vi er de vanskabte vandmænd
og vi fatter det ikke
hvor havets røde tråd
fra gylpende gopler trækker hen
hvordan øjne æder vores køn
mens vi trækker i land
det er ikke vores alligevel
det sted det bevæger sig hen
for havet husker sine vandmænd
som sandormen husker sin afføring
det er tidevandets mord på spor
fra dem der troede landet var godt
men det er de samme gamle mænd
der ligger og blir mindre i solen
dem med kønnet på det tørre
størknet længe før kysten kom