Kære dagbog, tirsdag d. 22 oktober, skrivning startet kl. 21:38,

som tilfældet ville det fik jeg i dag, for nogle timer siden, en SMS fra en nær bekendt, som spurgte om jeg havde set dokumentaren "Children of the Cult", der blev udgivet d. 4 oktober 2024 - man kan se den hvis man ved hvordan (...). Altså, den kan ikke ses officielt her i Danmark, endnu, men kan ses i andre lande.

Den handler om kulten jeg voksede op i, sannyasin / Osho / rajneeshi-kulten, og om de mange overgreb/voldtægter på børn begået i den. Jeg er i skrivende stund netop blevet færdig med at se den. Jeg hulkede, græd og rystede undervejs, men skriver dette i fattet, kampklar tilstand, vred over uretfærdigheden bevidnet.

Og vred over den behandling jeg selv er blevet mødt med, fra selvsamme kult, med selvsamme historie, næsten. Med den forskel at det altid, uden undtagelse (ved jeg fra andre i lignende sko), er sværere at blive troet på, når det er en kvindelig pædofil der har begået overgrebene på en. I dokumentaren var en mand med, som var blevet udsat af en kvinde.

Som en indskudt bemærkning vil jeg minde dig om, kære læser, at overgreb på børn ikke kun er tortur på barnet undervejs i selve handlingen = det er tortur af sjælen for måske altid. Det sætter gang i en domino-effekt af lort, dét at blive udsat for seksuelle overgreb / tortur af sjælen i barndommen; en dominoeffekt der for mange varer livet ud. Liv der i reglen er kortere end andres.

Og pædofile er ikke trolde der gemmer sig under en bro, eller lever i kældre - de er ofte succesfulde udaftil, "charmerende" og vanvittigt dygtige manipulatorer. Desuden er det ikke bare MIN krænker, men utallige andre også (som jeg har hørt om i gruppeterapi primært), som ikke kun voldtager børn - de har ved siden af ofte en grænsesøgende- og overskridende adfærd, over for voksne også. Som jeg skrev i mit forrige dagblog-indlæg, så er de ganske enkelt alle sammen nogle skiderikker, nogle lede og modbydelige røvhuller, som bruger selvsamme apati (mangel på empati-evne) til at nå langt i livet, materielt og status-mæssigt. "Jagt-tilstanden" (neurologisk) som har fremmanet pædofilien og sadismen, og magtbehovet, har andre konsekvenser end "kun" tortur af børns sjæle. Igen, de er nogle lede svin, uden én eneste undtagelse. Om ikke andet, så for hvad de gør imod børn/barn. Ét overgreb, uanset overgrebets karakter, burde sgu da være rigeligt til... livslang forvaring og/eller behandlingsdom, som absolut minimum. I stedet er standard-straffen 3 år i fængsel, max. 3 år... 3 fucking år! Det er en hån imod ethvert offer. Jeg skrev engang et lovforslag om at ændre såvel strafferammen som den kulturelle forståelse af pædofili, til at kalde det hvad det er = tortur. Af værste type. En der har udøvet tortur tror jeg ville få en langt hårdere straf, juridisk såvel som kulturelt og socialt. Og også behandlingsmæssigt, ift. domfældelse (håber ikke at nogen pædofile dømmes juridisk som pædofile uden samtidig at få behandlingsdom, og orker ikke at undersøge det lige nu). Jeg sendte lovforslaget til Landsforeningen SPOR, og delte det her på Fyldepennen. Jeg har det stadig på skrift, hvis nogen er interesseret i at bygge videre på det. Mit håb da jeg skrev det var at det, om ikke andet, kunne sætte en debat i gang, altså det at stille borgerforslaget. Landsforeningen SPOR's politiske afdeling tog vistnok stilling til det, men jeg har ikke gemt deres email, og husker ikke svaret som andet end positivt, men afvisende det som urealistisk, medmindre omformuleret. Jeg foreslog i borgerforslaget (der aldrig blev stillet) at ændre overgreb og voldtægt til at være sidestillet tortur, og har siden overvejet at ændre det til "tortur af sjælen / den dybere underbevidsthed", men har ikke haft overskuddet til at omformulerer det, som tilrådet af Landsforeningen SPOR (som jeg husker deres mail).

Jeg vil også minde dig om, kære læser, at selvfølgelig er senfølgerne, altså konsekvenserne, af overgreb i barndommen... vanvittigt mange. Alle negative, destruktive og selvdestruktive. For dem der overlever.. Ingen begår selvmord, man mister livet til det..

Klokken er 22:02, her, i skrivende stund, og igen begynder jeg at græde. Jeg skriver hurtigt, og finder et anker i at skrive - et midlertidigt tilflugtssted i lyden fra tastaturet, og ordene der former sig på skærmen - det hjælper midlertidigt til at holde styr på tanke-puslespillet, at skrive. Og ordene og sætningerne former næsten sig selv, modsat når jeg taler - jeg kan aldrig finde ordene, og har næsten altid en klump i halsen når jeg er sammen med andre. En klump i halsen, og et hav af udfordringer. C-PTSD - den næstmest dødelige diagnose der findes, efter anoreksi/bulimi på førstepladsen. Enormt mange anoreksiofre er desuden ofre for overgreb i barndommen, ligesom selvskadere og andre.

I øvrigt - i dokumentaren "I am a killer", hvor dømte mordere interviewes, har næsten alle de interviwede, eller i hvert fald de afsnit jeg har set, overlevet seksuelle overgreb i barndommen. Ingen af dem, af de interviewede jeg har set indtil videre, har selv begået overgreb på børn, hvilket nu engang, som mand, er vigtigt at understrege, da dét der forhindrer mænd, der har overlevet overgreb i barndommen, i at stå frem og søge hjælp, er netop den velbegrundede frygt med at folk skal tro at de så selv vil begå overgreb, før eller siden. Som dokumentaren "I am a killer", på Netflix, viser, så gør overgreb i barndommen ikke en pædofil - det er rå og meningsløs vold, samt muligvis manglende øjenkontakt med moder/primær omsorgsperson, i alderen 0-2 år (dannende grobund for permanent forladthedsfølelse, voldsom narcissisme og sadisme), der skaber pædofile = det er ikke overgreb.

I en undersøgelse, som jeg ikke kan linke til her, blev pædofile i et fængsel spurgt om de selv havde været udsat for overgreb i barndommen. 60 % svarede ja. De blev så spurgt om de ville tage en løgnedetektortest, og om de så ville svare ja igen. Tallet faldt så til 15 % (der tog løgnedetektor-testen, og holdt fast i deres historie). Tallet faldt, efter løgnedetektortesten, til 4 %, der altså selv havde overlevet overgreb. Eftersom en løgnedetektortest ikke er 100 % troværdig, og eftersom mennesker såsom pædofile er uhyggeligt dygtige løgnere, er tallet med garanti lavere, end 4 %. Altså, i fængslet med 100 % pædofile havde omtrent 4 % af dem, max, altså selv overlevet overgreb.

Pædofile vil sige hvad som helst, for at undgå ansvar - også til sig selv. Og det er pga deres adfærd, at især mænd ikke føler at de kan stå frem med deres historier - hverken overfor nærmeste, eller over for behandlere. Jeg ved dette, fordi jeg selv er en af overleverne (og nej, jeg er ikke pædofil, eller voldtægtsmand, og har aldrig gentaget min moders pædofile adfærd, overfor børn eller voksne, og ligeledes har jeg aldrig haft impulsen til at gøre det, eller til at se børns sjæle blive ædt af monstre). Og jeg ved at det er af den grund, at andre mænd ikke står frem, eller søger hjælp. Også af uendeligt mange andre grund, og mange mænd tør end ikke snakke om frygten for at blive stigmatiseret, af frygt for at blive stemplet, alene ud fra at tale om frygten for at blive stemplet. Det er så absurd en situation at være i, og så fucking tarveligt og uretfærdigt. Jeg ved fra gruppeterapi at også kvinder kan frygte at blive mødt af fordommen om at "overgreb avler overgreb", men alle ved hvordan en pædofil ser ud = tabermanden. Og nej, det er IKKE sådan de altid ser ud.

--

Tilbage til dokumentaren.. undskyld for at jeg ikke kan holde den røde tråd, og holde mig til hovedemnet.. Jeg gør det så godt jeg kan, okay?

Godt så... eftersom du læser videre. Klokken er i skrivende stund 22:20 - jeps, jeg skriver hurtigt - og dét gør jeg kun fordi jeg er erfaren skribent, også indenfor dette emne; det er IKKE et medfødt talent. Enhver kan lære det, og enhver kan gøre det. Ethvert bidrag, især til så... omfattende og udbredt et problem som overgreb på børn, og også voksne (eftersom det er meget af den samme psykologi der driver gerningsmændene- og kvinderne; kvinder står, ifølge en rapport fra 2003, for 26 % af alle overgreb på børn i Danmark). Ethvert bidrag fra overlevere af det kan hjælpe ANDRE overlevere af det -

og skriver du selv din historie, anonymt eller ej, så... du skylder ingen din historie, og du er den vigtigste person i verden at skabe et bedre liv for. At skabe accept for, ift. det liv som du lever nu. Som satme er et godt liv, ift. udgangspunktet!!! Ift de fucking odds. Enhver overlever af sådan et helvede er... sårbar. Og har sjældent brug for at høre hvor seje de er, hvor seje VI er, men for... for konkret hjælp. For solidaritet, ikke for sympati. For indlevelse fra lytteren eller læseren, hvilket jeg godt forstår er svært, hvis man ikke selv har oplevet det helvede. Jeg forstår godt at det er svært at læse om, eller at høre om. Selvfølgelig især hvis det er en tæt på én. Men... som jeg læste i en avis forleden = er det ikke sværere at leve med konsekvenserne af at vide at du ikke lyttede? At du ikke hjalp? Ja, det kræver mod at lytte, og det kræver måske en spand at kaste op i undervejs, for ja, det er da afskyeligt, helt ned i maven, at vide at der findes den slags mennesker derude. Sådanne monstre. Og at der findes mennesker i sådan en lidelse. Så ensomme. Lige foran øjnene på én. Hvad helvede siger man til den slags? Man behøver intet sige. Blot lytte, eller læse, og vise den anden at ordene er hørt, eller læst. Og følelsen... følt. Trods det kan være umuligt at forholde sig til. Dét er okay. Det er faktisk rart, for mig, når nogen siger, at det simpelthen er umuligt for dem at forholde sig til. Altså rart, når de indrømmer, at de ikke ved hvad de skal sige - i stedet for at lade som om. En reaktion jeg dog også godt forstår, og accepterer. Tolererer, omend ikke respekterer. I 2024 er der altså ingen undskyldninger tilbage, ift. at være uvidende om dette emne. Det er for omfattende, for udbredt, til at du kan tillade dig, som et voksent menneske, at stikke hovedet i jorden og lade som som ingenting. Du kender næsten med garanti en overlever, eller møder en når du handler ind eller lignende. At vide hvilket helvede de/vi har overlevet, og næsten altid stadig lever i, gør det nemmere for dig selv at forstå, og give plads, når du f. eks. ser nogen trække sig instinktivt fra din berøring - altså hvis du f. eks. støder uheldigt ind i en anden i en bus, og vedkommende farer sammen, som om du lige havde slået vedkommende, men samtidig undskylder til dig, og forvirrer dig - overgreb i barndommen giver ofte berøringsangst, hvor kun dem aller-, allertættest på personen, emotionelt, må røre. Og nogle gange ikke engang dem, medmindre omstændighederne er til det. Det er ikke et valg overleveren træffer - det sker ubevidst. Ligesom alle senfølger. Lider du selv af senfølger, håber og tror jeg på at du ved at der ER hjælp at hente - men at hvad der virker bedst er forskelligt fra person til person, og at accept altid er et nøgleord i terapi.

"Må jeg finde modet til at acceptere,
hvad jeg ikke kan ændre.
Må jeg finde styrken til at ændre,
hvad jeg ikke kan acceptere.
Må jeg finde visdommen til,
at kunne kende forskellen."

- Anonyme Narkomaner-citat, omskrevet netop nu.

Tilbage til dokumentaren... jeg prøver vist lidt at undgå at skrive om den. Klokken er 22:36, og jeg tager en pause. Med jazzmusik, vingummi og appelsinjuice. Er straks tilbage.

--

Ej, fuck it, det er rart at kæmpe hvad der føles som en god kamp - også selvom det ikke læses af en eneste sjæl. Jeg har ikke brug for den pause. Æder et nikotintyggegummi. Klokken er 22:39.

Dokumentaren "Children of the Cult" (2024).. handler om voksne, der står frem og fortæller om overgreb på dem, da de var børn i Osho-bevægelsen. Desuden fortæller de også om Osho, og om hans overgreb på voksne - hvor han brugte sin magt til at tvinge dem til sex. Og hvor hans sekretær, Ma Anand Sheela, hjalp ikke bare Osho med hans overgreb, men også arbejdede aktivt for at skjule overgrebene på børnene. Systematisk. Og hvordan Osho International den dag i dag skjuler det hele, og hvordan medlemmerne i bevægelsen, der vel efterhånden har nogle millioner medlemmer (gætter jeg på), ikke vil høre sandheden - om hverken Osho, eller om de mange ofre, eller om de mange pædofile og voldtægtspersoner i bevægelsen.

Det er for mig svært at skrive om, må jeg indrømme, når det kommer til bevægelsen. Altså sannyaserne. Fordi at jeg hele livet føler at de er blevet misforstået, og at jeg er blevet stigmatiseret undervejs. Derfor er det så fristende at skrive positivt om dem, i et absurd forsøg på at prøve at blive et medlem igen, måske. Altså, jeg har hele livet haft et had til dem, for deres tilbedelse af Osho, og for deres tro på oplysthed - i mit barndomshjem var idealet ikke at blive rig eller at blive kendt, men at blive oplyst. Altså at "nå et højere niveau, spirituelt". Og samtidig, som de siger i dokumenteren = at blive seksuelt aktiv, uden hæmninger. Overhovedet. Var man som jeg indadvendt blev man som barn ignoreret, på Osho RISK her i Danmark. Sådan føltes det. Aldrig var det godt nok.

Og fra en ung, ung alder så jeg dobbeltspillet, og dobbeltmoralen = hvordan de mest respekterede medlemmer ændrede karakter, når man var alene med dem, eller når ingen var i nærheden. Hvordan Osho's budskaber modsagde hinanden. Og hvordan der heller aldrig var noget der var godt nok for medlemmerne selv = der var altid et trin højere op af pyramiden af lort, som man, og de selv, skulle bestige. Altid jagende en rose for enden af pyramiden, og kun måske de ældste, og os yngste, kunne se at alle mistede lygtesansen undervejs, i bestigningen af dette skide "spirituelle" pyramidespil, samt at rosen på toppen af pyramiden ikke er en rose, men en lotus - at det er døden de jager, og er agenter for, ligesom alle andre religiøse og ideologiske (rose er ofte symbol for kærlighed/succes, og lotus døden).

Jeg får lige nu, som en indskudt bemærkning, lyst til at nævne musikvideoen Cyclonious - F.E.A.R = jeg delte den til medlemmer af kulten tidligere i år, på et kortvarigt ophold på Facebook (i en periode hvor jeg var manisk, depressiv og som næsten altid troende at nu, NU, var mit selvmord endelig på tide; NU havde jeg endelig modet til at tage livet af mig selv, havende fortalt min historie, så det ikke er en løgn der puttes på min gravsten). Jeg delte føromtalte musikvideo på min facebook-væg, og skrev samtidig, nok lidt indirekte, at den var henvendt til de medlemmer af kulten der havde accepteret min venneanmodning. Videoen er nemlig lidt uhyggelig, og jeg tænkte, og skrev vistnok samtidig, at de ville kunne forstå budskabet i videoen = at overleverne af overgreb i kulten vil vinde, og at sandheden vil komme frem. At de ikke kan gemme sig, hverken de pædofile, eller de mange der dækker over dem. At hvis myndighederne ikke finder dem, så gør hackergrupper, eller andre. Sandheden kommer frem, før eller siden. Karma.

Cyclonious - F.E.A.R (false evidence appearing real) - genial kunstner, og genial musikvideo. Og... guess what.

--

Dokumentaren jeg startede med at nævne.. "Children of the Cult".. Osho International, altså kultens ledende organ, er ikke magtesløse, eller uden midler. Jeg søgte på titlen på dokumentaren, og det første link der kom op var til Osho International - hvor linkets titel er "children of the cult", men hvor artiklen hedder "Children of the Star" = det er typisk Osho International, ift. min erfaring med dem. De blokerede mig på Facebook og Instagram, da jeg korvarigt var derpå. Jeg har også, på sider og i grupper der er dedikeret Osho men ikke styret af Osho International, fortalt lidt af min egen historie, kritiseret hele Osho's virke, for bla. at være copycat af Jiddu Krishnamurti samt for at korrumpere hele budskabet (at der ikke ER et budskab = du må selv læse et eller andet tilfældigt af Jiddu Krishnamurti for at forstå hvad jeg mener = han var anarkist, hvor Osho var kapitalist, i ideologisk, ikke økonomisk, forstand). Og jeg blev selvfølgelig personangrebet af kultmedlemmer, der indædt forsvarede deres slaveherre. Så indædt, at jeg håber at de fik frustrationen ud, og i dag indser de fucking åbenlyse sandheder = at alt er relativt, og at nej, Osho, og andre "oplyste mestre", ikke er undtagelsen, men reglen - den vigtigste. At vi alle er mennesker, sjæle, ansvarlige for vor handlinger. At alle ved noget, og ingen ved alt. At alle er ligeværdige, og ingen mere lige end andre. At meditation er terapi til reducering af ego, af narcissisme, og ikke forøgelse. At ydmyghed er intelligens = åbenlyst! Men at ja, der findes sådan en ting som nødvendig narcissisme, at det er ok at have et behov for anerkendelse, når bare det ikke kammer over. At der er en balance at finde i alt. "Følg den der jager sandheden, men vogt dig for den der har fundet den", som et gammelt ordsprog vistnok lyder. Jeg skrev i januar 2022, lige da jeg fik kontakt til min første og eneste kæreste nogensinde, følgende digt;

"Tænk sig
at medfølelse ikke var en følelse
men den højeste form for intelligens
Tænk sig
at medfølelse ikke var forøgelse
men en deducering af egoets licens

Tænk sig at tænke mindre
at være til i kraft af at blive
Tænk sig at fortiden ikke forhindrer
at fremtiden er sin, så nuet kan trive

Tænk sig et nu udenfor tid
Ikke et nu af håb, men et nu uden splid
Uden sort eller hvid, uden definitionen hid
Tænk sig at tænke mindre, uden sprogets vrid"

- jeg ved det godt; digtmæssigt har jeg ikke store evner. Jeg forskønner ikke sætninger. Men... Jeg synes nu engang at der er en hvis sandhed, især i første stanza = altså at medfølelse er... en deducering, altså en undersøgelse, af sit eget ego's licens, af sit eget ego's afbalanceren. Altså, medfølelse kan gøre ondt - at det kan få én til at føle sig som mindre; som tabte man noget undervejs, smertefuldt. Men... det er den eneste vej til intelligens; ikke permanent intelligensforøgelse, men til forståelse. Til visdom. Til reducering af egoet, midlertidigt pr. definition. Og hvad der føles smertefuldt først... kan også føles som at et frø plantes. At ens komfortzone udvides. At man finder en ny ven - en der altid vil være en fremmed, men som man lige har lært at kende, bare en smule mere. Medfølelse kan være hårdt, men det kan også være.. det allersmukkeste i verden. Eller, noget af det allersmukkeste. Både at føle ift. andre, igen, hvis ikke øjeblikkeligt så over tid, og ift. sig selv - har man absolut ingen medfølelse for aspekter af sit gamle, tidligere jeg/ego, så tror jeg at det bliver svært at få medfølelse til andre. Giver man ikke sig selv omsorg, tror jeg at det nemt kan blive en farlig form for omsorg man giver andre. De mennesker der siger "kig nu bare fremad, istedet for tilbage", er i min verden ikke bare uansvarlige, men... i seriøst behov for at træne deres medfølelse. At tage ansvar er at kigge tilbage, for at undgå at gå i ring, og for at bryde de cirkler som vi alle, uden nogen som helst undtagelse, ind imellem kommer til at bevæge os i.

Digt af Rupi Kaur, digter, aktivist og mystisk sjæl, her oversat af mig selv fra engelsk; alle hendes digte, så modigt talende om overgreb, om tro på kærlighed og om tro på livet uanset traumer, er... ubeskrivelige, og alle gratis online - man kan blandt finde dem, og små tegninger af digterinden selv, hvis man søger på hendes hendes i en billedsøgning, og tilføjer "poems" f. eks. =

"at hade
er en let og doven ting
men at elske
tager styrke
som alle har
men som ikke alle er
villige til at øve."
~Rupi Kaur

"Problemet med verden er,
at de intelligente sjæle
er fulde af tvivl,
mens de dumme er
fulde af selvtillid."
~Charles Bukowski, oversat af mig selv fra engelsk.

--

Dokumentaren... Dokumentaren Children of the Cult.. pyyyh den var hård at se!! Men også frigørende, på en måde. Det var rart at se, at jeg ikke er den eneste i bevægelsen... i Oshokulten... der har oplevet dét = altså ikke bare overgreb (det vidste jeg allerede), men også stigmatisering og stilhed fra alle de andre kultmedlemmer. Eller, næsten dem alle.

Det skal retfærdigvis sige at f. eks. A (anonymiseret), en tidligere leder på centret hvor jeg voksede op, har støttet mig selv i at jeg stod frem... delvist. Og at jeg i januar 2023 besøgte kollektivet Osho RISK her i DK, hvor jeg voksede op (trods vi ikke boede der, men var der næsten dagligt), og følte mig relativt set og troet på, ift. min historie. Dog ikke støttet, som sådan... altså, jeg havde håbet at én eller 2 derfra ville have kontaktet mig efterfølgende, og budt på kaffe eller andet. Jeg føler mig aldeles stigmatiseret, og tiet ihjel. Sådan føler jeg. Da især efter at jeg hoppede på Facebook igen, og prøvede at connecte med nuværende kultmedlemmer. Jeg delte også en musikvideo i deres lukkede facebookgruppe, som moderatoren slettede = musikvideoen Lin Que Ft. MC Lyte - Let It Fall (High Days Remix), uden nogen tekst til mit opslag. Det blev slettet af moderator. Jeg delte som sagt musikvideoen uden at lægge nogen tekst til opslaget, og det var ment som et slags "se, I er ikke de fucking eneste med hænderne i vejret!". Andre delte mindst lige så uinvesterede og dovne indlæg, vil jeg vove at påstå. Men... Ja ja, jeg er ham den skøre der forlod dem som 14-årig, som "nu kun har had i sig", for nu vistnok at citere én af dem, for mange år siden. Ja ja = karma. Sandhed. Uanset om den først kommer frem efter min død. Og nu andres.

Dokumentaren Children of the Cult.. jeg vil bare slutte af med at sige, at jeg godt ved at du, kære læser, aldrig får den set. Og at jeg, altså det billede, det image, du har af mig, sikkert blot er underholdning, i bedste fald. At jeg er din pauseklovn, i bedste fald. Men... Man ved sgu aldrig. Måske... Eller... Jeg ved i hvert fald, at der er en LILLE chance for at.. jeg ikke er mutters alene.

Jeg mindes lige nu at jeg lige læste "Hus Forbi" forleden, hvor at de ENDELIG havde fokus på nydanskere i hjemløshed. Altså på "indvandrere" (trods mange af dem er født her i landet, og er mere dedikerede DK end mange "danskere" (aka "hvide"/blege - race er en social konstruktion, og ikke en biologisk; vi er alle én race, i forskellige varianter. Den sundeste partner du kan få børn med, er biologisk set at finde en partner med så anderledes en hudfarve fra dig selv som muligt, i et ligeværdigt og sundt forhold med en ligestillet). Anyways, "Hus Forbi" havde et interview med en nydansker, der fortalte om at det var svært at få hjælp som nydansker, af mange, mange grunde - dels pga stigmatisering, fra såvel samfund som fra andre nydanskere. Det var rar læsning for mig selv, da jeg nu engang føler mig som tilhørende en minoritet - en minoritet pga kulten og min opvækst, på trods af at jeg altid har taget afstand fra den. Det har bare aldrig været godt nok for "danskere". Jeg er en nydansker iblandt danskere, og en dansker iblandt nydanskere. Lys i huden, men chokoladebrun i hjertet. Ja. Sgu.

"So there I was,
the only white guy in Jerusalem, ..."
- Jesus.

Klokken er 23:42. Tak for at læse hertil. Virkelig.

Og skriv endelig, trods jeg ikke kan love et svar, uanset hvem du er, og uanset hvad du skriver. Jeg lover hverken at læse eller at svare - jeg tager nu engang mine forholdsregler efter, over årene, at have modtaget meget had, ofte kamofleret, så... Men mit hjerte er stort, tro det eller ej, og det samme er mine næver. Jeg frygter dig, men jeg frygter ikke frygt. Trods alle selvfølgelig har deres grænser, og trods alle nok øver sig i at håndholde dem. "Elsk dine grænser", er titlen på en bog. Og et lille digt i sig selv, dén titel.

Kh Prem Ansula (mit fulde navn, ændret af mig selv i børnehaven til Ansu efter mobning - folk med navnet kaldes som regel bare netop Ansu, forkortet. Det betyder Kærligheden Som Udstråler (Love that Radiates), på hindi. Og nej, jeg ændrer det umiddelbart ikke lige foreløbig, trods jeg er glad for navnet Simon - jeg har svedt, blødt og grædt for meget over mit navn til at jeg vil give mine utallige mobbere og hadere den fornøjelse - det er MIT navn, sgu!