signalerede til
bartenderen om at få lov til at betale deres øl...