Foråret var lysere, mere lovende og grønnere i de gode, gamle dage. Sommeren var varmere, længere og mere solrig. Børnenes latter højere og mere ægte.

***
   Jeg kan huske Lars, min bedste ven. Jeg kan huske huset, han boede i og haven - vores legeplads. Jeg kan huske, hvordan mine forældre snakkede om, at det var godt Lars endelig havde fået en ordentlig base hos sine fantastiske plejeforældre.

Lars kom fra "en skidt familie", som de voksne sagde, men for mig var han bare Lars. Lars, som jeg legede politi og røvere med, lavede huler og klatrede i træer. Lars var ham, som jeg fortalte historier til, da han havde fået kighoste, og han lå stillede og lyttede, hostede... og lyttede videre.

På samme måde var Lars den, jeg gik på opdagelse med i Seminariets krinkelkroge og hemmelige hjørner. Og det var sammen med Lars, at jeg satte ild til en skraldespand, og så flammerne langsomt vokse sig større. Fascinerede af flammernes fortærende sult kiggede vi på; luerne reflekteredes i vores barneøjne. Pludselig alt for store til at lade sig kontrollere og alt for vilde til at kunne rummes i vores sind. Vi løb til naboen, råbte ham op og fik ham til at tilkalde brandvæsenet. De kom og slukkede ilden og evaluerede de store skader. Vi var heltene, der fik anerkendelser fra brandmændene; to dygtige drenge, der havde reageret raskt og rørigt som Kim eller Jan fra vores drengebøger.

De øvrige naboer blev afhørt, og pludselig kunne vi mærke stemningen skifte. En af naboerne havde set os. Vi var ikke længere heltene, men derimod skurkene. Vore forældre blev tilkaldt, og vi blev flået fra hinanden og sendt hjem.

Dagen efter blev jeg skældt ud af en uniformeret betjent, og jeg lovede aldrig at gøre det mere - og det var det!

Lykkelig over at være sluppet så let, løb jeg så hurtigt mine ben kunne bære mig til Lars. Hans plejemor åbnede, kiggede trist ned på mig og sagde, at Lars ikke kunne lege. Jeg kunne mærke, noget var galt. Dagen efter i skolen fik vi at vide, at Lars ikke længere gik i klassen. Han skulle flytte tilbage til børnehjemmet, fjernet fra sine elskede plejeforældre.

Jeg så aldrig Lars igen. Han blev taget væk, og jeg fik ikke sagt farvel. De gik ud fra, at det var hans ide. Jeg sagde intet!

***
   Jeg kan huske lille Lene, og hvordan hun altid søgte os større drenge i håb om at være noget, at blive set. Jeg kan huske, hvordan hun blev overset derhjemme, og hvordan hendes storebror pralede af, at han havde stukket sin finger op i hende. Jeg kan huske, at man kunne få lov til at røre hendes små, uudviklede bryster, hvis man bare gad være sammen med hende, og jeg kan huske den følelse, det gav i hele kroppen. Spændingen. Det forbudte.

Jeg kan huske, at Lene alt for tidligt begyndte at drikke og ryge. At Lene aldrig kunne noget i skolen, og at hun blev set ned på. At der aldrig rigtig blev en plads til hende i vores stærkt, hierarkisk opbyggede barneverden. At Lene gik fra at være kvarterets flirt til at være biker-tøs.

Jeg kan huske, hvordan jeg få år efter så Lene, og at hun lignede en der var dobbelt så gammel som mig. Hun sad på en bodega med en øl og en sølle mand, og hun kunne ikke genkende mig.

Jeg hilste ikke. Jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke se hende i øjnene.

***
   Jeg kan huske Jesper, der var en stille dreng - bagerens søn. Jeg kan huske, hvordan han var en hæderlig målmand, og hvordan han altid havde kager med. Kager, som han stjålet hjemmefra og gav til os andre, der afpressede ham i frikvartererne. Eller hvordan vi fik ham til at stjæle et helt glas bolsjer eller et helt kilo marcipan eller en plade kransekager.

Jesper lugtede altid af sur mælk og havde dårlige tænder. Hans far sov altid om dagen, fordi han arbejdede om natten, og hans mor ekspederede i butikken dagen lang. Så Jesper og hans søskende havde alting for sig selv og intet sammen.

Jeg kan huske, at vi kunne få Jesper til at gå amok, når vi pressede ham nok. Så blev hans øjne helt sorte, og han slog vildt og voldsomt omkring sig til gårdvagten kom, konstaterede at nu var Jesper igen gået over grænsen og tog ham med på kontoret.

Jeg kan huske, hvordan Jesper til sidst var så stille i skolen, at selv en dag, hvor han blev syg og brækkede sig midt i timen, var der ingen der lagde mærke til det, før brækket begyndte at dryppe ned fra bordet. Så blev han sendt hjem.

Jeg kan huske at se Jesper sidde med kanylen i armen i Jomfru Ane Gade 10 år senere. Huske hvordan sveden drev ned af hans blanke, blege pande, og hvordan sirenerne kom nærmere. Jeg kan huske, hvordan hans tynde hår sad klasket sammen, og hvordan han pludselig virkede mindre og mere stille end nogensinde før.

Jeg kiggede bare - jeg gjorde ingenting. Jesper lå nu der på gulvet af et diskotekstoilet!

***
   Jeg kan huske Georg. Georg boede på Mølletorv sammen med sin lillesøster og sin far. Jeg kan huske, hvordan Georg havde verdens bedste humor. Jeg kan huske hans glæde og de lysende øjne. Jeg kan huske Georgs svage stønnen, når hans far endnu engang gav ham en lussing, fordi der ikke var vasket op, eller ryddet op, eller fordi han sad forkert på stolen.

Jeg kan huske, da Georg bød mig på min første kop citronte. Jeg kan huske, hvordan det smagte af sommer og fjerne kyster - og hvordan Georgs far, da han opdagede det, tog Georg i armene og gav ham en svingtur rundt to-tre gange til han slap Georg, der med et hult drøn ramte ind i væggen og faldt ned. Jeg kan huske, hvordan Georg lå stille og ømmede sig, og hvordan jeg med ild i øjnene kiggede på Georgs far, rettede ryggen og... gik hjem. Jeg husker, at næste gang jeg var hos Georg, undskyldte hans far over for mig; ikke over for Georg, men mig.

Jeg kan huske, hvordan Georg en aften fortalte mig, at han troede sin far rørte ved søsteren på en forkert måde. Jeg kan huske, hvordan Georgs øjne stille slukkedes over månederne, og hvordan jeg næsten ikke var sammen med ham mere, da han en dag fortalte, at nu skulle de flytte til Lindholm.

Jeg kan huske, hvordan Georg så ud, da bilen kørte med faren og søsteren på forsædet, og Georg bagi. Desperat tiggede hans øjne mig om at sige noget om det svigt, han og søsteren var udsat for. At jeg skulle sige noget til en voksen. Jeg vinkede og vendte ryggen til. Jeg sagde ikke noget. Jeg så på, mens Georgs gnist blev slukket, som man tværer et skod ud!

***
   Børnenes latter var mere hul, tom og klagende. Efteråret ruskede mere, var vådere og mere blæsende. Vinteren var koldere, mere bidende og trøstesløst truende i de gode, gamle dage.