Jeg vidste, at sådan en som mig aldrig ville få sådan en som Pernille, og jeg var sikker på, jeg havde ret.
"Hvem kan du bedst lide fra klassen?", spurgte Pernille.
Spørgsmålet rev mig ud af min dagdrøm. Jeg var forelsket. Jeg var lykkelig, og jeg sad bag på en cykel iført jordens bredeste smil. Sad der med armene rundt om Pernille, som var hende, jeg var dybt forelsket i - uden nogensinde at ville turde sige det.
"Øhh... det har jeg ikke lige tænkt over", svarede jeg.
Verdens fedeste løgn. Jeg var 12 år, og Pernille var nærmest det eneste, der cirkulerede i hovedet på mig. Jeg havde været smålun på hende, lige siden jeg var startet i den nye skole i 4. klasse. Og nu to år efter sad jeg bag på hendes cykel på vej hjem fra Rikke, hvor hun og jeg og Michael havde været sammen - og var forelsket til op over begge ører.
"Hvad med dig? Er der nogen af drengene, du kan lide?", spurgte jeg.
Jeg håbede selvfølgelig, at hun ville stoppe cyklen, vende sig mod mig og med hendes skønne smil sige, at det var mig, hun kunne lide. Jeg vidste, at det ikke ville ske; hun var alt for smuk og skøn til sådan en som mig. Men bare følelsen af at sidde der med armene rundt om livet på hende gjorde det muligt at tænke tanken, i hvert fald for en stund.
"Ja", sagde hun lidt tøvende: "Der er et par stykker. Mads er sød. Og Torben".
Mit fokus flyttede sig. Jeg gad ikke høre, at hun var vild med andre. Men så fortsatte hun, og jeg var ikke helt sikker på, at jeg hørte rigtigt.
"og dig".
Jeg turde ikke tro på det. Var det de to ord, hun havde sagt, eller var det min fantasi, der løb løbsk? Jeg sad helt stift og stille på bagagebæreren i håb om, at hun sagde mere. Men hun var stille, som om hun ventede på noget fra mig; og så pludselig var vi ved Parkvejen, hvor jeg skulle af for at komme hjem. Pernille standsede cyklen, og jeg stod af. Jeg stod der kejtet nogle sekunder og fik så fremstammet et "Vi ses i morgen".
Pernille kiggede på mig, og så cyklede hun hjemad. Hele vejen hjem løb tankerne. Hun kunne ikke have nævnt mig. Det kunne simpelthen ikke passe. Men det havde hun! Eller - havde jeg taget fejl? Jeg var skiftevis varm i maven over, at Pernille kunne lide mig og iskold i hele kroppen over, at jeg ikke havde taget chancen og svaret hende. Lykkelig over at jeg måske havde en chance. Ulykkelig over, at nu var alle chancer borte. Jeg vidste det jo: Jeg ville aldrig få sådan en som Pernille. Det var jeg sikker på.
Det var på denne korte gåtur, at tvivlen for alvor tog bolig i min krop. På denne korte tur oplevede jeg flere følelser end jeg nogensinde tidligere havde prøvet at have i min spinkle drengekrop. Jeg følte mig både mere i live end før og samtidig helt død og handlingslammet.
Hjemme på værelset lagde jeg mig på briksen og kiggede op i loftet. Mit hjerte virkede alt for stort til at blive på sin plads i brystkassen. Tankerne løb løbsk, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gøre af mig selv. Jeg følte for første gang i mit liv, at jeg havde mistet taget i mig selv. Jeg følte det som om jeg faldt og faldt; som om der ikke var nogen bund, der kunne stoppe mig.
Jeg kom til mig selv ved at høre døren åbnes. Det var Peter - min lillebror - som kom ind. Jeg havde sagt til ham, at han skulle banke på først, men som vanligt åbnede han den bare med en 7-årigs selvfølgelige selvtillid. Jeg for op med et sæt.
"Vi skal snart op", sagde han.
Jeg nikkede og lod mig falde tilbage på puden igen. Var det virkelig allerede morgen? Tid til skole, og jeg anede ikke, hvordan jeg skulle opføre mig over for Pernille. Det eneste jeg vidste var, at jeg aldrig ville få sådan en som Pernille. Jeg måtte have ret.
Peter lagde sig ved siden af mig, smilede til mig og tog et Anders And-blad fra bunken. Han begyndte at bladre i det. Han kiggede tydeligvis mere billeder end han læste teksten. Jeg så på ham og hans rødblonde hår. Jeg gav ham et kram, og han så overrasket ud. Inden han kunne nå at spørge om noget, rejste jeg mig fra briksen og gik ud på badeværelset. Et bad kunne måske klare tankerne.
Efter bad og morgenmad var det tid til skole. Jeg kom derop, og Pernille var der allerede. Hun sad med nogle af de andre piger og snakkede. Hun ænsede mig ikke et blik, og jeg kiggede kun skjult på hende.
Først i spisefrikvarteret var vi i nærheden af hinanden. Pludselig kom hun målrettet mod mig sammen med Tonje. Jeg stod sammen med Michael. Pernille gik helt op foran mig og spurgte: "Vil du komme sammen?". Min hals blev tør, og jeg gik nærmest i panik. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Hele min krop råbte ja, men samtidig hørte jeg min stemme sige: "Jeg skal lige tænke over det, må jeg svare i morgen?"
Pernille kiggede lidt spørgende på mig, sagde ja og vendte så om og gik. Michael kiggede på mig, som om jeg var idiot, og det var jeg vel også. Tænk at svare så åndsvagt. Det var vel egentlig også kun fordi jeg vidste, at jeg aldrig ville få sådan en som Pernille.
Jeg gik i mine egne tanker hele eftermiddagen og hele aftenen. Jeg anede ikke, hvorfor hun havde spurgt mig. Vidste hun ikke, at hun var for god til mig? Det var som om, der var en uligevægt i universet. Der var noget, der havde forskudt sig, og det føltes forkert. Helt Forkert. Kunne jeg virkelig have taget så meget fejl af verden?
Jeg sov ikke meget den nat. Gang på gang vågnede jeg med en ny indsigelse - en ny grund til at jeg ikke bare kunne sige ja. Men den var svær at finde, og da morgenen kom, kendte jeg svaret. Jeg skulle sige ja. Jeg skulle være kærester med Pernille.
Lykkelig klædte jeg mig på, spiste morgenmad og løb afsted mod skolen. Nu skulle jeg bare finde Pernille og fortælle hende, at jeg gerne ville være kærester med hende. Jeg kom tidligt, og Pernille var ikke kommet endnu. Tonje var der, og hun spurgte, om jeg havde bestemt mig omkring Pernille.
"Ikke helt endnu", var det svar, der kom ud af min mund, og Tonje rullede øjne af mig: "Er det virkelig så svært?"
Da Pernille kom, så jeg hende og Tonje snakke kort sammen. Pernille kiggede kort mod mig, og gik hen på sin plads. Jeg mærkede maven knuge sig sammen. Det var nu, jeg skulle gå hen og sige det. Fortælle at vi havde en fremtid sammen. Sige at jeg var vild med hende.
Men jeg satte mig ned på min plads. Kiggede igen mod Pernille, der nu sad med ryggen halvt vendt mod mig. Og så forstod jeg det: Jeg HAVDE jo ret. Jeg ville aldrig få sådan en som Pernille. Selvom det gjorde ondt, så var der noget trygt i, at universet igen var kendt og rigtigt.
Jeg fik aldrig Pernille. Men jeg fik ret.