Jeg stod som barn foran fløjspejlet,
som når jeg vinklede det helt rigtigt
kunne gøre mig uendelig.
Rækker af mig stod skiftevis vendt
forlæns og baglæns til jeg fortonedes i horisonten.
Jeg kunne stå der i timevis og forsøge at forstå
omfanget af mig selv og den verden jeg var i.
Dengang virkede verden fuld af muligheder
og uden bekymringer og farer.
Helt tryg, for jeg var overbevist om
at når jeg blev voksen, så ville alt falde på plads
og jeg ville vide præcis hvad meningen var.
Som om jeg var en brik, der passede præcist
et - og kun et - sted i det store puslespil.
Nu står jeg her i dag - rigelig voksen -
og kigger i fløjspejlet.
Uanset hvor uendelig langt jeg kan se,
kan jeg ikke se bare en enkelt udgave
af den dreng der engang stod lige her.
Rent faktisk kan jeg kun se horisonten
helt uden skygge af mig selv.
Så tyndslidt at lyset passerer igennem.
Brugt på andre - grådigt ædt af livet.
Og pludselig slår det mig, at jeg har glemt mig selv.
Hvordan kan jeg forvente at andre ser mig,
når jeg ikke engang kan tro på mig selv?
Og bare ved den tanke kan jeg pludselig se
et svagt, men drenget smil i det bagerste spejl.