I en lille fiskerby boede der for mange siden en lille pige, som hed Nina. Hun var lille af sin alder, havde store honningfarvede øjne og et hjerte af guld.

Hendes far var fisker og hver morgen gik han meget tidligt ned til sin båd og tog på havet for at fiske. Nogle få gange når han solgte fisk fik de penge til en hel uge, og så var der glæde i familien, men andre gange var der kun penge til mad til en enkelt dag, og det var trist, og det værste var, at der næsten altid kun var penge til en enkelt dag.

Nina kunne se sin fars skuffelse og frustration når det det skete. Hun så også, at hendes far drak hver dag. Hun huskede at til at begynde med drak han et glas vin hver dag; så også en øl og efterhånden kunne hun se, at han ikke kunne lade være med at drikke. Men måske var det bare hendes fantasi. Hun kunne ikke huske alt, og vidste derfor ikke hvilke sorger han måske bar på.

Nina havde også en lillesøster, der hed Sina. De legede altid under en stor palme, der var foran huset - der havde de en dug med ting, som de havde samlet fra sandet og havet.

Hver aften, efter at have hjulpet sin mor derhjemme, gik Nina langs havet og drømte om et roligt liv med mere glæde end det liv hun havde nu.

Nogle gange sad hun i sandet og stirrede mod horisonten og tænkte på hvad der mon var på den anden side af havet. Måske var der glade piger. Eller måske triste piger som hende selv? Så lukkede hun øjnene og drømte at hun havde vinger og kunne flyve som en fugl, eller hun forestillede sig at hun var en havfrue som dykkede ned i det dybe hav, eller at hun var en smuk delfin og sprang over bølgerne. Men så tænkte hun på sin mor og lillesøster og smilede trist.

En eftermiddag hvor Nina var ude og samle skaller og sten ved kysten, satte hun sig på en lille sten for at dyppe tæerne i havet. Pludselig mærkede hun noget på sin fod og bøjede sig ned og så en østers, der var åben, og inden i den var der en stor perle. Hun rejste sig hurtigt op og så at der var en lang række af østers, der var åbne, og inde i hver af dem var der en smuk perle.

Nina blev glad. Hun troede først, at det var en drøm, men derefter samlede hun hurtigt en masse perler og puttede dem i lommen og løb hjem. Da hun nåede hjem gik hun meget forsigtigt, så sig om til alle sider og gik direkte ind på sit værelse, fandt en lille papæske, lagde perlerne i den, og gemte derefter æsken under sin madras. Hun tænkte, at nu ville alle deres problemer blive løst, at hendes drøm om et bedre liv ville blive muligt. Men hun ville vente til om aftenen.

Da de havde spist aftensmad lagde Nina den lille æske på bordet og sagde, at hun havde en stor overraskelse til hele familien, og spurgte om hendes mor ville åbne æsken. Moderen nikkede og åbnede æsken, og fik tårer i øjnene. Sina kunne ikke rigtig forstå, hvad der foregik, men hendes fars øjne fik et mærkeligt udtryk, som hun ikke kunne tolke. Han sagde bare, at Nina var en sød lille pige, og at han ville gå til guldsmeden og sælge perlerne, og at deres liv så ville blive ændret for evigt. Han sagde skål til dem allesammen og begyndte at drikke.

Næste morgen gik Ninas far meget tidligt ned til sin båd; han ville først tage ud og fiske og derefter ville han gå til guldsmeden. Men timerne gik, og hendes far kom ikke hjem. De blev trætte af at vente og besluttede at gå til naboens hus for at bede om hjælp. Sammen kunne de gå ned til molen for at spørge, om nogen vidste, hvad der var sket med Ninas far. Pludselig så de i det fjerne den tomme båd, fortabt blandt bølgerne, og da bølgerne til sidst skyllede båden op på land, forstod de hvad der var sket.

De næste dage var familien i dyb sorg og fortvivlelse. Nina var ked af at hun ikke havde forstået sin fars følelser, og tænkte på sin far og de ting, hun gerne ville have sagt til ham, og som det nu var for sent at sige - om hendes drømme om et bedre liv for familien. Hvad skulle der nu blive af dem? Hvordan kunne de komme videre?

Efter nogle dage gik Nina endelig helt hen til båden, der lå på stranden. Hendes ansigt var fyldt med tårer. Hun ville sætte sig, lukke øjnene og føle brisen fra havet og høre sin fars stemme. Hun hørte en hvisken og kiggede rundt, og så så i et hjørne af båden æsken med perler, og der var også en lille seddel hvor der stod:
   Min kære pige, jeg ville tage perlerne og sælge dem, men på vejen hjem tænkte jeg, at jeg ville gøre det rigtige. Din mor vil gøre det bedste for Jer alle, selvfølgelig også for ejeren af ​​perlerne. Ja Nina, alt vil blive godt. Du vil finde mange perler på din vej. Kærlig hilsen, Far.

Nina kiggede på himlen og smilede.