Jeg skriver for tiden ansøgning til UWC. De har gymnasier rundt i hele verden. Jeg vil så gerne gå der, jeg tror at jeg der kan lære at gøre en forskel. De har så mange værdier. Mange af de værdier jeg mistede da jeg blev tvunget til at forlade min gamle skole. Siden jeg stoppede på Rudolf Steiner har jeg ikke været hel. Jeg prøver desperat at samle stykkerne sammen og sy mig selv sammen igen, men det kan ikke lade sig gøre, der skal professionelle til - UWC.
Det er så svært at komme ind. Det eneste jeg kan gøre er at skrive den bedste ansøgning jeg kan få fremtryllet også bare krydse fingre. Jeg har lovet mig selv, at hvis det ikke lykkedes vil jeg som det første melde mig ind i OD på mit gymnasium og derfra komme i sekretariatet og når jeg er færdig der, vil jeg gå på kunst eller arkitektskolen og jeg vil blive lærer og jeg vil lære unge værdifulde ting så de forhåbentligt en dag kan blive hele mennesker, og være med til at ændre verden til det bedre. Til det bedre.
Jeg må også bare håbe at jeg en dag bliver et helt menneske igen og holder op med at være bekymret over ingenting. Så jeg en dag bliver glad. Og ikke bare jeg-har-et-okay-men-middelmådigt-liv-glad men faktisk rigtig glad, glad på den måde hvor man egentlig er lykkelig. Det er det eneste jeg virkelig vil. Jeg vil bare gerne være rigtig glad. Men jeg er nødt til at gøre noget. Det er min skæbne at gøre noget. Det ligger i mit navn og i min ånd og mine aner. Jeg må leve op til mit væsen, jeg må udfylde min skæbne.