Nu tør jeg godt sige det. Jeg snød til min studentereksamen. I det sidste fag, som - paradoksalt nok - var et af mine stærkeste. Engelsk. Jeg ville ikke dumme mig; anden grund var der ikke til det. Og så havde min mors kæreste, Thorning, foræret mig en mini Oxford-dictionary. Det skulle udnyttes.
Jeg lagde hovedet i blød for at regne ud, hvordan ordbogen kunne smugles ind til forberedelsen. Løsningen var en tyk, ulden (lyslilla) nederdel, i kombination med mine tynde lår. Jeg syede en lomme ind i foret på nederdelen. Når jeg sad ned, lagde bogen sig i svajet mellem lårene og når jeg stod op, skjulte nederdelens vidde den lille lomme med bogen.
En enkelt gang brugte jeg den til forberedelsen. Jeg slog 'hut' op. På trods af en stærk forudanelse om, hvad ordet betød, sammenholdt med illustrationen over teksten, som forestillede en hytte. Forklaringen lød da også (dengang som nu): "A small, simple, single-storey house or shelter". Jeg fik et ti-tal. Og min hue. Det havde jeg også fået uden ordbog.
Den 18. juni 1988 kørte vi det meste af Sjælland rundt på en medgørlig sommerdag med cirrusskyer der hang som uensartede kvaster på den høje, blå himmel og 18-20 graders varme. Vi nåede helt ud, hvor lærken sang og svalerne dykkede efter fluer over markerne. Det husker jeg. Men ikke Jakobs, Kristians, Ullas, Charlottes, Britts, Evas, Malenes, eller Michaels barndomshjem. Og mon ikke jeg udelukkende husker Gittes forældres parcelhus i Karlslunde, fordi Esmeralda med lun øl-ånde hviskede 'Svenedig' i mit øre, lige da vi trådte indenfor? Det var vores kodeord for alt, hvad der var småborgerligt.
Vi endte hos Karina i Dragør. Himlen var blåsort med stjerner tittende frem mellem skyerne. Klokken var vel omkring 23 og Esmeralda og jeg var begge så trætte, at vi lagde os til at sove i forældrenes dobbeltseng.
Det var lyst, da jeg vågnede. De fleste klassekammerater var taget hjem, videre til en ny fest eller på stranden for at bade. Jeg fulgtes med Anja ned til busstoppestedet. Der var lang tid til den næste bus kørte og ingen af os havde penge til en taxa. Ikke dengang i fattig 80'erne. En patruljevogn kørte langsomt forbi os og standsede 15-20 meter længere fremme. En arm viftede os nærmere. Anja og jeg så undrende på hinanden og småløb frem til bilen.
"Hvor skal I hen?" spurgte politibetjenten i passagersiden. Han var ikke meget ældre end Anja og jeg; lyst krøllet hår, der gik langt ned i nakken og en lige, solskoldet næse. Og så talte han jysk.
"Ind til byen," sagde Anja.
"Vi er på vej til polititorvet. Er det langt nok?"
"Ja," sagde vi i kor, lettede over ikke at skulle vente på bussen.
Så jeg blev kørt hjem af politiet efter min studenterfest. Undlod at svare "Mekanisk Musik Museum" (som var besat fra 1985-1990) , da jyden spurgte os, hvor vi boede henne. Jeg lignede ikke en punk hangaround i min hvide studenterkjole, som min mor også havde båret, da hun blev student 30 år tidligere.
Det har ærgret mig lige siden.