Så unger, sæt jer omkring lejrbålet.
Så skal Far fortælle om dengang jeg var dreng
om dengang hvor alting var bedre og alting ingenting kostede
Dengang Far var dreng kunne 75 øre købe en is
og for en krone kunne man få 40 vingummibamser.
Dengang Far var dreng følte man sig rig, når man fandt en tikroneseddel.
Dengang far var dreng var alle muligheder IKKE åbne,
og det gjorde os friere end i dag.
Dengang Far var dreng, var Far DRENG.
Det var før han, hun og hen - før udviskningen af kønsforskellene
som paradoksalt nok skaber større afstand mellem kønnene end nogensinde...
Far klatrede i træer, slog på tæven og legede krig med kæppe og lerklumper.
Dengang havde Far hjernerystelse efter kælketure
ned af Dødsbakken og alle de andre kælkeruter,
som i dag ville være afspærret eller i det mindste
afskærmet med bløde bander og faldsand.
Dengang Far var dreng, legede vi på Havnen.
Vi måtte ikke og det var pissefarligt
og netop derfor legede vi på Havnen.
Jeg kan huske dengang Georg røg i vandet
og vi råbte om hjælp af lungernes fulde kraft
indtil en fisker kom og hev ham op med en bådshage
og derefter gav ham et smæld af en lussing.
Så faldt Georg ikke mere i vandet
Dengang Far var dreng måtte man ryge overalt,
og vi gjorde det fra vi var ganske unge.
Man bød smøger rundt til festerne
og bedsteforældre røg cigarer i de små Skodaer og Volvoer,
mens børnebørnene sad bagi og legede
ikke fastspændt af seler, men kravlende frit rundt
Dengang Far var dreng fik man en på kassen eller i røven
når man havde gjort noget, man udmærket vidste
man ikke skulle gøre - men som man gjorde på trods.
Det gav en stærk smerte, men den var hurtigt overstået
og så kunne man igen rende ud og lave alt det lort, man ikke måtte.
Sådan kørte opdragelsen sin egen cyklus: Lort, lussing, lort, lussing.
Ingen lærte noget, men det gav en følelse af samhørighed.
Dengang Far var dreng var der porno i børneøjenhøjde
så enhver 7-årig knægt havde set, hvordan man var voksne.
Og var man så tungnem, at man ikke så det,
så blev man bombaderet med Ælle Bælle Bolle-bogen
og Dreng, pige, mand, kvinde og hvad de ellers hed;
De særlige blade med børneporno og dyresex lå dog under disken:
Ude af øje - ude af sind; dog nok ikke hos de umælende aktører af alle arter.
Men i det Social-kapitalistiske samfunds hellige navn,
så skulle alle have opfyldt deres lyster hvad end det kostede.
Dengang Far var dreng var vi bange for den kolde krig.
Bange for atomvåben, bange for russerne,
bange for Grønlænder-Ole på hjørnet, der pissede i en flaske
og betalte pigerne 2 kroner for at drikke af det.
Vi var grundangste og samtidig ubekymrede
for vi vidste at vi skulle hjem til kartofler, og på en god dag også medister
eller frikadeller og sovs eller millionbøf.
Dengang Far var dreng var græsset grønnere,
himlen mere blå og osen fra skorstenene sortere og mere giftig.
Bilen stod i tomgang og forældrene malede stuerne med alkydmaling
imens lillebror sov i sin vugge lige ved siden af.
Dengang Far var dreng.
Dengang hvor alting var bed...
hvor alting var b...
Sluk bålet, børn. Far er bange for skyggerne