Jeg har det som om, jeg lige er vågnet fra en drøm.
Når jeg tænker tilbage på det, gik det hele så stærkt, men samtidig overraskende naturligt.
Jeg følte, at han var for god til at være sand, men måske ledte jeg bare efter en, som forstod det jeg selv blindt gav til andre.
Han forstod det!
Jeg havde fundet en, der forstod det.
En der forstod mig.
Det hele kørte, som en velsmurt maskine.
Hvis den hakkede, fiksede vi det med en sjat olie eller to.
Vi kommunikerede, også selvom vi havde to vidt forskellige måder at tænke på.
Det var også der, vores problemer lå.
For selvom vi kommunikerede handlede vi forskelligt, fordi vi så ,og tænkte anderledelse på samme ting.
Vi går nøgne igennem livet fra start, men bliver stille påklædt, når vi bliver erfaringer rigerer.
Vi begynder, at dække os til, fordi vi opdager, at verden ikke er så god, som vi troede den var.
Men når vi så møder nogen, der ikke er som alle de andre, er vi så påklædt, at vi handler uhensigtsmæssigt. Vi har bygget et skjold, så vi ikke bliver såret. Vi lukker ikke nogen helt ind, fordi vi bange.
Måske møder man en, som får skjoldet til at smuldre, lidt efter lidt.
Eller en som får en til at indse noget vigtigt om sig selv eller sit liv.
Det kan endda være, at man møder en, som vender hele ens verden på hovedet.
En ting er i hvert fald sikkert. Hvert menneske sætter sine egne aftryk i andres liv.
Spørgsmålet er bare, om de er gode eller dårlige?
Hans aftryk er gode, men de er også friske.
Og det, er en helt anden historie.