Det er godt at bo højt. Ja, måske ikke kun godt. Godt for mig, fordi jeg kigger ind i andres vinduer. Når andre kigger ind i mit vindue, så kan jeg ikke lide det. Og han kigger. Hele tiden. Ham der, middelaldrende mand på femte sal, til venstre, kigger ind i mit vindue.

Jeg står op om morgenen. Han står der allerede og kigger ud ad sit og ind i mit vindue. Jeg trækker gardinet for, og kigger bag fra gardinet. Han står som lammet og kigger. Ind i mit vindue. Hvad fanden? Også en kigger?

Jeg ved for eksempel, at lige overfor, på femte sal bor et ung par, der samlejer i vinduet. En gang om ugen. Han arbejder i en anden by. Måske i Grønland. Hun underviser i den lokale folkeskole og venter på at der bliver weekend. Hun venter ikke alene, de har et barn. En to årig lille pige, som tiltaler mig koket, hver dag på vej til vuggestuen, eller hvad hedder det i dag dette opbevaringssted for ikke alt for store børn.

Familielivet starter fredag aften. Hun venter, lænet ud gennem vinduet, og når han kommer til syne på gadehjørnet, begynder de begge to at vifte med deres arme. De skriger noget. Det lykkedes mig aldrig at høre, hvad det er de skriger om til hinanden. Måske er det hilsner, eller også har de hemmelige lydtegn, kun forståelige for dem.

Jeg kan se fra mit vindue trappeopgangen og manden, som løber op ad trappen og besejrer afstand på fem sal i accelereret tempo, som om han ikke kunne afvente en kendt omfavnelse, eller måske en kendt lugt? Jeg formoder, at de begynder at omfavne hinanden allerede i døren. Jeg formoder det, fordi jeg kan ikke se det fra mit vindue. Det tager et øjeblik før de viser sig igen i mit synsfelt.

Kærligt omfavnet kommer de ind i et værelse, hvor der står et fjernsyn, et barneseng og et bord, skubbet helt hen mod vinduet, lige overfor mit vindue. Hun lægger sin mave på bordets overflade og fejer med sin hånd nogle ting fra bordet ned på gulvet. Og kigger ind i mit vindue. Der er den mest naturlig retning i hendes afventede hundyr position. Han udfører nogle rituelle handlinger, lægger sig ned på hendes ryg og kigger også i mit vindues retning. Hun rækker sine begge hænder frem og gri-ber kanten af vindueskarmen og trækker i den med al sin kraft.

Fra mit vindue kan jeg se et lille, pulserende ar, som hun har på panden, lige over venstre øje. Arret svulmer og begynder at pulsere stadig hurtige. I begyndelsen bevæger begge to hovederne sig tilfældigt og synkronmanglende. Jeg forstiller mig, at de smådriller hinanden med deres kroppe, og gensidigt prøver at opfinde igen, endnu en gang, alt for godt kendte hemmeligheder. Ikke synkroniserede i begyndelsen bevægelser forbliver mere og mere ensartede for til sidst at gå i et med hinanden.

Fire øjne kigger i mit vindues retning. De bevæger sig rytmisk i nogle minutter, og når pigens negle skærer sig ind i metal vindueskarmen, ved jeg, at om et lille øjeblik begge to stivner i en kun for dem kendt enhed, lige efter de har sejlet ind i en kun for dem kendt havn. Og barnets store øjne, kiggende på sine forældre, gennem metalgitter af sin børneseng, forbliver urolige og forundrede. Metafysisk under, erkendelsens under, under af hemmeligheder af oprindelig eksistens. Og civilisationens.

Og ham der, til venstre, på femte, kigger i mit vindue. Uden pause. Hos mig er der ikke noget at se på! Din bonderøv!

På sjette, til venstre sidder der en fyrreårig og sigter på naboernes vinduer. Om aftenen. Og kun på de vinduer hvor der er lys i dem. Med oversavet jagtgevær. Han skød også mit. Så kom en politimand og sagde, at hvis jeg vil sætte ham ind i spjældet så skulle jeg skrive under, 'præcis der', og rakte et stykke papir lige foran min næse og en finger pegende på netop det sted, hvor jeg skulle sætte mit navn. Jeg vil ikke sætte nogen i spjældet og jeg skriver ikke under. Politimanden gik og revolvermanden kom og begyndte at fortælle om sin kone, som for kort tid siden forlod ham og tog deres to børn med, efter han havde steriliseret sig. Og han i desperation skyder mod andres vinduer, fordi han misunder deres familieliv. Da jeg fortalte ham min livshistorie, som kommunistisk nar, græd han over min skæbne og sværgede, at han vil aldrig mere skyde mod andres vinduer, og specielt mine.

Og ham på femte kigger stadig. Jeg bander ham langt væk. Han gør ingenting. Står i sit vindue og kigger i mit. En horeunge, eller endnu værre noget.

Det blæser. Orkan, eller hvad? Mennesker igen falder ned ud gennem vinduerne. Som æbler fra træerne. Også om efteråret. Naboen til kvinden på bordet fald også ud gennem vinduet. Jeg håbede på, at han ville afprøve sine vinger. Men nej, det var på grund af depression.

Jeg kigger gennem vinduet nede på gaden. Ambulancefolk folder et plastictelt ud over ham. Med besvær, fordi det blæser enormt. Lamperne på ambulancens tag drejer rund og kaster diskotekslys på konen og barnet på fortorvet, og på en læge, som skynder sig med iltflasken og andet værktøj til redning af faldende-igennem-vinduerne-mænd.

I hvert vindue står der nogen og kigger ned. På gaden, på plasticteltet, lægen, ambulancefolk, og konen med barnet. Og ham til venstre, på femte, kigger også. Men ikke ned på gaden. Han står bare og kigger. Kigger ind i mit vindue. Fanden tage ham! Jeg går hen til ham! Der skal være nogen, som må gør noget! Sådan een lurer!

Jeg banker på. Travlhed på den anden side af døren tager som om lidt for lang tid. Døren åbner sig endelig, og min mund åbner sig også. Men lukker sig med et brag. I døren står der en middelaldrende mand med en lang, hvidt stok i sin højre hånd.