Kære dagbogsblog, tirsdag d. 22 oktober 2024, skrivning påbegyndt kl. 1420,
Ansu her. Så er jeg alligevel tilbage på Fyldepennen, trods jeg i flere omgange har sagt farvel til dette forum; ikke altid på eget initiativ. I alt har jeg vistnok fået slettet min profil af Fyldepennens redaktion 2-3 gange, delvist ubegrundet. Altså, hvor jeg hverken blev advaret eller fik en forklaring på hvorfor, omend jeg har et par gæt.
Jeg er vokset op i neo-sannyasin-bevægelsen, der er en ny-buddhistisk sekt/kult. De ser den tidligere filosofiprofessor og terapeut Osho/Bhagwan Shree Rajneesh som den nye Buddha - altså de ser ham, Osho, som en oplyst mester, der "peger mod Månen, men ikke selv er Månen". Dog er der religiøse overbygninger indenfor bevægelsen, og jeg er selv vokset op i et hjem hvor mine forældre var de mest fanatiske Osho-følgere i den danske udgave af bevægelsen. Overalt i barndomshjemmet hang der billeder af Osho, selv på toilettet. De andre i bevægelsen, centreret i Østjylland omkring meditations- og behandlingscentret Osho RISK, der desuden er et kollektiv, var langtfra lige så fanatiske omkring Osho som mine forældre var. Måske skyldes mine forældres fanatisme at min fader fik terapi personligt af Osho, og begge startede med at følge ham i vistnok 70'erne, inden han for alvor blev kendt. I de unge dage af bevægelsen var det hele mere religiøst betonet end det er i dag, omend hans mange millioner følgere verden over kommer i mange varianter - nogle seende (ny)buddhisme som psykoterapi, og andre som religion/"spiritualisme".
Anyways, tilbage til Fyldepennen.
Jeg er vokset op i et fanatisk rebelsk hjem, hvor jeg blev belært at det danske samfund er modstanderen, og at enhver der ikke følger Osho, og ser hans ord som Sandheden, er uoplyste og farlige. Desuden er det en del af essensen ved bevægelsen, at man står op for sig selv, og ikke vender den anden kind. De tror ikke på hævn (!), men heller ikke på at man bare skal tilgive én der sårer én. Ikke i en "en tand for en tand"-forstand, men i at selvforsvar ikke er vold, men selvopretholdelse. "Don't turn the other cheek - take teeth", forhåbentlig kun på vampyrer, dog (...).
Alt dét, sammenkoblet med alle de traumer jeg har overlevet men stadig lider under, såvel psykologisk som fysisk, har absolut gjort mig selv... stridbar, til tider. Jeg vender ikke den anden kind, og omend jeg tror på tilgivelse og forståelse af dem/det jeg hader som forudsætning for såvel intern som ekstern harmoni og fred og ro, og progression, så går jeg absolut til tider over stregen.
Og det har jeg også gjort herinde på Fyldepennen, overfor andre mænd. Mænd som jeg, inden jeg røg i konflikt med dem, havde observeret hvad jeg selv bedømmer dybt usympatisk og skræmmende adfærd fra - altså, jeg følte mig berettiget til at skrive modbydeligt til dem, primært ud fra hvordan de skrev/skriver til kvinder herinde. Jeg fortryder mange af mine ord, men ikke dem alle - og trods jeg ikke tror på at der findes onde mennesker i verden, men kun onde/blinde/uvidende handlinger og ord, så vil jeg alligevel vedholde at nogle mennesker kun forstår hårdt imod hårdt - at jeg ikke vil spilde min sensitive energi på deres kynisme, og at de må siges fra overfor, med deres eget sprogbrug. Men igen, jeg er dels kunstner, og dels en beskadiget sjæl med mange ar - jeg går over stregen til tider. Tider der kan tælles på én hånd, men stadig.
Åhhh, jeg trættes af mine egne ord - jeg ved godt at de lyder som relativiserende mine egne handlinger og ord. Som at jeg undskylder den adfærd der ikke er i orden med XYZ. Men...
Min fader er uddannet psykolog. Da jeg var 14 år og begyndte på efterskole (Ådalen, syd for Århus), hørte jeg kort tid inden at jeg var i risikogruppe for at arve min moders dødelige sygdom Huntingtons. Samtidig fik jeg en forklaring på hendes sindssyge. Jeg har hele livet, siden min pædofile moders overgreb på mig selv, fra jeg var 5 år gammel og til jeg blev 8 (hvor jeg SKULLE give hende finger, imens hun befamlede), lidt af selvmordstanker/trang, og af dyb kronisk depression, med kun korte intervaller af håb.
Derfor var nyheden da jeg var 14 år, om at jeg selv havde 50 % risiko for at arve Huntingtons Sygdom, blot endnu et søm til min kiste - jeg blev måske chokeret, men ikke overrasket - jeg forventede alligevel kun dårlige nyheder, fra en ung ung alder. Det skal tilføjes at sygdommen ikke forklarer min moders pædofili umiddelbart - hun begik formentligt overgrebene inden sygdommen gik i udbrud, og var hele sit liv grænsesøgende og vildt grænseoverskridende. Uhyggeligt nok var hun både terapeut og socialrådgiver.
Jeg har aldrig hørt om at hun skulle have begået overgreb på andre end mig, gudskelov. Hun blev ikke selv udsat for seksuelle overgreb som barn - det gør uhyre få pædofile (når man selv ved hvilken dominoeffekt af lort det sætter i gang, i resten af livet, udsætter man instinktivt ikke andre for det, og desuden er det noget andet der trigger sindssygen/apatien der skal til for at begå overgreb på forsvarsløse barn og/eller voksne - pædofili er neurologisk set ikke en seksualitet, men en sadistisk og apatisk sindssygedom; såvel neurologi som psykologi er mig en stor passion, grundet Huntingtons (neurologisk sygdom) og egen desperation efter forståelse, og ergo har jeg læst side op og side ned om emnet), men min moder var hele sit liv i terapi for den massive vold hun blev udsat for, fra sine forældre, og blev igen og igen svigtet af sin familie groft og absurd - hvilket jeg selv ser som forklaringen på hendes sindssyge handlinger. Omend Huntingtons også kan have spillet ind. Jeg forsøgte i mange år at tilgive hende, da hun var syg og døende, men det lykkedes aldrig, og i dag mener jeg at pædofili og voldtægt er en af de få handlinger i verden der er absolut utilgivelig. At finde nydelse seksuelt i en andens lidelse... er altså virkelig tegn på ikke blot et ondskabsfyldt handlemønster, men på alvorlig sindssyge/ondskab.
Anyways, som 14-årig stjal jeg en af min faders mange bøger om psykologi, for at finde selvhjælp da jeg dengang ikke tænkte at jeg nogensinde ville blive troet på ift. min moders overgreb, og ift. det syge, fattige og voldelige hjem jeg voksede op i (hvor mine forældre sloges fysisk som minimum ugentligt, med knyttede hænder og spark. De slog aldrig hverken mig eller min storesøster, omend min storesøster jævnligt tæskede mig - hvilket jeg hurtigt tilgav, da vores hjem nu engang var fucked op; hun, min søster, blev så vidt jeg ved ikke selv udsat for seksuelle overgreb, men overlevede ligesom jeg vanvittige omsorgssvigt).
Bogen jeg stjal fra min far var af Sigmund Freud, og omend jeg ikke forstod meget af den, så forstod jeg et nøglekoncept =
Nødvendig/sund/balanceret narcissisme.
Narcissisme kan løst oversættes til ego. For at observere og deltage i livet må man gøre det fra en tryg base, et center. Ethvert tænkende væsen har brug for et ego, og et sundt ego. Altså, forsimplet sagt, det er nødvendigt at elske sig selv, før man kan elske andre, og for at kunne elske livet. Men det er en svær balancegang, især når man har fået en dårlig start, og evt. kæmper med dårlige odds.
Klokken er lige nu 15:14, og jeg har skrevet i snart en times tid - en time der er fløjet forbi. Det er dejligt at alle disse emner, som tidligere satte gang i vanvittigt mange vanvittigt svære følelser i mig, kan skrives nu uden at min automatiske vejrtrækning stopper (C-PTSD dissociation, hedder det i fagsprog), og uden at jeg rammes af angst, depression og selvmordstanker, eller af ukontrollabel rysten, koldsved og uregelmæssig hjertebanken - altså af C-PTSD-symptomer fra mine mange traumer. C/K-PTSD = Complex Post Traumatisk Stress Symdrom/skade.
Anyways, jeg læste som 14-årig om konceptet nødvendig narcissisme, og jeg tror at det gjorde en stor forskel i mit liv - jeg hadede dengang mig selv, hvilket jeg stadig ofte gør, men slet ikke i samme selvskadende grad. Jeg skar dengang i armene og håndledene fordi at ydre smerte føltes rart som bedøvelse til den indre, men skar aldrig dybt, og søgte aldrig hjælp for det, ligesom at det aldrig blev opdaget. Jeg begyndte i terapi som 19-årig, efter et nervesammenbrud, og var dernæst i terapi i ca. 15-16 år, on-and-off = hvilket er grunden til at jeg kan skrive så åbent om det. Desuden har jeg flere gange delt min historie privat til venner og veninder, inden jeg gjorde det offentligt, hvor det så viste sig at de selv var overlevere af overgreb i barndommen, og at de, modsat mig, aldrig havde sagt det højt før til nogen. Derfor ved jeg, inderligt, hvor vigtigt det er at dele sin historie, og dermed give andre de potentiele redskaber/sprog til selv at dele (privat), og til at understrege hvor vigtigt og givende det er at søge hjælp for det. Ingen kan alt, men alle kan noget. Ingen ved alt, men alle ved noget.
Og ikke 2 historier er ens.
Tilbage til begrebet nødvendig narcissisme, og Fyldepennen. Tror du, kære læser, på at alt liv er helligt? Altså at alt liv har betydning, og at liv er dyrebart? At verden ville være bedre, hvis alle havde det bedre? Havde håb? Hvis alt liv er helligt, er DIT liv også helligt! Og mit! Du er værd at forsvare, og værd at stå op for - uanset hvem du er. Du er værd at kæmpe for - du er ikke din fortid, trods du selvfølgelig er ansvarlig for dine handlinger - og måske er nogle af de handlinger utilgivelige. Måske er nogle af de handlinger en god og værdig grund til selvhad. Til at nogle synder må læres af og huskes, for evigt.
Jeg er ikke kristen, og afskyr kristen teologi, af en simpel grund = at tro på at alle mennesker fødes syndere/onde er i min verden vanvittigt kynisk og ulækkert. Ingen religion, ingen ideologi og intet sprog helliggør virkeligheden, evidensbaseret set, og ingen religion eller ideologi opfordrer for alvor til uafhængig nysgerrighed, eller til original kreativitet. Til evolution, og progression. Tværtimod har alle ideologier i min verdensforståelse en indbygget selvdestruktiv tendens, og alle religioner ikke bare en tendens, men en drøm om at se verden gå op i flammer. En drøm der realiseres mere og mere, af så megen kynisme, stammementalitet og ubevidst adfærd. Også fra mig selv - "jeg er verden, og verden er mig" - citat af anarkisten, poeten og sjælen Jiddu Krishnamurti.
Det kan virke malplaceret at jeg pludselig skriver om mine anarkistiske, inderligt følte overbevisninger her - jeg gør det for at sige, at alt liv er helligt og værd at forsvare, også mit. Men...
Selvfølgelig skal alt i livet gøres med måde, og med moderation - selv moderation.
Jeg har herinde på Fyldepennen skrevet voldsomt til andre - til hvem jeg på det tidspunkt bedømte at være sadistiske sociopater, som jeg gav igen af samme skuffe, men direkte og uden omsvøb. Det er så nemt at glemme at det altid er et øjebliksbillede af en person som jeg ser online, og at der selvfølgelig altid er flere sider, flere perspekter, på et menneskes handlinger. Igen, jeg tror ikke på ondskabsfulde mennesker, men på at enhver agressiv, destruktiv eller manipulerende handling udspringer af lidelse - ikke at det dermed opfordrer til at man bare tilgiver enhver, men jeg tror på det som et grundprincip der altid bør huskes.
Det er dog svært at overholde det princip, når nogen bare... er så tarvelige. Når nogen er tarvelige og/eller lede over for mig selv, tilgiver jeg dem som regel straks - jeg kan nu engang ikke rigtig ryste en ældgammel overbevisning om at jeg intet er værd af mig, og tænker næsten altid at andres behandling af mig er velbegrundet, og rimelig - jeg dør jo alligevel straks, så hvorfor skabe flere ringe i vandet, når jeg alligevel snart tørrer ud? Men når jeg ser ANDRE blive udsat for tarvelige kommentarer og usympatisk adfærd... så er det svært ikke at handle. Din kamp er min kamp, trods min måske ikke er din. Jeg ønsker dig det bedste, uanset hvem du er. Ingen baby fødes ond, og er en plante rådden, helt ned til roden, er det altså nemmere at ændre drivhuset (miljøet), end det er at ændre planten. Det er aldrig for sent for nogen at gå ad en ny vej, trods vi selvfølgelig alle er ansvarlige for vor handlinger. Og karma er nu engang noget der metafysisk, ift. relativitets- og multiversteori, noget der i min verden er værd at tro på.
Men... Fyldepennen... Og hjemmesiden her's arbitrære og intransparente moderatorer.. WTF?
Sidst jeg var herinde blev min profil slettet af moderator herinde, og dét på en måde hvor moderator samtidig slettede udvalgte og specifikke debattråde jeg havde deltaget i - vistnok pånær dem hvor jeg gik over stregen ift andre. Også debattråde jeg ikke selv havde startet, såsom "Dagens Ord". Men hvem ved... det er svært ikke at gætte på grunde, når Fyldepennens moderation er så inkonsistent og usammenhængende - ladende dets eget regelsæt blivende brudt igen og igen, og f. eks. slettende mine profiler uden advarsel eller forklaring.
Jeg har selv flere teorier - Fyldepennen er gratis at forbruge, og er uden reklamer. Designet er lidt oldschool, men stadig absolut solidt håndværk. Der foregår åbenlyst løbende moderation herinde (med sletningen af min forrige profil som eksempel, samt sletning af f. eks. debattråden "Dagens Ord", en debattråd startet af en anden). Et online ordsprog lyder "Er en hjemmeside gratis at forbruge, er du selv produktet". Information er magt og penge (målrettede og timede reklamer, og desuden psykologisk profilering), og en hjemmeside som Fyldepennen opfordrer til at man deler ikke bare sine mest intime informationer (følelserne, i tekster), men også følelsernes flow og sekvens, altafgørende ift. psykologisk profilering.
Ergo er det oplagt, i min paranoide og betingede verden, at tro at FP er enten et statsligt projekt med henblik på psykologisk profilering, et privatejet projekt med fokus på indsamling af idéer/innovation (f. eks. startet af et reklamefirma - "et digt er en anmodning, og en anmodning er et digt"), eller at det er en privatejet kommunikationsplatform = et skalkeskjul for kriminelle.
Det er især det sidstnævnte jeg troede på, da jeg i 2018 oprettede profil herinde. Mere specifikt at det som minimum var samlingssted for Generation Identitær, en decentraliseret højre-ekstrem aktivistgruppe, der rundt om i Europa har begået såvel terrorhandlinger som andre ulovligheder. Men det er en anden historie, og jo en overbevisning der mangler beviser. Andet end at der er føromtalte kyniske sjæle herinde, og utroligt mange af dem, af alle køn.
Nå, jeg har skrevet i halvanden time - klokken er 16:00 i skrivende stund, og jeg stopper her. Jeg sidder lige nu og lytter til Youtube på computeren, Lowkey - My Soul, hvor jeg har installeret app'en "Adblock Plus" - den app er gratis, og blokerer ALLE online reklamer. Hvis du installerer den gratis og lovlige app, så er det dog muligt at f. eks. Youtube siger at Adblock Plus ikke er understøttet, eller endda at det er ulovligt = det er det ikke. Hvis du, med Adblock Plus installeret, åbner Youtube i et privat vindue i din browser, må Youtube pr. lovgivning ikke give dig beskeden om at Adblock ikke er understøttet.
Det er en menneskeret at sige nej tak til reklamer. Til åbenlys manipulation, designet til netop dig. Ligesom at det er at stå op for sig selv, og forsvare sig, trods det ikke altid er kønt, og trods det så ofte misforståes som ikke forsvar, men angreb.
Tak for at læse hertil, og hjerteligt god dag til dig kære læser - jeg kan ikke garantere at skrive tilbage hvis noget i denne tekst, eller andet, får dig til at skrive til mig - mit overskud er ikke-eksisterende, jeg lider af regelmæssig migræne, og jeg er voldsomt deprimeret. Men skriv gerne hvis du har noget på hjerte, og hvis du har et hjerte og ikke kun næver der banker.
Med kærlig og taknemmelig hilsen, Ansu