Bagved en lille vinduesrude sidder en frøken. En letlevende dame. Hun vejer godt og vel 100 kg. Hun er sort og fyldig. Hun minder om barnepigen fra "Borte med blæsten". Der er et eller andet over hende, som gør, at et mandligt eksemplar af en halvtredsårig statsansat kontorist ikke kan modstå at trykke sig ind til hende.
Bank, bank. Jeg går ind i et mindre rum. Negerkvinden smiler og rækker hånden frem. Jeg betaler efter taksten. Hun lægger sedlerne ned i en lille metaldåse og et kort øjeblik efter ligger hun i alt sin kødfuldhed på den brede seng. Med en fjernbetjening tænder hun for stereoanlægget. Mild musik flyder ud af højttalerne og den slutter nøjagtigt 30 minutter senere. Jeg takker. Det gør hun også. Jeg går ud på gaden. Nu har jeg fået nok for i dag.
Jeg går videre langs den "forjættede gade". To vinduer længere nede, bagved ruderne sidder der to skeløjede frøkener fra det Fjerne Østen. De er unge. Hvis jeg tager dem begge på en gang, tænker jeg, kunne jeg sikkert få en "earth around", alt hvad man kan forestille sig på området, for 1,5 pris. Jeg banker på. Der møder mig to smil og to hænder. De lægger, i al deres længde eller snarere i al deres korthed, sig på den brede madras. Der høres stille musik. De 30 minutter er gået. Takker.
Jeg står igen ude på gaden. Nu har jeg fået nok både for i dag og i morgen med. Jeg går i retningen af mit hotel. Men af en eller anden grund kan jeg ikke fjerne blikket fra de følgende vinduer med "goodis". Jeg tror alligevel, jeg har fået nok.
Pludselig sker det noget, der sætter mig i bevægelse. I vinduet sidder der en blondine og indsmigrer sig. Der er svært at sige præcise hvor hun kommer fra, men hun ser centraleuropæisk ud. Det var jo der, man selv begyndte en gang.
Jeg kommer ind, hun smiler og rækker hånden frem efter penge. Hun ligger i al sin længde på madrassen. Musikken spiller. Hendes trusse har små lyserøde blomster. Jeg tar mine brille af og for et kort øjeblik bliver jeg lamslået. På højre hofte, lige over elastikken, er der en lille tatovering. En rose.
- Davs Mojka.
Et øjeblik efter jeg har sagt disse ord tildækker hun med hænderne begge sine patter og spærrer øjnene op. Hun forsøger at forbinde mig med noget. Skaldet,
i midten af halvtredserne. På ingen måde ligner jeg en hippie, som jeg var, med håret helt ned til livet. Alligevel rammer hun plet.
- Sækkemand - mit hippie pseudonym.
- Jeg lukker klokken ti, kom og hent mig.
Hun slukker ikke for musikken. Smiler heller ikke og fjerner heller ikke hænderne fra patterne. Heller ikke pengene giver hun tilbage.
Jeg strejfer rundt i gaderne til klokken blir ti. Jeg venter ved det lille vindue. Hun kommer ud uden makeup'en. En lille mus fra Zgierz eller Lowicz (provinsbyer i Polen).
- Vi går hen til mig. Det har været en hård dag, 16 kunder, ikke så slemt, der kunne være dobbelt så mange, smiler hun.
Mojka bor i nærheden i en luksuslejlighed lige under taget. Hun tænder for fjernsynet og forsvinder ude i køkkenet. Der er en udsendelse om grise. En eller anden griseprofessor fra et eller andet vigtigt grisefakultet på et vigtigt universitet udfører nogle griseeksperimenter. To grise, Hamlet og Omlet, puffer med deres tryner ved en joystick og forsøger at flytte en hvid skive på en computerskærm. Når det lykkes for dem at flytte skiven sådan som professoren har ønsket det, får de et bolche og noget grisemusik. Hvis ikke, så giver professoren dem et spark i røven med elektricitet.
Mojka kommer tilbage. Hun bærer to glas med whisky ind og på en sølvtallerken noget hvidt pulver. Hun tager et snif med næsen og flytter tallerken hen til mig. Jeg ryster på hovedet. Hun skyller efter med whisky og tager min portion coke og skylder efter igen. Så ruller hun en joint og indhalerer dybt.
Professoren i TV er i syvende himmel. Den danske griserace er simpelthen et mirakel i griseverden. Hamlet og Omlet, "Prince of Denmark" har på seks uger lært det, som en chimpanse skulle bruge seks måneder på at lære, og som en hund ikke engang efter 1 års forsøg kunne kappere.
- Kan du huske? Jeg var bare 15 år dengang. Kun med dig følte jeg mig tryg og sikker.
Kokainen begynder at virke. Hun taler mere og mere ophidset.
- Jeg har masse af penge. Vi kan leve i luksus 10 år, eller på Filippinerne 20 år eller længere. Bliv hos mig!
Hun bliver stille og fjern.
Griseprofessoren åbner nye griseperspektiver. En gris som sam-talepartner. Grisens intelligenskvotient er højere end chimpansens, og i det hele taget er grisen menneskets nærmeste slægt-ning. Dette kan tydeligt ses på en fyr, som har kunnet overleve med en grisenyre, mens en anden med en chimpansenyre tog billetten umiddelbart efter operationen.
Mojka begynder at slumre. Den tynde klud, hun har på er trukket lidt til side og afslører en tatovering. Rosenblade, og lige nedenunder mit navn, Pawel. Det er rigtigt. Hun var 15 år dengang. Mojka fik sit øgenavn på en resocialisationscenter. Hun havnede på anstalten, da hun var 13 eller deromkring, fordi hun sammen med en anden mindreårig veninde havde rullet en "hjort". En hjort er en ældre mand, som betaler unge pigers regninger på restauranter. Deres "hjort" fortalte pigerne, at han havde kone og børn og derfor ville det være bedst at afslutte aftenen på hotel. De puttede der et sovemiddel i hans kaffe og da han fald i søvn fiskede de sedler op af hans lomme helt sikre på, at da han havde børn ville han ikke melde dem. Men det var han helt ligeglad med, og så snart han var vågnet, stak han dem til politiet. Mojka kom på opdragelsesanstalt og fik en værge.
Hun hed i virkeligheden Majka. Men de begyndte at kalde hende Mojka, efter at hun første gang havde skåret sig med et barberblad. "Mojka" er er et slangudtryk, som bruges i fængsler i Polen og det betyder "barberblad". Og da hun havde snittet sig fire gange, var der ingen, der kaldte hende for andet end Mojka.
De første tre gange blev hun reddet på resocialiseringscentret. Den fjerde gang af mig på en udgangsfri lørdag. Jimi, Janis, ved Doors begyndte hun at tude og forsvandt ud på badeværelset. Jeg sparkede døren ind. Knælende bøjede hun sig over badekarret. Blodet fossede ud.
- Ingen vil have mig! råbte hun.
- Jeg vil have dig, sagde jeg for at sige noget.
Jeg lavede en forbinding lidt længere over hendes håndled. Hun troede på mine ord, og bollede mig på gulvet i badeværelset, og først derefter kørte vi på hospitalet. Til lægen sagde jeg, at hun havde pudset et vindue og knuste ruden. Et vindue, klokken tre om natten? Men de købte historien. Jeg underskrev nogle papirer og tog mig af hende. Hun flyttede ind til mig.
Det var en af vores bekendte, der lavede vore tatoveringer. På modsatte sider. Min, en korsedderkop sidder præcis på samme sted, men på venstre side. Lige nedenunder står hendes navn, Mojka. Sådan skulle det være. Mojka, en rose og mig, en edderkop. Hvor jeg end havde overnattet blot en enkelt nat dukkede der altid korsederkopper op, selv om ingen havde set en edderkop der i årevis.
Mojka dyrkede roser som potteplanter. Hun havde dem i resocialiseringscentret. Når hun kom på weekendudgange tog hun dem altid med, alle fem potter med roser. Vi udtænkte, at når vi elskede, ville også vores tatoveringer være tæt på hinanden. Edderkop ovenpå sin lille rose.
Det krævede at man skulle elske, som Gud har foreskrevet. Tiden gik og Mojka fulgte sjældent Guds tanker. Hun begyndte at afvige seksuelt, og siden flyttede hun ind hos en officer i sikkerhedspolitiet. Så forsvandt hun ud af mit liv. For altid. Troede jeg. Og her. Pludseligt er hun lige ved siden af mig. Skæv, i en luksuslejlighed midt i Amsterdam, hvor hun lever af at sælge sin røv, og nu vil dele sin formue med mig. På Filippinerne.
Griseprofessoren afslutter programmet med det håb, at han i den nærmeste fremtid, uden tvivl, vil få kontakt med en grisetryne. En olielampe udsender et roligt lys. Det skulle være romantisk. Mojka småsnorker og professoren fortæller med julelys i øjnene om, hvor pragtfuldt det ville være en dag at høre en gris sige, "hvordan går det?" eller "hvordan har din kone det?". Og til middag? - en kotelet "mit sauerkraut", tænker jeg og går ud på gaden.
Jeg tager alligevel ikke til Filippinerne. Jeg går tilbage i retning af mit hotel, pakker min rejsetaske og køber en billet til næste tog tilbage. Til København.