Jeg slyngede elegant den ravgule drik rundt i glasset. Kulden fra isterningerne sløj gennem glassets tynde lag og bedøvede mine fingre.
   Endnu et år var gået. Endnu et år med endnu flere spørgsmålstegn, endnu et år uden at finde svaret og endnu et år uden hende.
   Jeg satte kanten af glasset mod læberne og lod den krydrede drik flyde ned gennem halsen og ætse hver en centimeter af mig.
   Det var den eneste følelse, som passede til netop i dag. Følelsesløshed og smerte. Det var akkurat hvad mit hjerte havde følt de sidste ti år, siden ulykken.
   Alligevel sad jeg nu på det samme bar, som jeg havde gjort de sidste år på netop denne dato, og skyllede mine elendige ikke-følelser ned, mens alle omkring mig var muntre, flot klædt på og smilede til hinanden.
   Men ikke mig. Jeg ville bare drikke tankerne væk, gå hjem og sove rusen ud, vågne i morgen til en ny dag, som ikke mindede om denne elendige lorte dag.
   Billeder af hende flakkede over mit nethinde. Hende i hendes gule kjole på stranden på Hawaii på vores bryllupsdag, hende på vores første date, hvor hun spildte hendes drink udover mig i nervøsitet og hende... liggende iskold på et operationsbord på hospitalet, livløs.
   Selv om tiden var gået, og jeg havde forsøgt at lamme mine følelser med ligegyldige knald på ligegyldige hoteller, i et forsøg på at komme videre, kunne jeg ikke.
   Hvordan skulle man nogensinde komme videre? Hvad hvis det havde været mig og ikke hende, som var død. Ville jeg så have at hun skulle sidde i ti år i elendighed og drævede ved tanken om mig og hvad vi kunne have blevet, hvis jeg stadig var der? Mit hjerte gjorde ondt ved tanken.
   Hende ulykkelig uden nogen til at trøste hende, selv om det ikke var mig? Det ville jeg aldrig kunne byde hende. Jeg ville altid have ønske, at nogen ville kunne elske hende, ligeså meget som jeg gjorde, hvis det havde været omvendt.
   Hun ville nok også gerne have ønsket at jeg skulle komme videre. At jeg skulle finde en ny kærlighed.
   Problemet var bare, at ingen var hende og at ingen nogensinde ville kunne tage hendes plads i mit hjerte. Jeg var ikke engang sikker på, om jeg havde andre pladser i mit hjerte, end hendes.
   Jeg rakte en finger i vejret og gestikulerede til bartenderen at han måtte fylde mit glas op med endnu en whisky.
   "Er stolen taget?" En lys kvindestemme skar gennem mine tykke tanker om hende. Mit blik anede hende knap. Hendes hænder lå knuget om stolekanten og afventede mit svar. Et smil bredte sig på hendes læber, da jeg langt om længe mødte hendes blik.
   Langt smukt hår, krøller, grønne øjne og fyldige lyserøde læber. Hun var betagende uden lige. Hendes duft var så sød og blomstret, at jeg kunne have inhaleret den dagen lang.
   Et øjeblik glemte jeg min elendighed og kunne ikke andet end at betage hendes smukke væsen.
   "Er den?" Spurgte hun endnu engang.
   Med ét kom min elendighed tilbage og mindede mig om hvorfor jeg var der i dag. Jeg var der ikke for at smalltalker med kvinder, købe drinks til dem eller for at være i nærheden om dem. Jeg var der fordi dagen mindede mig om hende og jeg havde brug for at dræbe alle tankerne.
   "Jeg er ikke interesseret i dig. Vær sød at forsvinde fra mit syn." De isnende ord der fløj ud af min mund, chokerede hende ligeså meget, som de chokerede mig selv. De gled ned langs min rygsøjle og efterlod en svedperle i min nakke.
   Hendes ansigtsudtryk ændrede sig på mindre end to sekunder fra at ligne en sød hjort med store øjne, til at ligne djævlen selv.
   Hvorfor kunne jeg ikke bare finde ud af at afvise folk pænt, selv om jeg tydeligvis havde ondt af mig selv?
   "Hør røvhul, jeg er lige så interesseret i dig, som du er i mig. Jeg beder dig hverken om at købe mig en drink, tage mig på en date eller kneppe min hjerne ud på badeværelset. Jeg spurgte dig bare om en enkelt lillebitte ting."
   Stolen skrabede hårdt mod det rå betongulv, mens hun rev den væk fra baren, stadig med hænderne knuget om stolekanten. Den knurrende lyd af stolens ben mod gulvet, efterlod et ekko så dybt, at det kunne mærkes i mit indre.
   Hvad fanden var mit problem?
   Jeg drejede hovedet og fulgte hendes arrige skridt, som bevægede sig væk fra mig og hen til det runde højbord, hvor en flok unge kvinder sad og morede sig.
   Hun var så smuk, at det var svært at trække vejret. Løkken om min hals strammede sig for hvert et sekund jeg kiggede på hende.
   Krøllerne lagde sig elegant om hendes skuldre, og dækkede en bare hud, da hun satte sig op på stolen. Hun drejede hovedet, måske for at orientere sig om hvor bartenderen var, for at bestille drinks, men hendes grønne øjne låste sig fast i mine.
   Det var som om, at hun kunne se lige gennem mig. En varm og ukendt følelse strøg ganske kort forbi mit ribben og fik min læbe til at krølle op i et smil.
   Hun kneb øjnene sammen, træk læberne ud i en streg og knyttede hånden i en fuckfinger, mens hun mimede røvhul efter mig..
   En latter slap min hals, inden hun vendte sig om mod sine veninder, som så ud til at være dybt fokuseret i en samtale.
   Ingen kvinde havde nogensinde kaldt mig for et røvhul, eller sendt mig en fuckfinger. De plejede at falde på stribe for mig, selv om det kun havde resulteret i meningsløse knald, hvis formål vat at forsøge at mærke noget.
   Ingen kvinde, havde den effekt på mig, som hun havde.
   Jeg rettede atter mit blik mod bartenderen, som stod og pudsede glas foran mig. "Bartender, send den bedste flaske champagne du har, over til bordet hvor kvinden i den sorte stropkjole sidder." Jeg pegede om mod bordet, hvor hun sad.
   Jeg greb fat bunken af hvide servietter bag baren og en nærliggende kuglepen.
   Undskyld.
   Jeg er en fucking idiot.
   Nyd champagnen.
   "Gider du at lægge denne serviet med?"
   Bartenderen nikkede, greb servietten og lagde den blidt på bakken, hvor han allerede havde opstillet 5 champagneglas og en afkølede Dom Perignon.
   Mine fingre gled gennem mit halvlange går, mens den anden hånd fiskede telefonen op fra inderlommen. Jeg burde bare gå hjem i seng nu. Glemme alt om i dag og at jeg havde været en spydig idiot overfor et fremmed menneske, som intet forkert havde gjort. Jeg havde aldrig set mig selv som værende et ondt menneske, men i dag havde jeg alligevel formået at være det på groveste vis.
   Skærmen lyste op i min hånd og viste en ventende besked.

Nate: Hey ven. Ville bare lige skrive, at jeg tænker på dig i dag. Ti år er gået stærkt. Jeg ved at Natalie elskede dig, men husk at hun også ville have at du skulle komme videre.

Mig: Tak ven. Hvordan ved du, at hun ville have ønsket det?

Nate: Fordi hun elskede dig for meget til ikke at ønske det.

Intet anden end, fordi hun elskede dig for meget til ikke at ønske det.
   Nate havde ret. Det var på tide, at komme videre. Natalie ville ikke have ønske, at jeg skulle sidde år efter år og drukne mine smertelige følelser i whisky og dagdrømme om hvordan det ville have været, hvis hun stadig var her, for det det var hun ikke. Intet ville være som det var nu, hvis hun havde været her.
   Måske ville vi have to børn nu og boet i en nybygget ville på Alfredsallé, som vi altid havde snakket om. Måske ville hun have været redaktør for Vilé, som hun altid havde drømt om - og jeg ville stadig være direktør for hotellet, som jeg nu alligevel stadig var.
   "Tak for champagne og din undskyldning." En lyse stemme lagde sig som et tæppe om min sjæl. Hendes grønne øjne glimtrede, mens hun snakkede. "Du er virkelig en idiot, men jeg sætter pris på undskyldningen."
   "Det var ikke meningen at jeg ville være en ond idiot." Jeg skyllede det sidste whisky ned, uden at slippe hendes blik.
   "Dårlig dag?"
   Jeg nikkede.
   "Velkommen i klubben. Anyways..." hun vendte om på hælen og skulle til at gå.
   Jeg ved ikke hvad det var, som fik mig til at få lyst til at spørge, om det jeg skulle til at spørge om. Var det hendes altopslugende søde duft, hendes smukke grønne øjne, hendes krøller eller den måde hvor hun på to sekunder kunne gå fra at være en ilter kvinde der rakte fuck og mimede jeg var en idiot til at være blid, at hun også havde en dårlig dag, eller om det var tanken om at Natalie ville have at jeg skulle komme videre, der fik mig til at spørge "Må jeg byde dig på en drink... en dag?"
   Hun klemte vurderende øjnene sammen og skulede på mig. "Jeg dater ikke idioter."
   Jeg åbnede chokeret munden og skulle lige til at sige noget.
   "... som giver champagne som undskyldning." Hun strøg blidt en krølle væk fra ansigtet, som var gledet ind foran de store grønne øjne.
   Det sprukne læder knirkede under mig, da jeg rettede mig op i barstolen. Et skævt smil lagde sig på mit ansigt. "Jeg er ikke altid en idiot. Kun når det er en dårlig dag."
   "Mmm-hmm." Brummede hun og lagde armene over kors. To små smilehuller kom til syne på hendes kind. "Sig mig, hr. jeg-er-kun-en-idiot-når-det-er-en-dårlig-dag, hvorfor vil sådan en mand som dig, invitere sådan en som mig på en drink... en dag?" Hun lagde trykket på en dag.
   "Du fascinere mig."
   "Jeg fascinere mig?" Gentog hun. "Fordi jeg har bryster og en pæn røv?"
   Jeg kvalte et grin. Hun havde pæne bryster og en pæn røv, det ville jeg slet ikke lyve om. Men det var ikke det, som fascinerede mig ved hende.
   "Ingen kvinde nogensinde kaldt mig en idiot eller givet mig en fuckfinger."
   "Så jeg fascinere dig ikke fordi at jeg har bryster og en pæn røv?" Hun hævede sit øjenbryn, som om hun havde forventet, at jeg ville være fascineret udelukkende af hendes fysik.
   "Du er smuk, det ved både du og jeg - men det er fucking fascinerende at du ikke giver en skid."
   Et selvtilfredssmil lagde sig om hendes læber. Hun løftede champagneglasset mod mit tomme whiskyglas og gestikulerede at jeg skulle løfte det.
   "Dit glas er tomt, men lad os skåle alligevel." Vores glas klingede sammen, inden hun lagde champagneglasset mod sine læber og nippede til det. "Har du noget at skrive med?"
   Jeg strakte mig endnu engang om bag ved baren og tog en hvid serviet og en kuglepen, som jeg skubbede over baren til hende.
   "Nu giver jeg dig mit nummer. Når du er færdig med en være en idiot, så ring, så tager vi drinken - men jeg gider ikke snakke med dig så længe du er en idiot, uanset hvor meget champagne du køber til mig."
   Hun skubbede servietten tilbage mod mig, med hendes telefonnummer tydeligt skrevet på servietten, sammen med hendes navn.
   "Jeg hedder Sara."
   "Mikkel." Jeg rakte hende hånden. Hendes hånd var lille og varm i min. Den så så skrøbelig ud, mens den lå der i min store ru hånd. Havde kvindehænder altid set så små og skrøbelige ud?
   Jeg kunne slet ikke huske, at Natalies hånd havde set så lille og skrøbelig ud.
   Jeg holdte hendes hånd længere tid end jeg burde. Den varme følelse, som tidligere i dag havde strøget forbi mine ribben var endnu engang vendt tilbage. Hendes grønne øjne borede sig ind i mine. Jeg var i et sekund i tvivl om hvor langt ind i min sjæl hun kunne se, alligevel føltes det som om, at hendes varme fra hendes hænder, helede en lille del af mig, som havde været ødelagt og følelsesløs så længe.
   Var det mærkeligt, at jeg havde lyst til at stryge hendes krøllede hår bagved hendes øre, bare for at mærke hvor blød hendes hud mon var?
   "Mikkel." Hendes stemme træk mig ud af min trance og mindede mig om at jeg skulle slippe hendes hånd, inden det ville blive for akavet.
   "Sara."
   Hun drejede om på hælen og satte sig tilbage på stolen ved det runde bord og sine veninder. Latteren var blevet højere på baren, end den havde været før Sara var kommet ind i rummet. Måske faktisk var den kun lige blevet højere.
   Whiskyens berusende effekt brændte i mine kinder og fik min krop til at prikke. Det måtte være mit kald til at tage hjem.
   Kulden udenfor kyssede besidderisk mine brændende kinder. Jeg krøllede fingerne sammen i lommen, hvor servietten med Sara's nummer lå og puttede sig.
   Af alle dage, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet, at ligenetop denne dag, ville være dagen, hvor mit følelsesløse hjerte ville mærke varmen igen.
   Telefonen brummede i lommen. Jeg trak den op og stirrede på den lysende skærm, som lige dele blændede mit syn og lige dele min sjæl.

Nate: Vi har fundet dem, makker.