Igen og igen vender jeg tilbage til det billede: Jeg sad sammenkrøbet i det store, hvide badekar og stirrede frem for mig. Blikket var sat på uendeligt og åndedrættet stak gang på gang af fra mig.
Eller lad mig være ærlig: Det var ikke mig, der sad i det badekar. Det var den hule skal af den mand, jeg engang havde været. Det var det fysiske etui, som jeg engang havde boet i, og som jeg nu havde forladt. Det var mig, og det var ikke mig. Jeg kunne ikke længere mærke verdenen omkring mig. Jeg var følelsesløs, bange og på alle måder helt ved siden af mig selv.
Undskyld, jeg tror, jeg er kommet skævt fra start. Tillad mig at introducere mig selv: Jeg er Kim Sanders. Jeg har boet her i byen i 8 år, er single og arbejder som forsikringssælger... eller arbejdede som forsikringssælger. Jeg er 34 år og ikke en, man ligefrem husker. I forsikringsbranchen er det en fordel at være usynlig. Kunderne forventer ikke, at man ankommer i spraglet tøj med store armbevægelser. I nogle relationer er det bare ønskeligt, at man optræder professionelt, gråt og ja, nærmest usynligt. Bankrådgivere, revisorer, bedemænd og forsikringsagenter hører helt klart til denne kategori. Jeg har været på date, hvor jeg dagen efter er stødt ind i damen nede i Fakta, og hun ikke kunne huske mig. Det er usandsynligt akavet at stå midt i en halv omfavnelse, mens hun spørger: "Kender jeg dig?".
Mange dates, siger du? Nej, jeg vil ikke sige, at jeg har været på mange dates. Måske en håndfuld. Jeg er holdt op med det, for det har aldrig været nogen stor succes. Det er vanskeligt at forklare... Jeg er ikke så udadvendt. Jeg har svært ved at se formålet i smalltalk, og umiddelbart virker det som om, at succes hos det modsatte køn er ligefrem proportionalt med evnen til at snakke om umiddelbart uvedkommende ting som vejret, havearbejde, film og kunst. Jeg kan ikke se værdien i det.
Tydeligvis er det helt galt, hvis man begynder at tale om det dybt absurde og ligegyldige i alle de ritualer vi har i hverdagen, når man tænker på at der er en 21 % risiko for at få kræft, inden det fyldte 75. år eller at der er 18 % risiko for at få en depression. Hvor vigtigt er det at snakke om vejret, når der hvert år er over 1.000 mennesker, der bliver dræbt af flodheste - og hvor vigtigt er det egentlig at kunne statistikken over antallet af flodhesterelaterede dødsfald, når man bor i et land, hvor risikoen kun er reel, hvis man vælger at forcere et hegn i Zoologisk have? Som regel når jeg ikke så langt i overvejelserne, inden hun pludselig bliver nødt til at gå, fordi der er opstået en nødsituation eller fordi hun har fået det dårligt.
Jeg ved simpelthen ikke, hvad der er galt med mine tanker i dag. Jeg ville slet ikke fortælle om mig selv eller mit job. Jeg ville blot fortælle dig, hvad der ligger bag dette billede; hvorfor jeg sad der i badekarret, helt stift og fastlåst. Det ville måske også hjælpe, hvis du ikke spurgte ind til mit kærlighedsliv og bare lyttede efter!
Jeg sad i det kar, og kunne ikke bevæge mig. Rent faktisk var det en nærmest overnaturlig fornemmelse af at sidde uden for min krop og betragte mig selv. Jeg var i chok. Jeg var panisk bange, jeg var kold og min normalt sunde fornuft var slet ikke i nærheden af at være hverken sund eller fornuftig. Jeg bare sad der med tågede øjne og kunne kun fokusere på en eneste tanke: Jeg havde slået ham ihjel!
Det var en helt igennem chokerende tanke, og ikke bare fordi jeg ikke ligefrem var den typiske morder. OK, jeg ved ikke, om der egentlig er en typisk morder. Det er ikke et område, jeg har beskæftiget mig med tidligere. Mord har måske indgået som parameter i en eller anden af de formler, der ligger til grund for udregningen af din livsrisiko, når der skulle udstedes en livsforsikring - men hvilken type, der i givet fald skulle stå bag mordet har helt sikkert ikke været en del af overvejelserne. Men nu plaprer jeg løs igen...
Tanken var først og fremmest chokerende, fordi det ikke var sket langt tidligere. Jeg har ikke brudt mig om ham længe - jeg mener ligefrem at kunne bevise, at det er ham, der har været skyld i, at mit liv slet ikke er forløbet som jeg havde forestillet mig det. Han har været mit nemesis lige siden folkeskolen.
Er du seriøs? Mener du virkelig, at det er for stærkt at bruge nemesis om ham? Det er tydeligt, at du ikke er klar over hvad han har gjort gennem årene. Må jeg give et par eksempler?
I 4. klasse var det ham, der fortalte Mie, at jeg var sengevæder. Mie, der vidste, at jeg var forelsket i hende, og som egentlig altid havde været sød mod mig. Men efter den afsløring viste det sig, at Mie også havde en anden side. Jeg havde troet, at hun ville have registreret hemmeligheden og holdt den for sig selv, men nej. I den alder handler alt om at være på den rigtige side af popularitetskløften, og Mie var åbenlyst bange for, at hun ville blive trukket på den forkerte side eller muligvis direkte ned i kløften, hvis hun dækkede over min svaghed. Så på næste lejrtur var det Mie, der trak gummilagnet op af min taske, og hejste det op i flagstangen med en tegning af mig og mit navn på. Det startede en række år med mobning og evige hentydninger til, at jeg lugtede af tis.
Smådrilleri? Må jeg lige være her! OK, jeg erkender, at det i sig selv måske ikke er helt nok til at slå ham ihjel, men det var kun starten på et mønster. Gang på gang har han sat mig i situationer, hvor jeg blev socialt isoleret og til sidst ikke længere kunne holde fast i mig selv og meningen med det, jeg gjorde.
Det var ham, der fik mig til at droppe ud af gymnasiet. Han lokkede mig til at gå i byen stort set hver aften, og jeg kunne ikke holde sammen på livet i skolen ved siden af. Han fik derigennem mine forældre til at slå hånden af mig. Jeg kunne ikke gøre noget andet, hans vilje var alt for stærk til, at jeg kunne sætte mig imod.
Jeg fik godt nok samlet al min modstandskraft og jeg tog en eksamen på Studenterkursus, men det var på trods af hans pres og hans evige messen om, at det ikke gav mening at tage den eksamen, når jeg ikke var bedre end jeg var. Han vidste lige hvilke tangenter, han skulle trykke på, for at få mig til at føle mig lille, utilstrækkelig og på ingen måde god nok til noget her i livet.
Han stod også bag mine forliste forhold. Hver gang noget godt var ved at opstå, så var han der med hans glatte, slimede åleagtige snoen sig ind i mellem mig og den jeg havde udset mig. Han spændte ben for mig og var skyld i at jeg fremstod latterlig og ikke-attraktiv. At jeg virkede kedelig, grå og ligegyldig.
Aldrig har jeg haft succes - altid har han haft et eneste formål i sit liv: At få mig ned med nakken. Det var mig eller ham.
Så du kan vel forstå, at han måtte forsvinde? Kun ved at få ham væk kunne jeg endelig blive fri og slippe for smerten ved at leve det liv, jeg har gjort hver eneste dag, siden jeg lærte ham at kende. Du forstår det ikke?
Du kender i givet fald ikke den smerte. Måske var det ikke hver eneste dag, men det sår der blev åbnet i går, smerter også i dag og i morgen. Faktisk bekymrer det mig ikke meget, at du ikke forstår. Jeg ved hvordan det var, og jeg ved, at jeg har gjort det eneste rigtige.
Under alle omstændigheder slipper jeg for at se ham i øjnene mere. At se hans dumme fjæs og det tynde hår. Det var uudholdeligt at skulle glo på ham dag ud og dag ind. Jeg kunne ikke klare det en dag mere. Han var en fiasko og han fortjente ikke at leve en dag mere. Han var intet, og han var klar over det. Og alligevel skulle man se på hans forsigtigt skæve smil, hver gang jeg barberede mig. Se ham klappe barbersprit på kinderne og blinke til mig i spejlet, selvom han vidste, at jeg ikke havde en eneste grund til at tro, at han ville opnå noget i dag. Han var irriterende optimistisk og prøvede til stadighed at få mig til at se mulighederne. Det var bevidst sadistisk, at han hver eneste morgen prøvede at indgyde mig håb. Tro på noget større end det liv, jeg havde. Det var ikke holdbart, og jeg mener ikke, at jeg kan bebrejdes noget som helst. Det var tortur værre end døden. Så til sidst var der kun en udvej. Jeg måtte slå ham ihjel. Han måtte dræbe mig. Vi gjorde det helt og aldeles af med os.
Og nu er det det tydeligste billede jeg husker. Billedet af mig i det badekar. Sammenkrøbet. Kold. Med åndedrættet stukket af.
Det hvide badekar med det røde vand indeholdende den tomme skal af det, der engang var Kim Sanders.