Kære dagbog, søndag d. 5/5, 2024,
jeg er fisk i vestligt stjernetegn, krebs i ascendant, og ildkanin i kinesisk. Hele mit horoskop er præget af vandtegn.
Jeg er vokset op i et miljø og et hjem, hvor stjernetegn og horoskoper fyldte meget - aldrig til at forudse fremtiden, sådan som nogle bruger det, men som redskab til at blive klogere på sig selv - og for mine forældre andre. Grundet den opvækst kan jeg som regel hurtigt gætte, hvilket stjernetegn folk er; når jeg husker at lytte til intuitionen. Den har oftere ret end deduceringen.
Anyways, man siger om folk der er fisk i stjernetegn, at vi har lige lovligt nemt ved at forelske os - i andre, og i livet, på godt og ondt. At vi projicerer egenskaber over i andre, især dem vi forelsker os i, som sjældent holder stik. Fisk er ofte håbløse romantikere - og trods jeg altid forsøger at forholde mig skeptisk til stjernetegn, og huske på at alt liv er dynamisk og i konstant forandring, så passer beskrivelsen af fisk, krebs og ildkanin irriterende godt på mig!
Ift. stjernetegn prøver jeg primært at bruge det ift. mig selv, ift. at kende mine egne velsignelser og forbandelser - når først jeg ved hvad andre er i stjernetegn, prøver jeg at ignorere det, for ikke at have fordomme om dem og om, hvordan de er. Desuden skal det siges at alle mennesker har lidt af alle stjernetegn i sig, tror jeg på - og at alle mennesker, alt liv, forandrer sig ift. sæsonerne også - ingen er statiske, alle er dynamiske.
Jeg skriver det her om stjernetegn af en bestemt grund, i dette dagbogsindlæg som jeg håber kan blive mit sidste herinde, for en tid - jeg har skrevet alt for meget dagbog/blog på det seneste, og trods jeg nyder at gøre det, så frygter jeg også lidt at jeg går i ring.
Dét at stå frem med en overgrebshistorie... en historie som min.. bliver nemt den eneste overskrift på mig. Et mærkat der er svært at slippe for igen, føler jeg. Da jeg første gang gjorde det herinde, i vistnok juni 2019, følte jeg efterfølgende at næsten alle herinde fik berøringsangst overfor mig - der kom færre kommentarer til værker, og private breve ændrede karakter. Typisk til at være mere platoniske.
Det kan ofte føles som et minefelt - en vedholdende myte om mænd der har været udsat for overgreb i barndommen, er jo nu engang måske for altid, at "overgreb avler overgreb", hvis man er mand. Jeg var for nogle år siden til et årligt arrangement, "Synlighedsdagen", som finder sted i de fleste større danske byer hvert år. Jeg har været med til det et par gange. Hver gang er det en række foredrag om overgreb, af både fagpersoner og overlevere. Foredraget jeg refererer til, var med Rasmus Heinrich, en mandlig overlever som både er offentlig med sin historie, og som arbejder som coach/terapeut for overlevere. Han har på TV2 Play medvirket i dokumentaren "Giv mig manddommen tilbage", hvor en række mandlige overlevere stod frem, deltog i terapeutiske øvelser med Rasmus Heinrich, og som hver især fik tid til at fortælle en del af deres historie. De var alle overlevere af mandlige krænkere, og alle vildt, vildt modige for at stå frem (!!!), på nationalt TV.
Til foredraget med Rasmus Heinrich, på Synlighedsdagen, delte han sin historie, og fortalte om da han engang holdt et foredrag på en skole. Han fortalte om, at en ældre mand til foredraget på skolen havde rakt hånden i vejret, og havde spurgt noget i retning af "ja, man siger jo at pædofile selv har været udsat for overgreb, og at overgreb avler overgreb. Er der noget om dét?". Heinrich fortalte så til foredraget, foran et par hundrede mennesker, at hvis dén mand havde sagt sådan til ham et par år tidligere, inden at han begyndte i terapi og dengang hvor han vendte vreden og frustationen over overgrebene ud imod omverdenen, havde Heinrich smækket ham en på kassen. Det samme havde jeg, engang.
Da han sagde dét, at manden til det andet foredrag havde sagt sådan, tror jeg at flere kvindelige overlevere til foredraget fik sig et chok - mens alle mandlige overlevere nok har oplevet lignende fordomme.
Det er så helt afsindigt sårende at blive sat i bås med den type mennesker; pædofile/sadister/sociopater, som man som overlever af overgreb i barndom hader mere end nogen andre gør. At nogen kan tro dét om en - at man ville forårsage andre den smerte som man selv kæmper med, ofte på et dagligt plan. Jeg tror ikke at man ville beskylde overlevere af tortur for at blive torturbødler, og det er en fordom som kvinder overvejende går fri for.
Jeg tror at langt de fleste overlevere af alle køn, inden terapi, har været fyldt med vrede og sorg, og har haft perioder i livet hvor den vrede og/eller sorg ikke har været til at styre. Fængslerne, gaderne og rusmiddel-misbrugscentrene er fyldt med overlevere af overgreb, det er et faktum - med mennesker der har brugt vold og selvvold/selvskade, der har brugt stoffer og alkohol, til at overleve. Til at selvmedicinere, og til at kommunikere.
Der er aldrig nogen undskyldning for vold, aldrig, men der er forskel på vold, og på overgreb - da særligt overgreb på børn. Fra hvad jeg har læst og hørt, peger videnskaben klokkeklart på, at pædofile ikke selv har været udsat for seksuelle overgreb / seksualiseret tortur, i barndommen - tværtimod forstår pædofile ofte ikke hvor skadelige deres handlinger er, eller er ligeglade fordi at de ikke kan, eller vil, relatere til det. Tværtimod negligerer de konsekvenserne, i de interviews jeg har set med dem og det jeg har læst om det. Jeg har læst MEGET om det, over mange år, for at forstå min moders handlinger, og for at kunne spotte pædofile mænd, kvinder og nonbinære på afstand. Dét kan jeg desværre ikke, og som jeg har forstået det, findes der minimum 5 typer pædofile. Jeg orker ikke en gennemgang af hvad de 5 typer er, da jeg lige nu, i skrivende stund, bliver dybt følelsesmæssigt påvirket af at skrive om det.
Til foredraget med Heinrich, fortalte han, lige efter at have fortalt om manden med fordommene, at det er DERFOR at mænd ikke står frem = at hvadend mænd er klar over fordommen eller ej, så ved næsten alle, at billedet af en pædofil for de fleste er af en ynkelig tabermand, som ikke kan styre sig, og som ikke kan indgå i voksne relationer.
Derfor slipper de mænd, som på overfladen har succes i livet, for fordommen - for "har de *materiel* succes kan de jo få kærester, og derfor har de ikke behovet for at begå overgreb". Det er noget vås = pædofile er i reglen konkurrencemennesker, og de har ofte succes i livet, pga selvsamme apati og konkurrencedrift. I gruppeterapi har jeg hørt den ene historie efter den anden, om pædofile der var vellidt i lokalsamfundet, og som næsten ingen troede på var pædofile, da ofrene stod frem.
Der er så mange misforståelser i samfundet, om hvad pædofili er, og om hvor forfærdeligt udbredt det er; og ikke mindst om hvad der kendetegner dem. Misforståelser og fordomme, som skader overlevere mere end nogen andre - især mænd (ift. dét at stå frem med sin historie, evt. bare i et terapilokale).
Så vidt jeg husker har alle de mange, mange overlevere af overgreb jeg har mødt, i gruppeterapi, på væresteder og i livet generelt, den opfattelse at overgrebene ikke handlede så meget om sex, som det handlede om lidelse og magt - at groomingen/manipulationen, der næsten altid går forud for selve overgrebene, og selve overgrebenes natur, handlede om at den pædofile satte sig selv over offeret, og i mange tilfælde at den pædofile ønskede at offeret skulle lide. At offeret var den pædofiles ejendom, som den pædofile kunne gøre med, hvadend den pædofile ønskede. Og at overgrebene ofte udviklede sig, til at blive mere og mere brutale.
Som jeg har forstået det, har næsten alle seriemordere pædofile "tendenser". Som de slår flere og flere ihjel, bliver deres ofre ofte yngre og yngre. Både pædofile og seriemordere er i reglen altid blevet udsat for vold af en nær omsorgsperson (ikke at alle overlevere af vold i barndommen bliver pædofile!), og deres overgreb og vold handler mere om at de kombinerer hævn over deres tidligere omsorgsperson, og samtidig søger nydelse i selve hævnakten. Altså, pædofili er mere en apatisk voldshandling, end det er en seksualitet = pånær for den pædofile, som er overbevist om at det er en seksuel præferance, i evig fornægtelse over at der er noget alvorligt galt oven i hovedet på dem. Pædofiles overgreb står desuden sjældent alene, og de vil ofte have andre magtmisbrugende adfærdsmønstre oveni. Som jeg har forstået det.
Jeg ved så udmærket, at alene det at jeg skriver om det, straks hæver mistanken hos nogle. Det er så min erfaring, at den mistanke ville blive hævet uanset hvad jeg gør.
Dét at stå frem med en overgrebshistorie som mand, er for mig som at bevæge sig i et evigt minefelt - det føles som om at alt hvad jeg gør og skriver kan misforstås og bruges imod mig, og at der for evigt hænger en skygge af mistanke over mig.
Særligt fordi at det er en kvinde som jeg *påstår* har begået pædofile overgreb imod mig, i barndommen. På youtube fandt jeg engang et foredrag af en psykolog, som talte om overgreb begået imod børn, af deres mødre eller af andre kvindelige omsorgspersoner, og om hvor forholdsvis almindeligt det er. En undersøgelse her i Danmark, fra 2003 ("Det Erobrede Køn"-rapporten, af Jette og Lone Lyager), peger på at det ifølge statistikkerne er ca. 26 % af alle overgreb imod børn, der begås af kvinder.
I kommentarsporet til videoen med psykologen på youtube flød det over med kommentarer om, at drenge der overlever overgreb fra en pædofil kvindelig primær-omsorgsperson, bliver til seriemordere - en fordom især baseret på TV-serien "Mindhunter", som er baseret på virkelige hændelser. Hvad kommentatorerne glemte at medregne i den ligning, er at forskningen er kommet langt siden 70'erne og 80'erne, hvor TV-serien finder sted = at det ikke er seksuelle overgreb, men voldsomt omsorgssvigt generelt fra især mødre, der skaber seriemordere. Der er altid vold indblandet, og desuden apati og manglende øjenkontakt/synkronisering fra moderens side, i de allertidligste år. Alle seriemordere og narcissister/sociopater/psykopater og pædofile, lider af forladthedsfølelse = i deres vold søger de at genetablere et symbioseforhold til moderen, som er gået tabt i 2-5-års-alderen. Igen, SOM JEG HAR FORSTÅET DET - jeg er ikke fagperson og kan tage fejl, og videnskaben er da også, som jeg har forstået det, i tvivl om hvad der udgør opskriften på apati.
Gudskelov var der også, i kommentarsporet til videon med psykologen, mere oplyste kommentarer, og links til artikler. Særligt Psychology Today har mange gratis, informative artikler - det er et fagblad for psykologer, hvor alle artikler er skrevet af psykologer, professorer og lignende. Og det er derfra jeg især har min egen viden, ud over de uendeligt mange timer i terapi, hvor jeg har snakket om det med psykologer.
For jeg frygtede engang selvsamme scenarie - at det at jeg havde overlevet overgreb, betød at jeg engang ville udvikle pædofili. Eller udviklede voldtægtstrang, eller på anden måde gentog min moders forbrydelser, af den ene eller anden art. Det betyder jo ikke rigtig noget hvad jeg skriver, hvis du, kære læser, allerede har besluttet dig for at jeg er moralsk og etisk anfægtelig - så falder alt jeg skriver jo alligevel for døve øre. Men alligevel - nej, jeg har aldrig haft impuls, trang eller tilbøjelighed til hverken pædofili, voldtægt eller at påføre andre skade.
Men jeg HAR været voldelig, imod andre mænd. Jeg HAR haft lyst til at tæske andre mænd, og har også sloges en del da jeg var ung, i starten af 20'erne. Altid på druk, og altid i form af først fornærmelser på byture, og derefter enkelte slag inden andre stoppede os bavianer der begge ville være alfa. En gang alvorlige tæsk fra 3 fyre, ved højlys dag på Odense Banegård, i en periode hvor jeg var hjemløs, satte en stopper for min søgen efter mine nosser, og for jagten på at være alfa.
Jeg hadede verden, og især andre mænd, i jalousi og vrede/frustration over deres adfærd, og over alle de privilegier jeg var så misundelig på. I vrede over at livet virkede så nemt for dem, modsat for mig, og med en seksuel og kærlighedsmæssig frustation oveni. Jeg har set det ene røvhul efter det andet blive kæreste med veninder og med kvinder jeg selv var tiltrukket af, har set dem sårer selvsamme kvinder, og har set dem snørre nye kvinder og behandle dem som objekter og trofæer. Jeg er altid blevet mobbet, på alle skoler jeg har gået på, og altid af andre drenge fra ældre klasser. Jeg har aldrig haft samme vrede og afsky overfor kvinder og piger, som over for mænd og drenge - tværtimod.
Jeg har til gengæld været HUNDERÆD for kvinder, og været fuldstændig ude af stand til at tale med dem, aldeles overbevist om at de dels aldrig kunne blive forelskede i en taber som mig, og dels angst for at blive såret af dem - fordi at deres mening betyder så uendeligt meget mere for mig, end andre mænds. Kvinder er helt anderledes i stand til at såre mig, end mænd - men modsæt med mænd tilgiver jeg dem straks, som regel, og føler mig mere misforstået end hadt. Igen modsat med mænd - dem føler jeg mig langt mere og langt nemmere hadet af.
Jeg har været dybt, dybt kynisk, og tænkt at alle mennesker er onde i essens. Til jeg begyndte i terapi, og erfarede at sensitivitet er så meget stærkere end dets antonym og modsætning kynisme - at sårbarhed kræver uendeligt mere mod, end det gør at være hård og hardcore som en sten = det samfundet kalder "stærkt", er så fucking svagt. Det er ikke stærkt at stable sig en pyramide af nedlagte konkurrenter, for at nå en indbildt rose på toppen af pyramiden, der altid viser sig at være en lotus, for sent til at vende om (rosen er symbol på kærlighed/succes, mens lotus er symbol på døden/genfødsel) - det er svagt, og det er barnligt. Det er infantilt at tro at det kræver apati at være succesfuld, og infantilt at tro at succes ikke er psykologisk. I min verden er en hjemløs der ikke går til i selvdestruktion, en uendeligt langt større succes, end en direktør der får et gyldent håndtryk. Et menneske der overkommer psykologiske forhindringer, er uendeligt langt sejere og mere inspirerende, end en der stiger i klasse og status. Et menneske der finder kærligheden, til sig selv og/eller til andre trods dårlige odds, er mere et forbillede for mig end et menneske der går på Månen, eller som skaber sig en formue. Succes er psykologisk.
Anyways...
Jeg er fisk i stjernetegn, og har ret nemt ved at forelske mig, ligesom mange andre der er fisk i stjernetegn - og selvfølgelig ligesom mange andre generelt. Jeg har nemt ved at komme til at forgude andre, og har nemt ved at komme til at se deres mere problematiske sider som udfordringer, frem for som minusser.
"Overvægt? Det skyldes da blot manglende overskud og livsgejst, og er en lejlighed til sammen at røre os mere og begge tabe os, hvis behovet for vægttab overhovedet er der - og desuden er dét som øjnene ofte finder tiltrækkende; symmetri, orden og slanke linjer, ikke det samme som berøringen finder tiltrækkende - jeg vil til enhver tid hellere røre noget blødt, end noget hårdt. Hellere en bamsekrop end et muskelbundt, som ville være som at kneppe et cykelstativ."
"Kynisme, nihilisme og had imod omverdenen? No problem, det skyldes da bare klarsyn og realistiske forventninger, forårsaget af dårlige erfaringer. Det er bare uligevægt, ift. sensitivitet og sårbarhed, og de 2's naturlige følgesvend = optimisme og kærlighed til verdenen, som følge af (selv)omsorg. Desuden har sensitive og ofte naive mig brug for noget modspil, så bring it on!"
"Fordomme imod mig, pga min historie? Det er jeg vant til, og det er jo bare en mulighed for at blive klogere, begge to."
"Racisme, klassicisme, og sexisme? Ah okay, dér går grænsen.."
Desværre siger man som sagt også om fisk, at vi har det med at se kvaliteter i andre, som ikke er der, og derfor ofte bliver skuffede over vores elskede, når virkeligheden ikke lever op til vores forventninger. Dét føler jeg dog aldrig jeg har oplevet, som sådan, men jeg har heller ikke megen erfaring med kærlighed. De kvinder jeg har været forelsket i, er jeg altid bare blevet mere forelsket i, jo mere jeg har lært dem at kende.
Med dét sagt... så stoppede min forelskelse i min eks øjeblikkeligt, fra det ene sekund til det andet; Indtil da anede jeg ikke at det kunne ske så hurtigt. Det skyldtes at vi en dag, hjemme hos hende, havde hygget os sammen enormt hele dagen, og ud på aftenen drak os fulde. Vi skulle så til at se en dokumentar om kulten/bevægelsen jeg voksede op i, "Wild Wild Country" på Netflix, da min eks så, ret fuld, sagde noget i retning af "nå, skal vi til at se en masse gangbang og bunkepul?". Hun jokede bare, men det sårede mig dybt, og trods jeg ikke ville det, ophørte forelskelsen øjeblikkeligt. Dét ramte lige et ømt punkt, åbenbart.
Anyways...
Jeg har ikke lyst til at lave mig selv om, på dét punkt. Jeg har ikke lyst til ikke at være en, der har svært ved at forelske sig, i andre og i livet.
"Din opgave er ikke at søge kærligheden, men at søge og finde de barriere inden i dig selv, som du har opbygget imod den." -Rumi.
Jeg føler at jeg har brugt uendelig lang tid på at blive klar til at kunne tage imod, og blive klar til at give, kærlighed. Kærlighed, og dets obligatoriske følgesvend (selv)omsorg. Grundet en Huntingtons-problematik (lang historie kort - jeg var i fare for den arvelige sygdom Huntingtons, som, hvis jeg havde haft den, at der så havde været risiko for at kunne give videre til afkom - jeg har IKKE sygdommen), så ved jeg at jeg ville være loyal imod min elskede; at det at "plante mine frø" i en anden, såvel fysisk som sjæleligt, kommer med et ansvar, og at jeg, og min traumatiserede krop, slet ikke er one-night-stand-typen der kunne være utro, og desuden at det at elske en anden er så stort, at jeg aldrig hverken kunne eller ville risikere at ødelægge det, ved at være utro. Omvendt tror jeg at jeg ville have nemt ved at tilgive en kærestes utroskab, medmindre at det var en slags sjælelig utroskab. Altså, jeg har nemt ved at elske, men også nemt ved at give slip. Jeg vil aldrig "eje" en anden, eller bestemme over vedkommendes og dennes valg, men vil omvendt gerne selv ejes, hvis det er hendes ting. Med andre ord er jeg nok i manges øjne lidt af en dørmåtte der finder sig i alt for meget - der dog også, ala en dørmåtte, kan vendes om hvis det er nødvendigt, og IKKE byde velkommen.
Jeg var først som vistnok 32-årig på min første date nogensinde. Det var en kvinde jeg mødte over Tinder, som jeg skrev med i lang tid, inden at vi mødtes. Hun var udvekslingsstudent, og stod til at forlade landet igen et par uger senere - så vi vidste begge, at det blot var en date for datens skyld, og at vi måske ville mødes som venner og kollegaer - hun var ligeledes digter, men modsat mig på et langt mere professionelt plan. Der var dog en klokkeklar kemi imellem os, online. Desværre viste hun sig på daten at være meget, meget lav - alt, alt for lav til mig, der er 184 cm høj. Altså, hun var i nærheden af dværghøjde, hvilket jeg ikke anede inden. Jeg vidste fra første øjekast, at det var et stort turnoff, at hun var så lav - og jeg tror at hun fornemmede det, øjeblikkeligt. Daten var dog stadig hyggelig, og vi fik også en drink efterfølgende, inden at vi gik hver til sit, i al fredsommelighed og respekt.
Jeg skrev dengang følgende til hende, inden jeg mødte hende - det var første gang at jeg skrev et digt, eller hvadend man kalder følgende, og hun sagde at hun var dybt imponeret - først troede hun dog ikke på at jeg havde skrevet det, til jeg "freestylede" over chat, og beviste at jeg har nemt ved at rime. Jeg deler digtet her, fordi... vel fordi at jeg er stolt af digtet, og fordi at jeg vil se om dette ikke kan blive mit sidste dagbog/blogindlæg herinde; og med det minefelt jeg føler at jeg har bevæget mig i siden juni 2019, så vil jeg sgu gå ud med et brag, og med noget jeg er stolt af. Et bevis for mig på, at man godt kan både søge og finde kærligheden, selv når man står frem med en historie som min - jeg var lige stået frem, dengang jeg tog på daten, og jeg fortalte hende også om både min moders overgreb, og om at jeg stod frem med det, uden at det skræmte hende væk - omend det nok ødelagde den flirtende stemning der havde været inden. Selvfølgelig. Selvfølgelig er min historie et ENORMT turnoff... men det føltes som om at hun kunne se hinsides min historie, måske fordi hun ikke var dansker, og fordi at hun kom fra et land hvor der var en anden kulturel norm og fordomme tilknyttet overgreb. Ikke nok til at genoptage flirten, men nok til at hun alligevel ville ses. Jeg har før delt digtet her, på sociale medier, hvor jeg ligesom her har skjult hendes navn. Tak for at læse hertil, og god fornøjelse med digtet, som er på engelsk.
"Digital Dating" =
Dear Xxxxx,
After contemplating all night
I managed to actually invent timetravel flight
Yes, I know, I know - it might not be right
the climate and nature will be in a fright
the energy needed is quite a blight
not only on nature, dharmas legislature,
but on logic, common sense and surely hindsight
but it's alright, I promise delight
in spite of this danger of event rearranger,
everything will be allright, I'll incite your appetite
time will be ours to eat, to drink and to disinvite
all in the name of our clocks to unite, one step at a time
in a moment beyond the prime, using a rhyme to ignite the sublime
not to reset a clock subliminal, I am not a criminal
and the sublime is not these words, but last nights time spent digital
no syllable can compare to the rare feeling of something mythical
no words can descripe solidarity, clarity unthinkable, transitional
in you I sense an original, a student and a teacher irresistible
an observer, deserving fervor, for you appear to not fear to observe
I would travel through the dimensions to avoid the tensions of a nerve
time bent for words spent on anything but praising your beauty's extent
the scent of your elequent movement was apparent in last nights chat-event
I am absolutely certain I can make you smile, frequent intent with your consent
I am no player, I don't write to everyone I meet, was what I meant
my timetravel machine's first job would be to take back this greet
because this is a confession, I just now googled your name and took a seat
I've been catfished, ghosted and digitally bullied, bloodied the street
and you seemed too good to be true, I am ashamed to admit a google receipt
but I have no regrets, for I've just witnessed a word warrior on YT upbeat
Xxxx Xxxxxx, I am the foreigner, you are like home's euphoria, complete
You are strength, you are sensitivity, you are contagious, inspiration
your voice courageous, your beautiful bearing a sight for ages, a sensation
the words you spoke, about family, life, Nepal and your soul, awoke a revelation
I would love to get to know you, not to own you, but to show appreciation
not to define you, confine you or blind you, but to listen to all your vibrations
be they of silence, of noise, of peace or of violence, affirmations or negations
with no strings attached, a date would be of smiles and laughs
be it for the minute, the hour or for times pathless paths
I am no poet like you, yet, for my words are but maths and graphs
give me a chance, and I will show you I am more than letters craft
I strive for humility, but you awoke my souls other half
inspired by your performance on youtube, reciting true poetry
on the street, in a chorus of three, you are cool, you are the sea
flowing with the waves, your breath controlled, your performance feathery
beautiful and delicate yet strong enough for flight, in me you set something free
I had to write these words, to you and none other
free bird from Nepal, reader, writer, warrior, lover
the time machine worked, for the future is now, dao to discover
(værk i billede lavet af mig selv)