Mit hoved er delvist funktionelt. Jeg kan om end ikke samle lidt puslespil over i hovedet, når det kommer til en historien.
Opfatter mit hoved som spillet Tetris, hvor man skal prøve på at samle brikkerne for at rydde op i hovedet eller for at få noget til at lykkedes. Men der er lys for enden af tunnelen har jeg erfaret trods jeg lever i en slags osteklokke.
Tvang mig selv i gang med at skrive på en novelle, men den endte sine dage i den digitale skraldespand dagen efter, fordi det hele blev for personlig. Så jeg ønskede ikke at uploade den til Fyldepennen. Der er vel grænser for hvad man deler offentligt tænker jeg.

Roder med brainstorming og idéer til plottet til en roman i disse dage, og det er så småt ved at tage form i form at et større puslespil. Har haft påbegyndt romanen før, og i 2023 havde jeg plottet historien ud fra start til slut. Desværre løb jeg ind flere fatale problemer undervejs i skriverriet og måtte til slut trække stikket helt og holdent. Historien i 2023 tog sig ud i 80'erne, hvilket gjorde det var nemt at slippe afsted med forbrydelser, fordi der ikke var kameraovervågning af byer dengang, hvorimod i dag er der overvågning i stort set alle byer. Har besluttet med det nye plot under opsejling at historien skal forgå i 2024, selv om det er blevet sværere at slippe afsted med forbrydelser som bortførelser, hvilket historien indebærer.

Det er skønt at samle små idéer til noget konstruktivt og forhåbentlig lykkedes det denne gang at bringe historien i mål over en ubestemt tidshorisont. Den første spæde idé til en historie startede i 90'erne med håndskrevne sider, men gik derefter i glemmebogen i mange år frem, fordi jeg ikke havde de rette mentale mentale redskaber man skal have for at lave en længere historie. I 90'erne skrev jeg bare løs uden et plot, så historien var dødsdømt på forhånd. Jeg har heldigvis lært meget siden da, men det er jo immervæk også mange år siden.

Jeg er fuld af forhåbninger, også selv om projektet mislykkedes i 2023, men det kommende plot der er under opsejling har fået mig til at se på romanen med nye friske øjne. Det billede der er ved at tegne sig at det nye plot ligner ikke det gamle fra 2023 overhovedet, men er en helt ny blodgade.
Jeg er overbevist om at der skal tænkes nyt, hvis det hele skal lykkedes for ellers vil jeg konstant sammenligne historien med hvad jeg tidligere har skrevet.

Jeg har fået genereret en forside til romanen med en AI billede generator og har fået sat et par citater ind i starten af historien. Det gør at jeg tager det hele lidt mere seriøst, for det får det hele til at virke som alvorlig og god start på romanen. Jeg har bevaret starten af historien fra 2023 så jeg har en god grobund for mere mystisk skriveri forud.
Nu er jeg bare spændt på om jeg har for for få idéer til et nyt plot. Men det må tiden vise.
I mellemtiden nyder jeg at jeg delvist har genfundet noget kreativt at kaste min ellers komalagte skriveglæde over.

Jeg tager stadig fuld dosis af antipsykotisk medicin, men kan ane lys for enden af tunnelen, hvis jeg kan få Tetris brikkerne oven i hovedet til at fungere efter hensigten. Hvis bare jeg kan få plottet til romanen til at fungere, så er der en udvej ud af den tomme skrivefase, som medicinen forsørger mig ihærdigt med.
Jeg er stadig ramt af en glasklokkens tomhed, men ind imellem dukker der en lille ny idé op når jeg sidder og kigger på de skrevne ord. Så er spørgsmålet bare om det er noget brugbart i længden. Det er jo ikke alle idéer der er lige brugbare eller kommer let, men det betyder vel bare at min hjerne har accepteret medicin dosisen, siden jeg så småt kan begynde at arbejde igen - bid for bid, hvilket jeg priser mig lykkelig for.
Skal bare blive ved med at kæmpe - klø på, så skal det nok lykkedes i en eller anden kreativ udformning.