Jeg var vild med Gitte.

Gitte gik i parallelklassen og boede på villavejen ved siden af den vej, jeg boede på. Fra 3. klasse var vi bedste venner. Gitte var fantastisk - rødt hår, grønne øjne og en slet skjult vildskab. Hun turde alt! Hun lærte mig at hoppe ud fra det flade tag på deres 70'er gulstens-parcelhus, som hendes far selv havde bygget. Hun lærte mig at "gå på moller", som vi kaldte det: At stjæle frugt fra villahaverne og de små kolonihaver i nærheden. Hun lærte mig at stjæle slik hos købmanden, og hun lærte mig glæden ved at gå med bare tæer på en græsplæne.

Selv i dag kan jeg undre mig over, hvad der fik Gitte til at være sammen med mig hele tiden, når hun kunne vælge at være sammen med stort set alle andre. Jo jo, jeg var sjov og kunne spidde alle - selv lærerne - med en skarp bemærkning, men samtidig var jeg en bebrillet nørd af en bogorm, som var både genert og bagklog. Jeg hang primært ud med en håndfuld af de andre drenge, der hverken var alfahannner eller for den sags skyld betahanner. Jeg var ikke noget særligt - ikke upopulær, men bestemt heller ikke en leder i klassen. Men hun havde valgt mig, og det i sig selv gav mig en langt bedre følelse i maven. Når jeg var sammen med hende, var jeg noget.

Gitte og jeg var ens, idet vi var helt forskellige fra de andre børn i Hasseris. Vores forældre stod ud: Mine hippieforældre og Gittes far, der var murer og Gittes mor med det høje tresser-hår - Gittes mor, som man aldrig så, fordi hun led af depressioner og lå i soveværelset hele tiden. Gittes brødre stod ud - alle med det røde hår og de grønne øjne og fregner i hele ansigtet. Oplagte moppeofre, men grundet deres eventyrlyst og deres mod var de aldrig rigtig i skudlinjen.

Gitte var et mirakel. Hun fandt på de mest fantastiske lege og udfordringer. Hun fik mig lokket med på et morgeneventyr, hvor jeg stod op klokken 5 om morgenen og gik gennem Georgs have over til hendes hus for at vække hende. Hun havde bundet en snor rundt om storetåen, og havde trukket den ud gennem det lille hul, der var ved vinduet - sikkert beregnet til et antennekabel fra en tagantenne. Jeg listede hen til vinduet og trak hårdt i snoren - hørte et bump, og der stod Gitte i vinduet. Hun var Hasseris' svar på Pippi Langstrømpe... og jeg var forelsket. Jeg var 10 år, og jeg vidste, at det var hende.

Vi gik op af vejen mod Mølleparken. Solen var stået op og det var allerede ved at blive varmt. Fuglene sang, insekterne summede og ellers var der helt stille. Det var sommerferie, søndag og ingen havde lyst til at slippe søvnens tag endnu. Undtagen os! Vi var alene i verden og jeg var lykkelig.

Vi gik op mod den gamle bunker, der lå højest på toppen af Møllebakken. Aalborgtårnet knejsede over os, græsset duftede, og vi snakkede om alt og ingenting. Vi kravlede som sædvanligt op i det 10 meter høje flyverobservationstårn på toppen af bunkeren. De havde fjernet stigerne de nederste 3 meter for at undgå, at børnene kravlede derop, men Gitte havde knækket koden. Vi kom op i tårnet, lukkede lugen og satte os.
   Gitte åbnede sin taske og hev en flaske saftevand, nogle kiks og en pakke med 10 grønne Look frem. Gitte røg allerede, godt oplært som hun var af sin storebror. Hun tændte dagens første smøg og inhalerede rutineret. Som altid spurgte hun, om jeg skulle have en - og som sædvanligt svarede jeg nej tak. Jeg var på ingen måde så udfarende eller antiautoritær som hende.

Som vi lå sammen i tårnet i stilheden, kiggede jeg mod himmelen. Den var klar og blå uden andre hvide skyer end de røgringe, som Gitte lå og blæste ud. Et fly fortonede sig langt oppe og fjernt væk kunne man høre morgenens første bil køre ad Hasserisvej. Aalborg var ved at gøre sig klar til at vågne. Jeg var i det ene øjeblik i nuet - kun lige der og lige nu. Ingen af skolens strabadser fyldte hovedet, ingen bekymringer om min far mon ville drikke sig fuld i dag, ingenting. Kun blå himmel, røgringe og duften af Gitte, der lå lige ved siden af. Det virkede, som om selv hjertet stille gik i stå, blodet stoppede i årerne og den hviskende susen i ørerne fadede ud, til der var intet.

Hvor lang tid vi lå sådan, ved jeg ikke, men pludselig rejste Gitte sig og gjorde klart, at hun ville have en kop kakao. Jeg undrede mig, for hvor skulle vi få den fra? Men Gitte havde som vanligt styr på sagerne og ledte mig mod Psykiatrisk Hospital. Jeg havde altid fået at vide, at vi ikke måtte gå derhen. Men når Gitte førte an, så fulgte jeg med. Hun vidste lige præcis, hvilken dør der stod ulåst, og vi gik ind på hospitalsgangen, forbi biblioteket og hen til venteområdet. Her stod en automat med varme drikke, og Gitte fandt to kroner frem og trak to kopper kakao. Vi satte os med plastkopperne, nippede til den varme væske og kiggede rundt.

På de hospitalsgule vægge var der abstrakt kunst, sofaen vi sad i var grøn og der var ryatæpper på gulvet i venteområdet. Det var meget moderne, og man havde tydeligvis forsøgt at gøre området hjemligt. Pludselig gav det et sæt i Gitte. Ovre i en af de grønne lænestole sad en spinkel skikkelse helt stille og betragtede os. Vi rejste os hurtigt og skulle til at løbe væk, men der lød et kort og myndigt "STOP!". Vi stoppede øjeblikkeligt og vendte os mod skikkelsen.

Det var en ældre herre med bowlerhat og fint jakkesæt. Han virkede indfalden og sammensunket, men stadig var der en foruroligende styrke i hans blik, mens han sagde: "Hvad laver I her?".

"Ja, hvad laver DU her!" Det var selvfølgelig Gitte, der svarede med en selvsikkerhed, som kun hun kunne. Hun kiggede ham direkte i øjnene og ventede, at han ville kigge væk først. Men det gjorde han ikke. Han så lige igennem hende og direkte mod mig. Han pegede på mig og kom med den messende monolog, som har siddet i mig lige siden den dag:

"Jeg kender dig! Jeg ved, hvem du er, men du aner det ikke selv. DU... ER... MIG! Du har mærket - du er mærket. Du kan se gennem mennesker, men det har en pris. De vil kalde dig skør, tosset, vanvittig! De vil prøve at spærre dig inde og isolere dig fra menneskeheden. Menneskeheden, som er dine tjenere, har vendt sig mod dig - verden har vendt sig mod dig. Skjul dig, min dreng - skjul dig. Lad dem ikke se, hvad du er i stand til, for du ender som mig. Du har såvel lykken som katastrofen gemt i dig."

Han slog en latter op, og det var vores løsen. Vi løb - løb fra kakao, hospital og mand. Løb til vi var langt fra hospitalets grund. Undervejs satte ordene sig fast i mig som angst. Angst for mig selv, for hvad jeg måske var i stand til. Angst for hvad Gitte nu så i mig. Angst for at blive spærret inde. Fra den dag var jeg ikke rigtigt barn længere. Fra den dag havde mørket tag i mig, og det har aldrig sluppet mig siden.

Gitte så på mig. Hun så nu meget alvorlig og voksen ud. Hun kyssede mig på panden og tog min hånd.

Jeg var vild med Gitte.