Det hedder dating. Men det er shopping. "Jeg vil gerne bestille min i en str. S, en løs og rummelig model, som ser godt ud på mig, og som giver mig masser af bevægelsesfrihed, samtidig med at hun sidder stramt til." Mændene kan godt lide at skrive om hvad de ejer og har - og ifølge profilerne har de oftest det hele - hvad mangler de så? Én der på daglig basis gider bekræfte dem i, at de har det hele! En fed lejlighed, en hurtig bil, masser af venner, kulturel finfornemmelse, en kærlig familie, en ambitiøs karriere. Med profilnavne som IronmanCPH og 3xironman, så får man hurtigt mælkesyre i musearmen.
Man vader rundt i klichéer og overfladiskhed som ikke engang rækker op over fodsålerne men som alligevel fremkalder følelsen af at drukne. Det værste er fornemmelsen af deres overfladiskhed, der siger hej til min overfladiskhed. Jeg ditcher pr definition alle som ikke er mere end ti centimeter højere end mig. Og dem som vejer under 70 kg. Jeg ditcher pr definition alle dem som ikke kan stave eller som kører på med klichéer som en vestjysk gyllespreder. Der er to parametre. Billedet og teksten. Det er et unfair og hadefuldt game.

For et par uger siden var jeg på date med en Klaus. Vi drak en to-go mens vi gik en hyggelig tur i et arkitektonisk spændende område og snakkede om løst og fast. Min første tanke var heeey du er da godt noget tynd i toppen (i forhold til billedet). Men han viste sig at være sød, og vi havde en meget hyggelig stund, men han havde ikke lyst til at se mig igen. Det virkede som om han var skuffet over, at jeg ikke var sådan en arkitekt, som tegnede små fine énfamilieshuse. Desuden virkede han irriteret over at betale for kaffen. I dag var jeg på date med en forskertype. Jeg skyndte mig baseret på forrige søndags erfaring at betale kaffen. Det gav han senere udtryk for var helt galt. Han var sådan set rigtig sød. Vi havde en hyggelig snak men rent fysisk er jeg bare slet ikke tiltrukket af ham. Han hare egentlig et meget pænt ansigt, men han var tynd grænsende til knoglet og ikke særlig høj. Her er det vi siger goddag til min overfladiskhed, åh what a douche I am. (Han har også to katte - hvilket jeg synes er lidt alarmerende). Den eneste fyr jeg kender, som har en kat er Bokmand. Og han har moder-issues og en bøfpresser og ser cirka 30 timers fjernsyn om ugen. Jeg har dog bestemt, at hvis han skriver tilbage, så vil jeg gerne drikke kaffe igen. Men helt ærligt, så tror jeg ikke det der dating er mig. Det er så kunstigt, forceret og opstillet. Man kan kun gøre det forkerte.

Desuden sker der noget andet forvirrende. De to Twin Towers er på banen igen. Den ene er lige blevet single. Den anden S, som jeg har haft en ongoing thing med siden gymnasiet har stadig sin pretty perfect 22-årige porcelænsblondine kæreste ifølge FB. Men han skriver hele tiden, og vil mødes i byen og til kaffe. Sidste fredag drak vi kaffe - og nu skal vi mødes igen i denne uge i en arbejdsrelateret sammenhæng. Jeg ved, at det er et dødfødt projekt på mange måder. Han er perfekt. Høj, lækker, sexet - sød og charmerende, og vi har masser af fælles interesser. Men det er helt forkert. Det vil bare aldrig spille. Aldrig. Men lige nu er jeg bare lidt desperado efter lidt mandlig bekræftelse, så kan vi da godt lege venner, hvis vi begge synes det er sjovt.
Godt jeg fik købt en killer-kjole i går og en very classy-cool jakke. Mangler bare lige en event, hvor det outfit egner sig.